Åbent hus i Oluf Bagers Mødrene Gård
Gamle mursten. Skæve detaljer. Moderne liv. Der sker noget, når byens ældste verdslige hus møder moderne beboere, der med design, gastronomi og musik tilfører huset nyt liv.
Oplev
renæssancehusets stemningsfulde interiør og gå på opdagelse i
gårdens kontrastfulde univers og sjove detaljer. Den 17. september
2011 fra kl. 11.00 til 15.00 slår Realdania Byg sammen med husets
beboere dørene op og inviterer til åbent hus. Det bliver en festlig
dag med arkitektur, smagsprøver fra køkkenet, vinsmagning, levende
musik, tøj- og lysdesign, foredrag, tilbud og nyheder i
købstadsgården fra 1586, der normalt ikke er åbent for
offentligheden.
"Oluf Bagers Mødrene Gård er et prægtigt bygningsmonument. Et af
de ældste tilbageværende borgerlige huse i Odense og samtidig et
minde over en epoke i Odenses historie, hvor driftige købmænd som
Oluf Bager gav byen dens fremskudte plads i kredsen af danske
provinsbyer. Vi er glade for, at vi nu kan byde interesserede
indenfor til en stemningsfuld dag i tråd med husets historie i den
prægtige gård, der normalt ikke er åbent for offentligheden",
udtaler administrerende direktør i Realdania Byg, Peter
Cederfeld.
Over indgangen til Nørregade 29 sidder en tavle dateret 1586.
Årstallet går igen på et muranker på facaden. Men måske er
bygningen ældre. Det nuværende forhus blev muligvis opført ovenpå
et ældre hus eller måske flere ældre ejendomme, man kan nemlig se
spor efter forgængere i den tøndehvælvede kælder.
Ejendommen har haft en omskiftelig tilværelse, og den er siden
1586 blevet udvidet og ombygget mange gange. Nye bygninger er
kommet til, andre har skiftet udseende og funktion, så de passede
til skiftende ejeres behov. Den har været herskabsbolig,
embedsbolig, købmandsgård og meget andet.
Nyt liv
I dag er Oluf Bagers Mødrene Gård domicil for Realdania Byg A/S,
der købte renæssancegården i 2003 og siden har forestået en
gennemgribende genopretning og istandsættelse af bygningen.
En del af ejendommen bliver i dag lejet ud til forskellige
erhvervsformål. Bl.a. designbutikken Charrit Couture, Illuminazione
- italienske designlamper, Restaurant Oluf Bagers Gård og
Instrumentmager A. Andersen. Desuden har Håndværker- og
Industriforeningen kontor i bygningen.
Alle beboere åbner dørene på dagen og byder på smagsprøver, tilbud
og nyheder fra deres universer. Historiker og forfatter Johnny
Wøllekær holder oplæg i gården om huset og Oluf Bager kl. 12 og kl.
13. Der vil være en gratis bog om huset til de første 100
gæster.
Der er fri adgang til alle aktiviteter.
For yderligere oplysninger kontakt:
Administrerende direktør Peter Cederfeld, Realdania Byg. Tlf: 70
11 06 06 / pc@rdbyg.dk
Fakta
Om arrangementet
Oplev Odenses ældste verdslige hus, der normalt ikke er åbent for
offentligheden. Åbent hus for alle. Mød beboerne, der i dagens
anledning byder på smagsprøver fra hvert deres univers. Arkitektur,
design, belysningsmagi, gastronomi og levende musik. Historiker og
forfatter Johnny Wøllekær holder oplæg i gården om huset og Oluf
Bager kl. 12 og kl. 13. Der vil være en gratis bog om huset til de
første 100 gæster.
Tid: Lørdag den 17. september 2011 fra kl. 11.00 til 15.00
Sted: Nørregade 29, 5000 Odense C
Arrangementet er åbent for alle og gratis.
Om
Realdania Byg er et ejendomsselskab, der har til formål
at opbygge og formidle en samling af enestående ejendomme.
Realdania Byg udvikler eksperimenterende nybyggeri - konkrete
eksempler, der kan inspirere til udvikling af moderne byggeri. Og
selskabet køber og restaurerer bygningsværker, der repræsenterer
væsentlige eksempler på byggestil og arkitektur fra forskellige
tidsperioder og egne i Danmark. Realdania Byg er et helejet
Realdaniaselskab.
Charrit Couture er en unik designforretning, der
siden 1992 har klædt kvinder på i enestående rober til bryllup og
fest samt i eksklusivt tøj til den travle karrierekvinde. Både
tøjet og stilen er individuel tilpasset, men på tværs af
kollektionerne ses en enkel, feminin, romantisk og elegant linje.
Illuminazione er en konceptvirksomhed med
speciale i projektering og salg af italienske designlamper til det
skandinaviske marked.
Restaurant Oluf Bagers Gård er et moderne
spisested, der har udviklet sin egen køkkenprofil. Her forenes
innovation med lokale og råvarer af egen avl i bestræbelsen på at
skabe en helhedsoplevelse i harmoni. Læs mere på www.olufbagersgaard.dk
Instrumentmager A. Andersen blev etableret i
1886 og har både stolte traditioner og en lang historie i
musiklivet i Odense. Værkstedet leverer faguddannet reparation,
modifikation, justering og servicering af alle slags strenge-,
stryge- og blæseinstrumenter.
Læs mere på http://www.a-andersen.dk/
Håndværker- og Industriforeningen er en 150 år gammel tværfaglig organisation, der samler alle håndværksfagene og især varetager små og mellemstore virksomheders interesser på det erhvervspolitiske område. Læs mere på http://www.hi-odense.dk/