x

Tung metal med respekt for historien i Nykøbing Mors

Pressemeddelelse 24. februar 2010

Schønherr Landskab har vundet arkitektkonkurrencen om at binde Rådhustorvet og Støberitorvet i Nykøbing Mors sammen med byens gågadeforløb. Vinderforslaget vil skabe to byrum af høj kvalitet og tilføre mere liv til bymidten – også med respekt for stedets historie og dets unikke kulturmiljø, lyder det fra dommerne.

I samarbejde med Realdania udskrev Morsø Kommune i november 2009 en arkitektkonkurrence for Støberitorvet og Rådhustorvet i Nykøbing Mors. Formålet var at binde det nuværende rådhustorv sammen med et nyetableret ”Støberitorv”, som en naturlig forlængelse af gågadeforløbet. Torvene ligger i dét område, hvor Morsø Jernstøberi tidligere lå – og på den måde kan der skabes nyt liv og sammenhæng i byens historiske kerne.

I dommerbetænkningen lyder det blandt andet, at Nykøbing Mors med vinderforslaget vil få to byrum af høj kvalitet og med mere liv: ”Forslaget fastholder med stor konsekvens sit meget enkle udgangspunkt og formår med små midler at skabe den variation og nuancering, som gør det levende og tilpasset de forskellige situationer i byrum og gadebilleder”.

Sammenhæng i byrum og støbejernets symbolik
Mere konkret binder Schønherr Landskabs vinderprojekt hele gågadeforløbet med Rådhustorvet, Nørregade og Støberitorvet sammen ved at lade chausséstensbelægningen fortsætte som et ”gulv” gennem alle byrummene. Stenen skal have forskellige lyse og mørke toner, så de skaber en slags tåge af gnister – med reference til det gamle Morsø Jernstøberi. Statuen af Kong Christian IX flyttes til pladsens vestlige del, og foran rådhuset skal der genskabes en rund fontæne og flagstænger, som flankerer hovedindgangen. Chausséstensbelægningen fortsætter ind på Støberitorvet, hvor der - forskudt fra en bronzeskulptur, som opstilles til minde om politikeren Frode Jakobsen, der var fra Mors - dannes et lyst felt i fladen ved, at chausséstenene gradvist skifter til lyse nuancer. Derudover skal der opføres nye støbejernsramper ved indgangen til biblioteket, små, grønne områder med spidsløn og siddepladser - også i støbejern, som har stærke referencer til stedets historie og det gamle støberi.

Borgmester i Morsø Kommune Lauge Larsen siger: Det var tre meget flotte forslag vi modtog. Vi har valgt det, som vi synes rammer områdets ”sjæl” bedst. og jeg glæder mig til at se vinderforslaget gennemført og dermed nå den foreløbige afslutning på en lang proces med at skabe sammenhæng og karakter i Nykøbings bymidte. Hertil kommer det meget flotte monument for politikeren Frode Jakobsen, som vi har arbejdet på at få opstillet gennem en årrække.

Projektleder i Realdania Anne-Mette Gjeraa siger om Realdanias støtte til projektet: ”Vinderforslaget kan på én gang være med til at understøtte det kulturhistoriske og arkitektoniske miljø, som er i byens centrum. Samtidig vil der også blive skabt nogle nye, spændende byrum, hvor borgerne i Nykøbing Mors får mulighed for at mødes om forskellige aktiviteter i byens rum.” 

Baggrund
Gågaden i Nykøbing Mors løber langs flere af byens historiske bygninger. For eksempel Dueholm Kloster, det fredede rådhus fra 1846 og de tidligere støberibygninger, som nu blandt andet huser byens bibliotek, men hvor gnisterne før sprang fra Morsø Jernstøberi. Imidlertid er det i øjeblikket svært at se sammenhængen mellem de to centrale pladser, Støberitorvet og Rådhustorvet, som omkranses af nogle af de historiske bygninger i gågadeforløbet. Derfor har Morsø Kommune i samarbejde med Realdania igangsat et byrumsprojekt, som skal skabe helhed i området – med de to pladser som centrum. Tanken med byrummet er også, at det kan fremhæve og understrege det kulturhistoriske og kulturarkitektoniske miljø i Nykøbings Mors’ bymidte.

På Støberitorvet skal der som en del af projektet opstilles et monument for politikeren Frode Jakobsen. Frode Jakobsen var født på Mors og bevarede hele livet sin tilknytning til øen. Monumentet udføres af kunstneren Hein Heinesen og støbes i bronze. Monumentet fungerer samtidig som siddeplads for besøgende på torvet.

Byrumsprojektet sætter dermed punktum for en mere end 10 år lang udbygning og renovering af Nykøbing Mors’ historiske centrum.

Arkitektkonkurrence
Arkitektkonkurrencen er udskrevet af Morsø Kommune i samarbejde med Realdania og gennemføres i samarbejde med Akademisk Arkitektforening, der har fungeret som konkurrencesekretariat og har udpeget fagdommere. Morsø Kommune og Realdania bidrager hver med 6 mio. kr. til projektet, som har et samlet budget på 12 mio. kr.

Der var udvalgt tre arkitektfirmaer til at deltage i den endelige konkurrence, på baggrund af en prækvalifikation, hvor i alt 25 teams deltog. Udover vinderen var OKRA + Schul og Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue deltagere i den endelige konkurrence.

Selve anlægsarbejdet forventes at begynde sommeren 2010 og vare cirka et halvt år.