x

Royal Arena holder åbent hus

Pressemeddelelse 16. februar 2017

Royal Arena i Ørestad holder åbent hus den 26. februar, hvor både lokale og tilrejsende får mulighed for et kig bag kulissen i Danmarks nye arena.

Den røde snor er blevet klippet og de første koncerter er afholdt. Og nu holder Københavns nye forum for indendørs sports- og kulturbegivenheder så åbent hus for alle borgere i og uden for København. Til arrangementet bliver det muligt at gå en tur rundt og se arenaen bag kulissen, og de forskellige salgssteder for mad og drikke vil være åbne.

Åbent hus-arrangementet finder sted søndag den 26. februar, og man bestiller billet via www.ticketmaster.dk. til et bestemt tidsrum mellem 12 og 18. Der er gratis adgang.

Royal Arena er finansieret af Københavns Kommune og Realdania i fællesskab for at styrke idrætten, kulturlivet, bylivet og den økonomiske vækst i København og resten af landet. Forventningen er, at Royal Arena vil booste Københavns og Danmarks internationale profil og gøre det muligt at tiltrække kultur- og sportsbegivenheder, som man ikke hidtil har kunnet få til Danmark.

Royal Arena er designet af 3XN og opført i karakteristisk nordisk design tilpasset omgivelserne i Ørestad.  Nogle af verdens førende eksperter i arena-byggeri har deltaget i indretningen, som er gjort fleksibel, så der kan afholdes både store og små arrangementer inden for alle musikalske genrer, sceneshows og sportsbegivenheder.

Den officielle indvielse af Royal Arena fandt sted lørdag den 28. januar, hvor H.K.H. Kronprinsen indviede arenaen. Herefter fulgte tre udsolgte koncerter med verdens største heavy metal-band, Metallica. Resten af året byder på koncerter med bl.a. Drake, Bruno Mars, Aerosmith og mange andre, ligesom der bl.a. afholdes EM i kortbanesvømning i december i år og VM i ishockey i 2018.