x

Kender du Danmarks bedste renovering(er)?

Pressemeddelelse 2. januar 2017

For femte år i træk skal Danmarks bedste renovering nu findes, vinderen af RENOVER prisen 2017. I anledning af RENOVER prisens femårs-jubilæum uddeles i år også en særlig pris til Danmarks bedste almene renoveringsprojekt, Jubilæumsprisen.

Frem til den 1. marts 2017 er det muligt for alle at indstille deres bud på Danmarks bedste renoveringer.

 

Det er femte år i træk, at RENOVER prisen skal uddeles til et renoveringsprojekt, der er så godt, at det fortjener anerkendelse og hæder. Både Realdania og GI, der står bag prisen, ser frem til igen år at kunne fejre årets bedste renoveringsprojekt og samtidig fejre det lille jubilæum.

 

”I løbet af de fem år, vi har uddelt prisen, har vi mærket, at der vokset en stolthed omkring renovering, som ikke var der tidligere. Renovering fylder meget i byggebranchen, og derfor er RENOVER prisen vigtig for at anerkende de mange gode projekter. Vi glæder os til – nu for femte gang – at kunne hylde en branche, hvor der udvises høj grad af kvalitet og virkelyst,” siger filantropidirektør Anne Skovbro fra Realdania.

 

Jubilæumspris hylder de almene boliger

I anledning af RENOVER prisens jubilæum og for at anerkende den almene sektors vigtige samfundsnytte rolle og betydning for hele byggebranchen, uddeler GI og Realdania i år også en særlig pris målrettet de almene renoveringsprojekter.

 

Jubilæumsprisen gives til det bedste almene renoveringsprojekt, realiseret i perioden 2012-2016. Også til denne pris kan alle indstille deres bud frem til d. 1. marts 2017.

 

”I de almene renoveringsprojekter ser vi ofte eksempler på renoveringsløsninger, der er til gavn for hele branchen. Og det selvom almene renoveringsprojekter ofte er mere komplekse end andre, fordi det kræver et tættere samarbejde om vigtige beslutninger og løsninger mellem byggefolkene og beboerne,” siger Lars Axelsen, der er administrerende direktør i GI.

 

Sådan indstiller du et projekt

Projekter kan indstilles via hjemmesiden www.renover.dk. Projekter, der blev indstillet til RENOVER prisen sidste år, kan indstilles igen i år. De nominerede projekter offentliggøres ultimo juni. Vinderne af både RENOVER prisen og Jubilæumsprisen kåres ved en prisfest den 28. august 2017.

 

Både RENOVER prisen og Jubilæumsprisen er stiftet af Realdania og GI med det formål at anerkende renoveringsprojekter, som er med til at vise vejen for, hvordan vi bedst løser den store samfundsmæssige opgave, det er at få opdateret den eksisterende byggemasse i Danmark.

JUBILÆUMSPRISEN HYLDER ALMENE RENOVERINGER

Jubilæumsprisen uddeles af Realdania og GI i 2017. Almene boliger udgør næsten 20 procent af den danske boligmasse og huser næsten én million mennesker. Samtidig spiller den almene boligsektor en stor rolle for hele byggebranchen, hvor den ofte har fungeret som et udviklingslaboratorium for nye og innovative renoveringsløsninger.

 

KRITERIER TIL DE NOMINEREDE

Vinderen blandt de indmeldte projekter vil blive fundet ud af en samlet vurdering på baggrund af de samme 7 kriterier, som gælder for RENOVER prisen. Herudover gælder et overkriterium for Jubilæumsprisen: 

 

  • Innovation: Projektet er udtryk for en innovativ og modig renovering. 

 

Jubilæumsprisen gives til det bedste almene renoveringsprojekt, der er realiseret siden 2012. Tidligere indstillede projekter, der har været indstillet til RENOVER prisen, kan også indstilles til Jubilæumsprisen.

 

ALLE KAN INDSTILLE ET PROJEKT TIL BEGGE PRISER

Renoveringsprojekter er ikke kun af interesse for den branche, der udfører dem, men også for dem, der bruger dem. RENOVER prisen og Jubilæumsprisen ønsker derfor at modtage indstillinger til prisen fra alle, der synes, de kender til et renoveringsprojekt, der fortjener anerkendelse. Projekter kan indstilles på hjemmesiden www.renover.dk fra d. 2. januar 2017 frem til d. 1. marts 2017.

RENOVER PRISEN SÆTTER FOKUS PÅ RENOVERING 

RENOVER prisen uddeles af Realdania og GI. Selv om renovering fylder mere end halvdelen af den samlede produktion i byggebranchen, er det primært nybyggeri, der bliver belønnet med priser. Det er prisen være med til at lave om på. Det særlige ved prisen er derudover, at den hylder et helt projekt frem for en enkelt bidragsyder. RENOVER prisen er en pris til alle, der har været involveret i det vindende projekt – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere.

 

RENOVER PRISEN 2016

Sidste år blev seks projekter nomineret til prisen på baggrund af 179 indstillede projekter. De seks projekter var:

 

  • Vigerslev Allé Skole, Valby

  • Konstabelskolen, København

  • Magisterparken, Aalborg

  • Højbro Plads 4, København K

  • Kedelbygningen, Vejle

  • Ringkøbing Svømmehal, Ringkøbing

Konstabelskolen blev kåret som vinder ved en prisfest på Langelinie Pavillonen i København.

 

KRITERIER TIL DE NOMINEREDE

Vinderen blandt de indmeldte projekter vil blive fundet ud af en samlet vurdering på baggrund af 7 kriterier.

 

  • Eksempelværdi: Projektet har potentiale til at inspirere branchen i forhold til renovering.

  • Energikrav og bæredygtighed: Projektet har leveret væsentlig energibesparelse og bidraget til en bæredygtig praksis.

  • Samarbejde og proces: Projektets resultat er sikret gennem godt samarbejde og fagligt kompetente bidrag.

  • Brugskvalitet: Projektet er funktionelt velfungerende og vurderes positivt af sine brugere.

  • Bidrag til omgivelser: Projektet bidrager positivt til dets nærmiljø.

  • Økonomi og værdiforøgelse: Projektet har skabt værdi for bygningsejeren i forhold til kvalitet, tid og ressourcer.

  • Udførelseskvalitet: Projektet er gennemført på et højt håndværksmæssigt niveau.

 

For at et projekt kan nomineres til prisen, skal det desuden være gennemført i Danmark, være færdiggjort inden for de seneste fem år og være taget i brug i mindst et halv år.

 

RENOVER prisen præmierer renoveringsprojekter, og ikke restaureringsprojekter, der alene søger at fastholde en bygning oprindelige udtryk.