Forslag til Musikkens Hus i Nordjylland
Pressemeddelelse udsendt af Fonden Musikkens Hus: De første konkrete konturer til Musikkens Hus i Nordjylland er nu lagt frem for offentligheden. Det skete i dag i Utzon Centret i Aalborg, hvor dispositionsforlaget til Musikkens Hus i Nordjylland blev præsenteret af partner, professor, arkitekt Wolf D. Prix.
Musikkens Hus i Nordjylland vil blandt andet blive hjemsted for Aalborg Symfoniorkester, Aalborg Universitets Musiklinje og Nordjysk Musikkonservatorium. Herudover vil Musikkens Hus rumme en stor koncertsal til især symfonisk musik. Koncertsalen vil blive designet med en akustik på højt internationalt niveau.
Dispositionsforslaget viser blandt andet, hvordan Musikkens Hus disponeres til de enkelte brugere. Herudover vil man kunne se koncertsalens principielle indretning. Koncertsalen vil få plads til ca. 1200 tilhørere, hvortil kommer 100 korpladser. Af dispositionsforslaget vil det desuden kunne udledes, hvordan Musikkens Hus i Nordjylland kommer til at se ud.
Forslaget er første fase i en længere proces, hvor projektet skridt for skridt bliver mere konkret og detaljeret. Projektarbejdet vil være færdigt i sommeren 2010, hvorefter byggearbejderne bliver udbudt i licitation, og efterfølgende vil de fysiske arbejder blive påbegyndt.
Musikkens Hus skal opføres på Aalborgs østre havnefront. Visionen er at skabe et nyt omdrejningspunkt for udvikling af det musiske og kulturelle miljø i Aalborg og Nordjylland. Musikkens Hus skal samtidig være et vartegn for Nordjylland i høj arkitektonisk kvalitet.
Ved præsentationen for Aalborg Byråd den 22. september 2008 var der stor tilfredshed med Coop Himmelb(l)aus forslag og formanden for Driftsgruppen for Musikkens Hus, rådmand Henrik Thomsen udtalte blandt andet:
- Musikkens Hus, der både arkitektonisk og musikalt er helt unikt, vil blive endnu en saltvandsindsprøjtning til Aalborg og Nordjyllands kulturliv, og vi skylder Realdania en stor tak, fordi man har påtaget sig ansvaret for at realisere Musikkens Hus i Nordjylland.
Ved arrangementets åbning bød borgmester Henning G. Jensen, Aalborg velkommen og sagde blandt andet:
- Jeg håber, vi med Musikkens Hus skaber netop den arkitektoniske og musikalske resonans, der er nødvendig for at Aalborg kan få et levende og kreativt musikalsk omdrejningspunkt, der vil give genlyd langt ud over Aalborg og Nordjylland. Musikkens Hus vil blive et væsentligt bidrag til kulturen og musiklivet, og så vil det forhåbentlig også blive til gavn og glæde for husets faste beboere.
Forslaget blev præsenteret af partner, professor, arkitekt Wolf D. Prix, Coop Himmelb(l)au, som blandt andet sagde:
- Musik er kunsten at skabe en særlig stemning hos mennesker. Og ligesom instrumentets krop giver musikken fylde, er arkitekturen klangkasse for den kreativitet, som skabes af de mennesker, der bruger huset. Det er sådan et hus, vi er ved at skabe i Aalborg. Musikkens Hus bliver Nordjyllands kreative centrum.
Direktør i Realdania Hans Peter Svendler kommenterede forslaget og sagde blandt andet:
- Som alle ved, har Musikkens Hus været igennem et langt sejt forløb for at nå hertil, hvor vi er i dag. Men dét er der kommet noget godt ud af. Efter min mening er det foreliggende projekt klart bedre end de foregående, både i relation til indplaceringen i byen, med nærheden til Nordkraft, og i forhold til funktionaliteten. Brugsdimensionen er således klart forbedret for både koncertsalen og institutionerne. Endelig får Nordjylland med dette projekt et arkitektonisk fyrtårn, der udstråler musikalitet og kreativitet til inspiration for såvel borgerne i Nordjylland som områdets mange gæster.
Indvielsen af Musikkens Hus i Nordjylland forventes at finde sted omkring årsskiftet 2012-13. Totalbudgettet for projektet er i faste priser på ca. 700 mio. kr. excl. grunden og i prisniveauet primo 2007 excl. moms.
Spørgsmål vedrørende Musikkens Hus kan rettes til Bent Frank, formand for Fonden Musikkens Hus i Nordjylland. Telefon 32 88 52 30 eller 21 69 95 93.