Nu åbner Mimersparken
Onsdag den 3. oktober får København og Nørrebro en ny stor aktivitetspark: Mimersparken. Parken ligger på det gamle DSB-areal mellem Bispebjerg Station og Mjølnerparken, der før lå hen som et trøstesløst og ubrugt ingenmandsland midt i kvarteret. Fra broen på Tagensvej kan man overskue hele Mimersparken, der har potentiale til at udvikle sig til at være et meget besøgt sted. Mimersparken er tredje og sidste element i partnerskabsprojektet mellem Københavns Kommune og Realdania om udvikling af Mimersgadekvarteret.
Mimersparken byder på noget for enhver smag. Parken supplerer også på bedste vis Superkilen på den anden side af Mjølnerparken: I Mimersparken er der mulighed for fordybelse i parkens skovbeplantning eller frugtlund, der er grillborde og grillpladser samt en kæmpe legeplads. Parken byder også på muligheder for sport – masser af sport. Der er en stor fodboldbane, multibane til for eksempel rullehockey eller basket, klatrevæg og parkourbane, bordtennisborde, fitnessredskaber og street basket.
Fra det øjeblik, DSB forlod området i 2001, har der været mange meninger om, hvad den store, attraktive grund på Nørrebro, skulle bruges til. Københavns Kommune ville bygge boliger og erhverv, og lokale kræfter arbejdede for blandt andet park og kulturhus. Nu ligger der så en ny kæmpe park på arealet, og det er teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal glad for:
"Nu har vi en park, der giver plads til forskellige aktiviteter, som mange ildsjæle i området har kæmpet for. Det har været en lang og sej proces at nå hertil, men jeg er glad for resultatet. Mimersparken viser, at der kan komme noget rigtig godt ud af det, når vi tør tage diskussionerne."
Åbningen af Mimersparken markerer også afslutningen af partnerskabsprojektet mellem Realdania og Københavns Kommune. Projektet består, ud over Mimersparken, af Superkilen, der åbnede i juni, og Nørrebrohallen, der stod færdigrenoveret i slutningen af 2011. Målet har været at skabe bedre rammer for livet i bydelen. Forud for de mange bygge- og anlægsprojekter ligger grundige analyser af, hvordan partnerskabsprojektet bedst muligt kunne være løftestang for hele området:
”Visionen har været at give bedre rammer til livet på Nørrebro og på samme tid sikre, at Nørrebro bliver ved med at være Nørrebro. Før var området ved Mimersparken et af byens ikke-steder, som hverken var særlig rart at se eller være på. Nu er området i den grad blevet et sted med masser af plads og mulighed for at udfolde sig og være sammen. Jeg er sikker på, Mimersparken bliver et nyt populært sted på Nørrebro, og at rigtig mange kommer til at bruge det – både til hverdag, og når der skal festes,” siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.
Også på Københavns Rådhus er politikernes øjne rettet mod Mimersparken. Kommunen har i år lanceret Politik for Udsatte Byområder, der sammen med de mange fysiske tiltag i byens udsatte bydele skal sikre, at der bliver tænkt hele vejen rundt, når kommunen arbejder i områder som for eksempel Mimersgadekvarteret:
"Med både politiske, sociale, og som her, massive fysiske indsatser viser vi, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi ikke vil acceptere, at byen knækker socialt og mister sin sammenhængskraft. Livet skal ikke være ens over alt i København, men mulighederne få at få et godt liv skal være lige gode – uanset hvor du bor i byen," slutter teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal.
Mimersparken åbner onsdag den 3. oktober fra kl. 15 – 18 med DJ-set med Topgunn og Raske Penge og en hel masse aktiviteter, som lokale kræfter står for.
Fakta om Mimersparken
- Mimersparken ligger på det gamle DSB-areal mellem Mjølnerparken og Nørrebro Bycenter på ydre Nørrebro. Parken kan ses fra Bispebjerg Station, og man kommer ind i parken fra Borgmestervangen eller ad en stor bred trappe fra Tagensvej.
- Parken er 38.000 m2 stor.
- Mimersparken byder på en lang række muligheder for sport og leg: Der er en 11-personers fodboldbane, banen kan også bruges som to 7-psersonersbaner. På multibanen i parken kan man spille rullehockey, roller derby, og der er to basketballbaner. Rundt om i parken er der masser af andre aktiviteter: parkourbane, klatrevæg, street basket, bordtennisborde og fitnessredskaber. På grusstierne i parken kan man spille petanque.
- Der er 157 nyplantede træer i parken. Heraf er 11 spiselig kastanje, fire valnøddetræer og 12 æbletræer, der står i parkens frugtlund. Og der er masser af andre spiselige bær og nødder i parken: 115 solbærbuske, 66 ribsbuske, 208 skovjordbærplanter som bunddække under frugtbuskene og 88 hasselbuske. I parkens skovbeplantning er der blandt andet: hyld, mirabel og bærmispel.
- Der er fire grillborde på parkens store grillplads. Rundt om i græsset i parken er der syv grillpladser, hvor man kan tænde sin medbragte grill på de store betonborde.
- Midt i parken er der en stor legeplads med klatrestativ, sandkasse, rutsjebane, fugleredegynge og meget mere.
- Møblerne i parken er lavet af massiv beton, så de kan holde til noget. Et enkelt rundt bord på grillpladsen vejer 3,5 tons!
- Belysningen i parken bliver den miljøvenlige LED belysning.
- Mimersparken ligger på det gamle DSB-areal, der fra 1930’erne til 70’erne var en travl godsbanegård for de mange fabrikker og industrivirksomheder, der dengang lå på Nørrebro. Noget af jorden i området er forurenet. Der er kørt minimum 0,5 meter ren jord på hele parken på alle arealer, der ikke har en fast belægning som for eksempel asfalt, så parken er helt sikker og sund at færdes i.
- Allerede inden Mimersparken åbner, har den en lang og stormfuld historie, for da DSB forlod arealet i 2001 var der mange ideer og holdninger til, hvad den store og attraktive grund skulle bruges til. I kampen om DSB-arealet, kan man læse mere om de mange ideer og den spændende proces.
- Københavns Kommune og Realdania står bag Mimersparken, som sammen med Nørrebrohallen og Superkilen er en del af et partnerskabsprojekt, der skal give bedre rammer for livet i kvarteret.
- Mimersparkens buget er på 34 millioner kr. hvoraf Realdania bidrager med 9,8 millioner kr.
- LK-Gruppen A/S har været hovedentreprenør på Mimersparken, mens legepladsfirmaet Elverdal A/S har designet og bygget det store, skulpturelle klatrestativ.
- Forslaget til Mimersparken er udarbejdet af Peter Holst Arkitektur og Landskab, og det endelige projekt er udarbejdet af ingeniørfirmaet Moe & Brødsgaard A/S sammen med landskabsarkitekterne Thing & Wainøe A/S.
Pressemeddelelsen er udsendt af Københavns Kommune.