x

NORD vinder arkitektkonkurrencen om Naturvidenskabernes Hus

Pressemeddelelse 26. marts 2007

Følgende pressemeddelelse er udsendt i samarbejde med Naturvidenskabernes Hus: Det bliver den unge tegnestue NORD, der i samarbejde med ingeniørfirmaet ARUP skal bygge Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro. I dag kl. 14.00 offentliggøres tegnstuens vinderprojekt for det byggeri, der i fremtiden skal være et laboratorium for undervisning i naturvidenskab.

Naturvidenskabernes Hus opføres med støtte fra Viborg Kommune, Grundfos og Realdania.

"I never teach my pupils; I only attempt to provide the conditions in which they can learn."

- Albert Einstein.

Naturvidenskabernes Hus skal være et sted, der giver lyst og mulighed for at lære. I forlængelse af Albert Einsteins ord har arkitektkonkurrencen derfor haft som målsætning at finde frem til de spektakulære og dermed inspirerende arkitektoniske rammer, som kan være med til at understøtte husets formål.

Vinderprojektet skitserer Naturvidenskabernes Hus som en stor cylindrisk bygning, der på én gang udtrykker enkelhed, klarhed, universalitet og helhed. Enkelheden i det ydre modsvares af bygningens indre, der med vinkler og buer giver spændende rumlige oplevelser og forbindelser.

Projektet præsenteres i dag på et pressemøde sammen med arkitektkonkurrencens fem øvrige projektforslag kl. 14.00 på Bjerringbro Gymnasium.

Formanden for Naturvidenskabernes Hus bestyrelse, Harald E. Mikkelsen, siger:

"Med valget af projektet fra NORD arkitekter skaber vi de bedste rum for de eksperimenter med undervisningen i de naturvidenskabelige fag, som skal foregå i huset. Det er inden for disse cylindriske vægge, at vi om få år skal udvikle undervisningen i de naturvidenskabelige fag til glæde for børn og unge i Danmark."

Direktør Hans Peter Svendler, Realdania, siger: "Vinderforslaget giver Naturvidenskabernes Hus en markant fysisk ramme, som jeg er sikker på, bliver et vartegn ikke bare for Bjerringbro, men også for naturvidenskabernes fremtid i Danmark. Det er et meget vellykket projekt, som afbalancerer et enkelt og stærkt udtryk i eksteriøret, med et frodigt og kreativt inspirerende univers indvendigt."

Koncernchef Carsten Bjerg, Grundfos, udtrykker sin glæde over, at Bjerringbro med Naturvidenskabernes Hus nu får et fyrtårn, som har til formål at fremme børn og unges interesse for naturfag.

Yderligere oplysninger
Formand for bestyrelsen for Naturvidenskabernes Hus,
Rektor Harald E. Mikkelsen, CVU Midt-Vest, tlf. 7023 4623
Direktør Hans Peter Svendler, Realdania, tlf. 7011 6666
Koncernchef Carsten Bjerg, Grundfos, tlf. 8750 1224