x

Kræftens Bekæmpelse, Sygehus Lillebælt og Realdania samarbejder om ny kræftrådgivning i Vejle

Pressemeddelelse 25. maj 2011

Kræftens Bekæmpelse og Realdania vil henover de næste år bygge syv nye kræftrådgivninger tæt på de store kræftbehandlende sygehuse, projektet kaldes Livsrum. I Vejle er der nu fundet en velegnet grund på sygehusets område.

- Vi er rigtig glade for, at vi nu har fundet en grund i Vejle. Grunden ligger højt med en smuk udsigt og med skoven lige i baghaven. Det betyder, at patienter og pårørende både kan være tæt på sygehuset og tæt på den smukke natur, fortæller adm. Direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen.

Det er efterhånden veldokumenteret at de fysiske omgivelser har stor indflydelse både på vores psykiske og fysiske velbefindende. Med Projekt Livsrum samarbejder Kræftens Bekæmpelse og Realdania om at bygge syv nye rådgivninger, hvor nøgleordene er hjemlighed og tryghed. Rådgivningerne skal ligge tæt på de store kræftbehandlende sygehuse. Nærheden til sygehusene vil sikre optimal tilgængelighed og synlighed for patienter og pårørende, og samtidig vil det øge muligheden for samarbejde med hospitalspersonalet.

- Vi er utrolig glade for at få Kræftens Bekæmpelses nye kræftrådgivning helt tæt på sygehuset. Det vil betyde meget for patienterne og pårørende, at tilbuddene er samlet. Samtidig giver det os på Vejle Sygehus et rigtig godt afsæt for det samarbejde, vi har indledt med Kræftens Bekæmpelse, om at gøre Vejle sygehus til patienternes kræftsygehus, siger lægefaglig direktør på Sygehus Lillebælt, Dorthe Crüger.

- De nye kræftrådgivninger i Projekt Livsrum kommer til at signalere, at her er der hjemligt, og der er trygt at være. Husene vil indbyde til åbenhed og samvær, og beliggenheden tæt på sygehuset, vil gøre det let at komme til for både kræftpatienterne og deres pårørende, siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.

Livsrum er huse, der inviterer indenfor, og som fungerer som et naturligt mødested for kræftpatienter og pårørende. Målet er at kunne hjælpe langt flere mennesker der lever med kræft - og gerne så tidligt i sygdomsforløbet som muligt. Det vil placeringen tæt på sygehusene også øge muligheden for. Samtidig håber Sygehus Lillebælt, at de kan indfri deres ønske om at etablere et palliativt dagscenter i forbindelse med kræftrådgivningen.

Næste fase er at forelægge projektet for Regionsrådet, ligesom der skal udarbejdes en lokalplan. Når det er på plads kan der udarbejdes et byggeprogram som efterfølges af en projektkonkurrence. Hvis alt går som håbet kan den nye kræftrådgivning stå færdig inden sommeren 2013.

Mere information om projektet findes på www.cancer.dk