x

Amerikansk arkitekt tegner det nye Kunstens Hus i Herning

Pressemeddelelse 22. november 2005

Herning Kunstmuseum har udsendt følgende pressemeddelelse: Den amerikanske arkitekt Steven Holl fra New York er netop udpeget som vinder af arkitektkonkurrencen om Kunstens Hus i Herning. Det vindende projekt blev i dag præsenteret på Herning Kunstmuseum. Fonden bag det nye Kunstens Hus arbejder nu på den sidste del af finansieringen og håber at kunne gå i gang med byggeriet inden udgangen af 2006.

Den vindende arkitekt Steven Holl er blandt USA’s førende arkitekter. Han har stor erfaring med kunst- og kulturbyggerier, og er bl.a. manden bag det finske KIASMA – Helsinkis museum for samtidskunst.

Herning Kunstmuseum, Ensemble MidtVest og Socle du Monde skal udfylde rammerne i Kunstens Hus. De tre institutioner har alle en stærk og international profil, og synergieffekten mellem billedkunsten og de musiske aktiviteter bliver et ”drive” for hele den midtjyske region.

Lars Damgaard, formand for Fonden for opførelse af Kunstens Hus, siger om vinderprojektet: ”Steven Holl er en af vor tids store arkitekter og hans forslag udtrykker ånden i Birk og Herning., Jeg har derfor store forventninger til bygningen”.

Også museumsdirektør for Herning Kunstmuseum Holger Reenberg udtrykker sin store begejstring for Steven Holls projekt: ”Jeg tror at vi med Steven Holls forslag får en smuk og bemærkelsesværdig bygning i Birk. Kunstens Hus kan blive en milepæl i den stolte historie om Birk og Herning. Steven Holls bygning kombinerer et indfølt design med en fin fornemmelse for de krav man må stille til et moderne hus for kunsten”.

Det har været en udfordrende opgave for arkitektkonkurrencens dommerkomité at vælge et vinderforslag i konkurrencen om Kunstens Hus i Herning. Komitéen har med tilfredshed kunnet konstatere, at alle indbudte deltagere har udarbejdet professionelle forslag, der i kraft af deres indbyrdes forskellighed har givet komitéen en ganske bred platform at diskutere og foretage bedømmelsen ud fra.

I sin betænkning skriver dommerkomitéen bl.a. om Steven Holls vinderforslag.: ”Grundplanens hovedgreb, hvorved udstillingsrummene placeres som rektangulære/kvadratiske kuber på en ”overdækket plads” omkranset af de øvrige funktioner, som alle er placeret i bygningens skal, opfylder konkurrenceprogrammets ønsker om åbenhed kombineret med ”skatkammer”-idéen. Desuden opfyldes ønsket om en fleksibel daglig drift, hvor bygningen kan holdes åben efter museets lukketid. Huset vil efter flertallets opfattelse kunne danne rammerne om et markant og spændende nyt Kunstens Hus Herning.”

Et mindretal i komitéen bestående af arkitekt-fagdommerne og Realdania peger på forskellige problemer af funktionel og teknisk karakter ved Steven Holls projekt. Mindretallet har indstillet et projekt udført af CUBO arkitekter som vinder i konkurrencen.

Hans Peter Svendler, direktør i Fonden Realdania siger: ”Vi ser nogle væsentlige udfordringer i den videre bearbejdning af Steven Holls vinderprojekt, men forventer, at en arkitekt tilhørende den absolutte verdenselite – i samarbejde med en kompetent og ansvarlig bygherre – kan klare problemerne. Vi lægger desuden vægt på, at det nye Kunstens Hus vil gavne den midtjyske region, såvel kulturelt som erhvervsmæssigt.”

Fritz Berthelsen, Ensemble MidtVest, siger ”Det er en fornøjelse og stor udfordring for Ensemble MidtVest at skulle flytte ind i så fornemt et hus, tegnet af en anerkendt arkitekt, sammen med ikke mindre end Herning Kunstmuseum og Socle du Monde”.

Yderligere oplysninger 
Museumsdirektør Holger Reenberg, Herning Kunstmuseum, +45 9712 1033 reenberg@herningkunstmuseum.dk 
Formand Lars Damgaard, Herning Kunstmuseum, +45 9627 7300 
Direktør Hans Peter Svendler, Fonden Realdania, + 45 7011 6666 
Press officer, Steven Holl Architects, Lisetta Koe: +212 491 1488 
Billedmateriale, biografi, sponsorer og pressefotos kan rekvireres på http://www.heartmus.dk/

FAKTA

Arkitekt Steven Holl
Steven Holl er født i 1947, han er en af USA's og verdens førende arkitekter. Steven Holl grundlagde i 1976 Steven Holl Architects i New York, som et internationalt arbejdende designorienteret kontor.

Steven Holl har gennemført kulturelle, bymæssige, akademiske og boligprojekter i USA og internationalt. Kiasma Museum of Contemporary Art i Helsinki, Finland (1998) anses sædvanligvis for at være hans mesterværk.

Andre bemærkelsesværdige arbejder er Sarphatistraat-kontorerne i Amsterdam (2000) og St. Ignatius-kapellet i Seattle, Washington (1997). Nogle af hans firmas aktuelle arbejder er Higgins Hall Center-sektionen på Pratt Institute School of Architecture i Brooklyn (New York), Loisium Hotel og Spa i Langenlois (Østrig), School of Art and Art History ved University of Iowa (USA), den schweiziske ambassaderesidens i Washington, D.C. (USA) samt udvidelsen og moderniseringen af Nelson Atkins Museum of Art i Kansas City, Missouri (USA).

Steven Holl Architects har for nylig vundet to internationale designkonkurrencer og er udvalgt til at designe Cité du Surf et de l’Océan i Biarritz (Frankrig) og Sail Hybrid, der er et kystferieprojekt i Knokke-Heist (Belgien).

Steven Holl er blevet tildelt arkitekturens fornemmeste priser. I 2003 blev han udnævnt til Honorary Fellow of the Royal Institute of British Architects (FRIBA). I 2002 tildelte Cooper Hewitt National Design Museum, der er en del af Smithsonian Institute, ham den højt ansete National Design Award in Architecture. I 2001 blev han i Frankrig tildelt Grande Médaille d’Or for Best Architect of the Academy of Architecture – og samme år udråbte Time Magazine ham som “USA’s bedste arkitekt” for hans “bygninger, der tilfredsstiller såvel sjælen som øjet”. I 1998 modtog han Chrysler Award for Innovation in Design og samme år blev han tildelt den fornemme Alvar Aalto-medalje. New York American Institute of Architects gav ham en æresmedalje i 1997 og i 1990 udpegede American Academy of Arts and Letters Steven Holl til at modtage Arnold W. Brunner Prize for Achievement in Architecture as an Art.

Steven Holl er fastansat professor ved Columbia University’s Graduate School of Architecture and Planning. Han har holdt forelæsninger og udstillet vidt og bredt – og han har udgivet talrige tekster, herunder Anchoring (1989) og Parallax (2000).

Steven Holl er medlem af American National Council of Architectural Registration Boards (NCARB), American Institute of Architects, American Association of Museums, Honorary Whitney Circle ved Whitney Museum of American Art og af International Honorary Committee ved Vilpuri Library under Alvar Aalto Foundation.

Arkitektkonkurrencen
Interessen for at være med til at skabe Kunstens Hus i Herning har helt fra start været meget stor.

Arkitektkonkurrence blev udskrevet februar 2005 og oprindelig bød 41 tegnestuer på opgaven, heraf gik i alt 4 tegnestuer videre til den endelige konkurrence i maj 2005 – CUBO Arkitekter A/S (DK), Keith Williams Architects (GB), Snøhetta (N), 3xNielsen A/S (DK).

Endvidere havde projektets styregruppe forhåndsudpeget to fremtrædende arkitektfirmaer til at deltage i konkurrencen, Caruso St. John Architects (GB) - og som det skulle vise sig, vinderen af projektet Steven Holl Architecs (USA).

Et flertal på 9 medlemmer af dommerkomiteen udpegede Steven Holl Architects som vinder af konkurrencen, mens et mindretal på 4 medlemmer pegede på CUBO arkitekter som vinder.

Budget og finansiering
Kunstens Hus bliver på mellem 5.000 og 7.000 m2 og får udover udstillingsrum og koncertsal en række fællesfaciliteter for institutionerne Herning Kunstmuseum, Socle du Monde og Ensemble MidtVest. 

Projektet er budgetteret til ca. 120 mio. danske kroner og skal stå færdigt inden udgangen 2007.

Heraf er finansieret ca. 90 mio. kr. og mangler ca. 30 mio. kr.

Bland finansieringsparterne er:
Fonden Realdania – bidrager med 30 mio. kr.
Ringkjøbing Amt – bidrager med 20 mio. kr.
Herning Kommune – bidrager med 25 mio. kr.
Midtjysk Skole og Kulturfond – bidrager med 7,3 mio. kr.
Nordea Fonden – bidrager med 2 mio. kr.
Ikast Kommune bidrager med 2 mio. kr.