x

”Til højre og venstre for Mimersgade” - Realdanias Årsskrift 2005

Pressemeddelelse 7. december 2005

"Til højre og venstre for Mimersgade" fortæller i billeder og tekst om et københavnerkvarter, som er i gang med at ændre karakter fra at være en overset, inaktiv bydel til at være et sindbillede på storbyens mangfoldighed og modernitet.

På én gang rå og rodet, hyggelig og stemningsfuld: Sådan præsenterer Mimersgadekvarteret sig. De tæt trafikerede gader og S-banen signalerer travlhed og storbyliv, men her er også rolige gader med poetiske detaljer. Heine Pedersens fotografier gengiver stemningerne fra det rå men også poetiske byliv, og gennem journalist Morten Runges interviews fortælles historien om nogle af de mennesker, der bor og arbejder i Mimersgadekvarteret.

Kvarteret omkring Mimersgade huser lidt over 16.100 beboere, og i alt er der omkring 8.450 boliger. I dag er området fattig på aktivt byliv; industrierne som lå her for bare 20 år siden, er stort set alle lukket ned, og endnu har kvarteret ikke fået de nye, indbydende byrum og sociale og kulturelle aktiviteter, der er fundamentet for en vital bydel. Til gengæld er der en oprindelig autenticitet, som andre steder i København er ved at forsvinde.

Idéen med bogen er at gengive bydelens mangfoldighed i foto og tekst. Billeder og interviews er derfor ikke placeret, så de skal opleves i nogen bestemt rækkefølge. Idéen er at åbne kvarteret, så det bliver synligt fra nye vinkler. Mimersgadekvarteret har gennemgået en meget positiv udvikling de seneste ti år. Og det potentiale, som er kommet til udtryk i den periode, er også et stort potentiale for den videreudvikling, kvarteret kommer til at opleve de kommende år.

Adm. direktør Flemming Borreskov, Realdania, siger: "Mimersgadekvarteret skal frem på københavnernes verdenskort. Bydelens ægthed og mangfoldighed er nogle af de grundlæggende kvaliteter, der kan bruges til fordel for bydelens fremtidige udvikling." Og han fortsætter: "Kvarteret har et stort potentiale, og vi håber at bogen vil være med til at åbne øjnene for den charme, kreativitet og dynamik, bydelen rummer."

Realdania indgik i 2004 en partnerskabsaftale med Københavns Kommune om at udvikle 3-5 større projekter, der skal fungere som 'drivere' for en kreativ og fremtidsrettet udvikling af kvarteret omkring Mimersgade.

"Til højre og venstre for Mimersgade" kan købes ved henvendelse hos boghandlen på Dansk Arkitektur Center, www.dac.dk. Bogen er på 112 sider og koster 75 kr.

Yderligere oplysninger
Adm. direktør Flemming Borreskov, Realdania, 7011 6666

Fakta

I årsskriftet møder man: 

  • Ali Al-Nasser, der i 2000 åbnede Al-Nasser Minimarked på Mimersgade, og som nu overvejer, hvordan han kan udvikle forretningen, så den følger med kvarteret.
  • Karen Krarup, der er direktør i enmandsfirmaet Karen Krarup Kommunikation & grafisk design. Hun arbejder hjemmefra og bruger kvarteret, når hun skal have ny inspiration.
  • Tre medarbejdere fra tegnefilmselskabet A Film, der har svært ved at finde ud af, hvad de skal bruge de triste omgivelser til.
  • Finn Petersen, der er leder af Nørrebro Bibliotek – det mest besøgte bibliotek i København efter Hovedbiblioteket.
  • Formanden for beboerforeningen i Mjølnerparken Muhammed Aslam, der ved, hvad han vil med det kvarter, han bor i.
  • De tre 16-årige drenge Jong Nguyen, Rawand Abdelkarim og Hussi Al-Awadi, der synes Mimersgade mangler flere danske piger.
  • Oline Nielsen på 82, der gennem næsten 50 år har arbejdet på det lokale værtshus Café Thor, hvor hun har været vidne til kvarterets mange forandringer.
  • Lise Egholm, skoleinspektør på Rådmandsskolen, der mener integration handler om at være både kærlig og kontant.
  • Den studerende Lene Sejr Christensen, hvis morfar spørger halvt forundret og halvt bekymret, ”Er du ikke bange for at bo på Nørrebro, sådan en ung pige som dig?”
  • Amalie Dybeck Sørensen, Tore Imingen og deres lille dreng Gustav. Familien bor efter eget udsagn ”i det sorteste Danmark” – og de nyder det!

Og så naturligvis 79 levende fotografier, der forsøger at indfange bydelens stemning.