Civilsamfundets glæder og sorger
I dette uddrag fra bogen Livskvalitet på landet – mennesker, steder og fællesskaber, sætter tre forskere civilsamfundets rolle under lup. Det handler om blandt andet om Foreningsdanmark, frivillighed og den lokale sportshals rolle som udviklingskraft i landdistrikterne.
Ved fælles kraft
Andelsbevægelse, borgerforeninger, højskoler, skytteforeninger, sangforeninger og idrætsforeninger. Danmark er et foreningsland, og de mange frivillige er fundamentet for foreningskulturen, uanset om der er tale om trænere til miniputterne i håndboldklubben eller dem, der organiserer fællesspisningen i kulturhuset Det vedvarende frivillige engagement i foreningerne har været med til at gøre civilsamfundet til den måske stærkeste udviklingskraft i landdistrikterne. Men kan et stærkt civilsamfund også bidrage til at øge livskvaliteten hos den enkelte, og hvorfor vælger vi at deltage i frivilligt arbejde – er det for vores egen skyld eller for fællesskabet?
Det undersøger ph.d., lektor og centerleder fra Syddansk Universitet Evald Bundgård Iversen, adjunkt Michael Fehsenfeld fra Aarhus Universitet og professor Bjarne Ibsen fra Syddansk Universitet. I deres tekst Civilsamfundets glæder og sorger beskriver de betydningen af det organiserede civilsamfund for den personlige livskvalitet på landet.
Forpligtende fællesskab belønner
En stor del af den sociologiske teori handler om, at stærke sociale relationer og netværk øger livskvaliteten. De sociale relationer skal være af en art, som gør, at man mødes ofte og deler en stærk fælles identitet. Det gælder især, når man deltager i civilsamfundet. En del undersøgelser peger på, at livskvaliteten stiger, når man deltager i og bidrager til civilsamfundet.
Sociologen Robert Stebbins skelner mellem mere og mindre forpligtende måder at deltage i civilsamfundet på. Den mindre forpligtende type deltagelse er, når man deltager i en forening i ”umiddelbart og i sig selv givende, relativt kortvarige, fornøjelige aktiviteter, der kun kræver lidt eller ingen særlig forudgående træning”.
Mere forpligtende deltagelse definerer han derimod som ”den systematiske udøvelse af en amatør-, hobby- eller frivillig aktivitet, som fastholder deltagerne med sin kompleksitet og mange udfordringer. Den er dyberegående, langvarig og baseret på betydelige færdigheder, viden eller erfaring”. Den mere forpligtende type fritidsaktiviteter ’belønner’ i højere grad deltagerne ifølge Stebbins, fordi man får mulighed for at udfolde hele sit menneskelige potentiale. Man får mulighed for at bruge og demonstrere sine færdigheder og viden, for at have værdifulde oplevelser, for at udvikle en identitet, som er værdsat af andre, og for at deltage i gruppens glæder og sorger.
Lokalsamfundets lim i opløsning
I de større byer kan man vælge mellem et væld af kulturtilbud, fritidsaktiviteter, butikker, caféer, restauranter og barer. På landet er der langt færre tilbud, så her må man i højere grad finde på aktiviteterne selv. Civilsamfundet spiller derfor en vigtigere rolle i landdistrikterne som den lim, der binder lokalsamfundet sammen, da mange af aktivitetstilbuddene i landdistrikterne på forskellig vis er båret af civilsamfundet.
Men der er i det seneste halve århundrede sket store forandringer i landdistrikterne. Tidligere var de stærkt domineret af landbruget. Det meste af hverdagslivet (arbejde, skole, indkøb, fritid osv.) foregik inden for et relativt begrænset geografisk område, og kulturelt var hvert landdistrikt meget ens. Hvert landdistrikt havde også sin egen, decentrale politiske forvaltning. I de seneste årtier er der imidlertid sket betydelige forandringer i landdistrikterne i Danmark, som gør, at folk er mindre afhængige af hinanden. I de seneste 50 år er antallet af kommuner blevet reduceret fra ca. 1.000 til 98, hvilket gør, at hver borger er længere fra de politiske beslutninger. De færreste arbejder i det lokalområde, hvor de bor, og de benytter oftere de nærmeste byer til indkøb og fritids- og kulturaktiviteter. Derfor er indbyggerne i mindre grad afhængige af hinanden og af de tilbud og muligheder, som erhvervslivet, det offentlige og civilsamfundet tidligere organiserede i landdistrikterne. I dag er det muligt 'bare' at bo i landdistrikterne, nyde naturen, pendle til arbejde og til kulturelle events i større byer og i den forstand ikke være særligt knyttet til, eller aktivt involveret i, ens lokalsamfund.
Samtidig er der sket en generel individualisering af hele samfundet, som også påvirker deltagelsen i civilsamfundet. Hvor man i gamle dage udførte 'kollektivt' frivilligt arbejde, der handler om at støtte en kollektiv identitet, er der sket et skifte til en mere 'refleksiv' form for frivilligt arbejde, der handler om ens egen identitet – fra ”åbenlys pligtfølelse eller ansvarsfølelse over for fællesskabet til selvcentreret motivation”.
Oplevelsen af at deltage
I princippet er mulighederne for at dyrke forpligtende fritidsaktiviteter ofte lige så gode i byområder som i landdistrikter. Men den type deltagelse, som bidrager til livskvaliteten og samfundslivet, må formodes – trods de seneste årtiers udvikling – at være mere udbredt i landdistrikterne. Ifølge undersøgelser gælder det nemlig, at jo større en gruppe er, jo mindre bidrager den enkelte til det store fællesskab.
Forskningen har ikke et klart svar på, om deltagelsen i civilsamfundet er højere på landet, men danske undersøgelser tyder på det. Undersøgelserne er baseret på tal for foreningsmedlemskab og frivilligt arbejde.
Vi ville med vores forskning gerne nuancere fortællingen ved at undersøge folks egen oplevelse: Hvordan vurderer indbyggerne i tre udvalgte danske landdistrikter, hvorvidt, hvordan og hvorfor deltagelse i civilsamfundet påvirker deres livskvalitet?
Specifikt undersøgte vi, om borgerne i de tre landdistrikter er engageret i fællesskaber og sociale netværk, der er dybtgående og langvarige. Det kan f.eks. være aktiviteter for at bevare en offentlig skole eller en anden offentlig institution men også fælles anstrengelser for at videreføre den lokale identitet og lokalsamfundets historie og 'skæbne.'
Vi udførte interviews med 28 personer i tre landdistrikter. Områderne lå i tre forskellige dele af landet, men havde samme karakteristika: De har alle ca. 1.000 indbyggere, en lokal skole, faciliteter til sport og kultur samt indkøbsmuligheder. Områderne ligger alle mindst 30 minutters kørsel fra en større by.
I interviewene var der særligt tre temaer eller bevæggrunde, der kom frem, når indbyggerne skulle forklare, hvorfor de bruger tid og kræfter i civilsamfundet, og hvorvidt og hvordan det øger deres livskvalitet.