178 projekter dyster om at blive Danmarks bedste renovering
178 projekter er indstillet til RENOVER prisen 2016, som nu har lukket for flere indstillinger. Særligt renoveringer af parcelhuse og alment boligbyggeri er godt repræsenteret blandt årets indstillede projekter. Nu skal nomineringsudvalget i arbejdstøjet og beslutte, hvilke projekter der skal nomineres til prisen.
I dag lukkes der for flere indstillinger til RENOVER prisen 2016, og derfor står det nu klart, at det er blandt de 178 projekter, der siden januar er blevet indstillet til prisen, at årets vinder skal findes.
De indstillede projekter tæller både små og store renoveringer fra hele landet. Blandt andet er der flere eksempler på renoveringer af almene boligbyggerier og parcelhuse.
”RENOVER prisen kaster lys på, hvor vigtigt det er, at vi renoverer vores eksisterende bygningsmasse med omtanke. Både som led i at bevare kulturarv, og når det gælder klima- og miljødagsordener, er det vigtigt, hvordan vi renoverer. Traditionelt er det de større renoveringsprojekter, der løber med opmærksomheden. Derfor er det glædeligt, at også almene boliger og parcelhuse er fint repræsenteret i årets indstillinger”, siger filantropidirektør i Realdania Anne Skovbro.
Flere af de indstillede projekter byder også på interessante og spektakulære renoveringer. Der er blandt andet en forvandling af en gammel kedelbygning i Vejle til et moderne værksted for kulturvirksomheder, som nu skal være et vartegn for innovation i Vejle og omegn. Lagerhaller i Aabenraa, der tidligere husede en medicinvirksomhed, er transformeret til rum for leg og læring for elever i 0.-2. klasse på Kongehøjskolen. Og et tidligere krematorium og kapel på Bispebjerg Torv i København NV er blevet til et danse- og bevægelseshus.
”Renovering er blevet mere end bare at gøre, som man plejer. Det er efterhånden i renoveringer, at man finder de mest kreative og innovative bygninger. Og det virker som om, branchen er ved at vågne op i forhold til at se potentialet i renovering. Renovering giver nogle muligheder, som nybyggeriet ikke gør”, siger Lars Axelsen, der er administrerende direktør i GI.
Frem til midten af juni vil et nomineringsudvalg på fire personer, der tilsammen repræsenterer hele byggebranchen, vurdere alle de indstillede projekter og beslutte, hvilke 4-6 projekter der skal gå videre i konkurrencen og blive nomineret til RENOVER prisen 2016. Vinderen kåres ved en fest i begyndelsen af september 2016.
Vinderen blandt de indmeldte projekter vil blive fundet på baggrund af en vurdering ud fra syv kriterier.
- Eksempelværdi: Projektet har potentiale til at inspirere branchen i forhold til renovering.
- Energikrav og bæredygtighed: Projektet har leveret væsentlig energibesparelse og bidraget til en bæredygtig praksis.
- Samarbejde og proces: Projektets resultat er sikret gennem godt samarbejde og fagligt kompetente bidrag.
- Brugskvalitet: Projektet er funktionelt velfungerende og vurderes positivt af sine brugere.
- Bidrag til omgivelser: Projektet bidrager positivt til dets nærmiljø.
- Økonomi og værdiforøgelse: Projektet har skabt værdi for bygningsejeren i forhold til kvalitet, tid og ressourcer.
- Udførelseskvalitet: Projektet er gennemført på et højt håndværksmæssigt niveau.
For at et projekt kan nomineres til prisen, skal det desuden være gennemført i Danmark, være færdiggjort inden for de seneste fem år og være taget i brug i mindst et halv år.
RENOVER prisen præmierer renoveringsprojekter, og ikke restaureringsprojekter, der alene søger at fastholde en bygnings oprindelige udtryk.
Sidste år blev seks projekter nomineret til prisen på baggrund af 167 indstillede projekter. De seks projekter var:
-
Boligforeningen Højbo, Frederikshavn
-
Herning Bibliotek, Herning
-
Fra stald til bolig, Mårslet ved Aarhus
-
DTU Skylab, Lyngby
-
Irma-karéen, København
-
Kulturhallen DOK5000, Odense
Herning Bibliotek blev kåret som vinder ved en prisfest på Refshaleøen i København.