Superkilen åbner: En verdensudstilling på Nørrebro
Københavnerne har allerede taget Superkilen i brug, og nu bliver Nørrebros nye farverige og mangfoldige park indviet officielt. Det sker den 22. juni, hvor dans, musik og aktiviteter fra hele verdenen indtager området.
Børnene boltrer sig på Superkilens pink, orange og røde asfalt, græsset spirer i den grønne del af parken, og der bliver slappet af på den sorte plads. Københavnerne har for længst taget Nørrebros nye spraglede byrum til sig, og nu bliver Superkilen indviet officielt.
”Det er en fornøjelse at se, at Superkilen allerede er blevet et samlingspunkt. Den binder Nørrebro sammen på tværs. På den måde kan man vel næsten sige, at Superkilen er Nørrebro i miniformat, for det er blevet et fantastisk område med plads til mange forskellige mennesker og aktiviteter. Det er vigtigt, at vi har sådanne steder i byen, som mange har lyst til at bruge, og at vi får liv i gaderne og på pladserne,” siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal.
Superkilen er blevet en sand verdensudstilling med i alt 121 stykker byinventar, træer og planter fra 60 forskellige lande, som brugerne af parken selv har været med til at foreslå. Bænke fra Tyrkiet, skraldespande fra England, japanske kirsebærtræer, amerikanske fitnessredskaber og et marokkansk springvand er blot nogle af de mange elementer, der har fundet vej til Nørrebro, hvor Superkilen løber som en kile tværs gennem Mimersgadekvarteret fra Nørrebrogade til Tagensvej.
Superkilen er skabt i et partnerskab mellem Københavns Kommune og Realdania, og er blevet til i et kreativt samarbejde mellem BIG, Topotek1 og SUPERFLEX samt Lemming & Eriksson. Sammen med DSB-arealet og Nørrebrohallens fornyelse skal området give flere muligheder for aktivitet og rekreation på Nørrebro.
”Med Superkilen er der skabt et fyrtårn på Nørrebro, som rækker ud over hele København. Og samtidig et eksempel på byfornyelse, som tager afsæt i de mennesker, som bor i kvarteret – i den multikultur, som er Nørrebros sjæl og styrke. Superkilen kobler med sin mangfoldighed området sammen med den omgivende by. Dens røde asfalt summer af liv døgnet rundt, den er mødested for mennesker, som hviler sig, som snakker og hygger sig, som løber og træner, som spiller musik og danser, som skaber liv mellem husene,” siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.
Og ligesom Superkilen er blevet en mangfoldig verdensudstilling, kommer indvielsen også til at være det. Fra kl. 15 om eftermiddagen bliver Superkilen fyldt med masser af musik, dans og aktiviteter fra hele verdenen og ikke mindst fra Nørrebros eget mangfoldige foreningsliv. Bl.a. byder programmet på chilenske musikere, thaiboksekamp, capoeira, tai chi, parkour, streetdance og det lokale band Høje Hæle spiller gratis koncert kl. 19.
Fakta: Superkilen
Nørrebro har fået et ny, unik verdenspark, hvor alt fra
legeredskaber til byinventar er hentet ind fra hele verdenen. Superkilen
bliver nu indviet officielt fredag den 22. juni fra kl. 15-21.
Superkilen er opdelt i tre zoner med farverne rød, sort og grøn. På den røde plads spraglede asfalt kan man mødes om fysiske aktiviteter, sport og lege. På den sorte plads kan man slappe af ved springvandet eller tage et spil skak. I den grønne park kan børn, unge og familier samles til picnic og solbadning, og der er også plads til basketturneringer, badmintonkampe og styrketræning mellem bakkerne.
Bydelens beboere har selv været med til at bestemme, hvilke eksempler på udenlandsk gadeinteriør, som skulle fragtes til Nørrebro. I alt rummer Superkilen historier fra godt 60 lande, der er til stede i form af alt fra legeredskaber og fitnessudstyr til kloakdæksler og skraldespande. Historierne på Superkilen kan udforskes via en ny APP.
Der er nedsat en brugerbestyrelse for Superkilen, som råder over en pulje, lokale kan søge til events på Superkilen. På www.superkilen.dk kan man læse mere om Kilebestyrelsen og søge penge til alt fra basketturneringer og klassiske koncerter.
Superkilen en del af Partnerskabet for byudvikling i Mimersgadekvarteret mellem Realdania og Københavns Kommune og har i alt kostet 47 mio. kr. Området er blevet til i et kreativt samarbejde mellem BIG, Topotek1 og SUPERFLEX samt Lemming & Eriksson.
Superkilen er ét ud af tre projekter i Mimersgadekvarteret, der er søsat af et partnerskab mellem Københavns Kommune, Realdania og den nu afsluttede Områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret. De to øvrige projekter er udviklingen af en folkepark på DSB-arealet og Nørrebrohallen. De tre projekter har sammen det overordnede formål at fungere som løftestang for en positiv byudvikling i Mimersgadekvarteret og ydre Nørrebro.
Se det fulde program for indvielsen her eller find Superkilen på facebook.