Stokkebækskolen indvier nye aktive rammer

27. januar 2017

Et bevægelsesrum, en parkour-legeplads og en motoriksal. Dét er bare nogle af de nye faciliteter, der bliver indviet, når Svendborgs borgmester Lars Erik Hornemann klipper den røde snor i Skole+ projektet på Stokkebækskolen i Hesselager.

For enden af den gamle gymnastiksal hang et falmet, rødt forhæng, der nu er blevet trukket til side for sidste gang. I stedet kan lærere og elever glæde sig ved synet af en rummelig, lys boldsal og et stille bevægelsesrum med spejle og tæpper, der skaber en hulefornemmelse og giver plads til yoga og gulvøvelser. De gulbrune ribber langs siderne i den gamle gymnastiksal er ligeledes blevet erstattet af trapper og cirkler på gulvet i en ny motoriksal, hvor der både er varme i gulvet og dæmpet akustik. Ude under åben himmel skal et aktivitetsområde give eleverne mulighed for at prøve kræfter med crossfit og parkour. Derudover er der bygget et fitnessrum, der er indrettet, som vi kender det. 

På Stokkebækskolen har det længe været en vision at skabe en mere fysisk aktiv folkeskole. Og nu står de altså klar med de lokaler, der skal være til gavn – både for skolens elever og byens borgere. Målet er at gøre op med den firkantede opdeling af elevernes brug af skolen fra kl. 8.00-15.00 og fritidsbrugernes anvendelse fra kl. 15-21. I stedet skal de nye rammer indbyde til en aktiv hverdag på tværs af skole og fritid. Derfor vil skolens faciliteter nu være tilgængelige for alle byens borgere fra morgen til aften, hver dag, hele året rundt. 

Stokkebækskolen er én ud af seks skoler, der er blevet udvalgt til at være en del af Skole+ kampagnen. Kampagnen skal vise vejen for, hvordan indendørsfaciliteter på skolerne kan indrettes så de i højere grad indbyder til idræt og bevægelse. Målet er at give børn og voksne lyst til at være aktive – både i og uden for skoletiden. 

Skole+ er skabt i et samarbejde mellem DIF, Lokale og Anlægsfonden og Realdania. 

{{ title }}

{{ description }}