Landdistrikternes lykkeparadoks
Lektor og ph.d. på Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet Henrik Lauridsen Lolle går i denne artikel tæt på debatten om livet i byen og på landet og analyserer de danske data på området. Han nuancerer debatten og finder frem til de vigtigste faktorer for den høje livskvalitet i landdistrikterne. Nederst i uddraget finder du link til hele artiklen og bogen, hvor den indgår; nemlig ’Livskvalitet på landet – mennesker, steder og fællesskaber’ udgivet af Realdania i november 2023.
Byens triumf?
I mange år er mennesker over hele verden flyttet fra land til by. Den vigtigste årsag er, at der er sket et stort skifte fra landbrugserhverv til byerhverv. Men folk flytter ikke kun til byen, fordi der er færre jobs på landet; byen anses også for at være attraktiv på mange andre måder. Byen har bl.a. flere uddannelsesmuligheder for unge mennesker, et langt bredere udvalg af kulturtilbud som museer, teatre og sportsbegivenheder samt mange caféer, restauranter og specialbutikker. Desuden viser målinger en højere gennemsnitlig livskvalitet hos folk i byen, når man ser på indkomst, sundhed og uddannelse – dvs. når man bruger en objektiv definition af livskvalitet.
Når man derimod beder folk sætte tal på deres følelse af lykke eller tilfredshed med livet, dvs. man måler den subjektive livskvalitet, bliver billedet et andet. Her har undersøgelser enten ikke vist nogen forskel i livskvalitet mellem land- og byområder, eller også har der endog vist sig – i højindkomstlandene – at være højere gennemsnitlige niveauer af livskvalitet på landet. I litteraturen betegnes dette fænomen som ’landdistrikternes lykkeparadoks’: Vi flokkes til byen for at nyde godt af alle dens fordele, mens det lader til, at lykken i højere grad findes på landet.
Resultaterne varierer dog meget på tværs af lande. Samtidig ændrer ting sig, og det er svært at sige noget generelt om by- og landboerne. Nye generationer og nye flyttemønstre mellem by og land kan hurtigt ændre balancen. Desuden dækker resultaterne selvfølgelig også over store individuelle forskelle. Der findes både meget lykkelige og ulykkelige byboere og tilsvarende på landet. Og endelig kan tallene være markant forskellige, alt efter hvordan man vælger at måle livskvalitet, og hvordan man vælger at udføre de statistiske beregninger. Med alle de forbehold er det derfor nødvendigt at se nærmere på tal og teori for at nuancere billedet.
Ophedet debat
Fronterne er hårdt trukket op inden for den teoretiske litteratur om byen versus landet. På den ene side står økonomen Edward Glaeser. I sin banebrydende bog Triumph of the City fra 2011 forherliger han byen og alle dens muligheder for det moderne menneske. Byen har været én af de vigtigste motorer i udviklingen fra fattige landbrugssamfund til rige og veluddannede, demokratiske samfund, skriver han.
I byen mødes forskellige slags mennesker, nye idéer opstår og gennemføres, folk uddanner sig, forretningslivet blomstrer. Desuden er byen mere klimavenlig end landet, bl.a. fordi folk bor tættere sammen på mindre land og i mindre boliger, de deler opvarmningen af deres bolig med nabo og underbo, og de cykler mere og pendler mindre. Men hvad med uligheden, fattigdommen og slumkvartererne i mange storbyer?
Glaeser erkender, at nogle byer har sociale problemer, som myndighederne bør tage sig af. Men alt i alt er byen en god ting, fastholder han, ikke kun som et midlertidigt skridt i menneskehedens udvikling på jorden, men også i fremtiden. Desuden har de fleste mennesker i byens fattigste kvarterer det bedre her end i de fattigste områder på landet. Efter hans mening er byens udsatte boligområder ikke beboet af ulykkelige mennesker, fordi disse kvarterer i sig selv gør folk ulykkelige. Det handler derimod om, at ulykkelige mennesker på landet flytter til bykvarterer med billige boliger, fordi de søger – og ofte finder – et bedre liv i byen.
På den anden side af debatten står politologen Adam Okulicz-Kozyran. Han mener, at selvom nogle mennesker måske har det bedre i byen, er byen generelt set et dårligt sted at bo. Den eneste grund til, at folk ikke konsekvent slår hinanden ihjel i de overfyldte byer, er ifølge ham, at vores naturlige instinkter er sløvet af de sociale og kulturelle normer – og selvfølgelig hæmmet af politiets tilstedeværelse.
Hans kritik af byen er inspireret af bysociologen Louis Wirth, som bygger videre på to af de helt store fra den første generation af sociologer, nemlig Émile Durkheim og Georg Simmel. Okulicz-Kozyrans hovedpointe er, at byen skaber fremmedgørelse pga. befolkningens størrelse, tæthed og forskelligartethed og den uendelige strøm af indtryk. På den ene side får individet i byen mere frihed, fordi det i langt mindre grad er hæmmet af traditioner og strenge sociale normer.
På den anden side mister individet den følelse af at være aktivt deltagende i et moralsk fællesskab med tætte sociale netværk, der følger med at leve i et mindre samfund med gensidigt afhængige mennesker.
Byen og dens fokus på penge ødelægger de sociale bånd og den sociale tillid. Individet bliver rastløst, blasert, afstumpet. Den ophedede videnskabelige debat
om storbyliv versus landliv synes nogle gange at være gennemsyret af misforståelser og ideologiske modsætninger, hvor den ene lejr diskuterer homo economicus – det rationelt nyttemaksimerende menneske – og den anden lejr diskuterer det naturlige menneske og det tabte paradis. Men som Ruut Veenhoven, skriver:
”Der er en vis sandhed i den sociobiologiske påstand om, at evolutionen ikke har designet os til bylivet. Men den har heller ikke prædisponeret os til et liv
på landet. Det nuværende stillesiddende liv på gårde og i landsbyer er lige så langt fra det oprindelige jæger-samlerliv som det liv, der udfolder sig i byens gader og højhuse.”
Fotos: Emma Sejersen.