x

Copenhagen Arena får markant nordisk design

Pressemeddelelse 7. juni 2012

Designteamet 3XN, HKS architects, Arup, ME Engineers og Planit har vundet designkonkurrencen om Copenhagen Arena, der forventes indviet i slutningen af 2015. København får dermed en arena i international topkvalitet, hvad angår publikumskomfort, akustik og funktionalitet. Men det er også en arena, der vil fremstå som et markant ikon og som en generator for bylivet i Ørestad. Arenaen får plads til 15.000 tilskuere.

Vinderprojektet fra 3XN, HKS architects, Arup, ME Engineers og Planit er udtryk for en stærk skandinavisk designtradition, hvor kvalitet, funktion og design går op i en højere enhed. Dermed får Copenhagen Arena en markant nordisk identitet. Samtidig lægger vinderprojektet rammerne for en arenasal, som bliver blandt de bedste i verden, hvad angår publikumskomfort, akustik og funktionalitet for de optrædende kunstnere, for de deltagende sportsudøvere og ikke mindst for gæsterne.

Bygningen får en åben stueetage og et offentligt tilgængeligt plateau i første sals niveau, som inviterer til et rigt byliv med trapper til ophold og attraktive byrum, der giver plads til ophold i sol og læ. Med placeringen i Ørestad Syd er det visionen, at Copenhagen Arena skal bidrage til at fremme idrætslivet, kulturlivet, bylivet og den økonomiske udvikling i Danmark.

Overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen, udtaler i forbindelse med valget af vinderprojektet:

”Arenaen tegner til at blive endnu et flot element i Københavns silhuet, og en ramme for gode oplevelser i verdensklasse. Arenaen skaber arbejdspladser til københavnerne og giver et godt afsæt for at etablere København som centrum for vækst og investeringer i Østdanmark og Øresundsregionen”.

Adm. direktør Flemming Borreskov, Realdania, har store forventninger til det grundlag, der nu er skabt for Copenhagen Arena:
”Vinderprojektet fra 3XN, HKS architects, Arup, ME Engineers og Planit er baseret på en gennemført arkitektonisk grundidé. Det rummer store by- og bygningsmæssige kvaliteter og har potentiale til, at Copenhagen Arena kan blive omdrejningspunkt for både spektakulære oplevelser og et levende og aktivt byliv. Med den overbevisende arkitektoniske løsning, vi nu har fået, er jeg sikker på, at Copenhagen Arena med sit klare skandinaviske design vil blive et vartegn for København”.

Også kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev er glad for de perspektiver, Copenhagen Arena rummer:
”Vi har i mange år haft en vision om at styrke idrætslivet, kulturlivet og bylivet i København. Nu bliver det snart til virkelighed, så København kan tilbyde omverdenen bedre, bredere og større nationale og internationale arrangementer end nogensinde. Vi vil kunne afvikle koncerter og shows af enhver art, ligesom man vil kunne afvikle arrangementer og mesterskaber inden for en lang række idrætsgrene som håndbold, ishockey og bordtennis. Kort sagt – arenaen vil styrke vores internationale profil, og den er lige, hvad vi har sukket efter i årevis.”

Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør i By & Havn, glæder sig over, at der kommer endnu et flot byggeri til Ørestad:
”Der er ingen tvivl om, at den kommende arena, skøjtehal, skole og idrætshal vil bidrage positivt til Ørestad. Det nye kvarter omkring arenaen får samme høje standard som resten af Ørestad. Både når det gælder planlægning, materialer og infrastruktur. Samtidig er placeringen i Ørestad Syd optimal i forhold til både metro, tog, lufthavn og motorvejsforbindelse til Sverige, Tyskland og det øvrige Europa.”

Med sejren i designkonkurrencen har 3XN, HKS architects, Arup, ME Engineers og Planit samtidigt vundet opgaven som totalrådgiver for byggeriet af  Copenhagen Arena. Opgaven og konkurrencen blev udbudt til designteams bestående af arkitekter, ingeniører og arenaeksperter i efteråret 2011 i et EU-udbud efter reglerne om projektkonkurrencer. 41 hold ansøgte om at blive prækvalificeret til konkurrencen, hvilket lykkedes for fem hold. I marts 2012 blev feltet indsnævret til tre designhold:

  • 3XN, HKS architects, Arup, ME Engineers og Planit
  • C. F Møller, Grimshaw, Arup, Niras og Marianne Levinsen
  • Foster + Partners, Arkitektfirmaet 78 og Arup

Med designteamet på plads går Arena CPHX, som er selskabet bag opførelsen af Copenhagen Arena, nu i gang med projektere arenaen og at forberede udbuddet af totalentreprisekontrakten, det vil sige opgaven med at bygge arenaen. Totalentreprisekontrakten forventes indgået i slutningen af 2012, så selve byggeriet forventes at starte i foråret 2013.