x

Støvet har lagt sig og nu åbnes medborgercenter Sydhavn

Pressemeddelelse 7. juni 2011

Torsdag den 9. juni er en stor dag for Københavns Sydhavn. Her åbnes MedborgerCenter Sydhavn, der drives af SydhavnsCompagniet, Settlementet i Kgs. Enghave.

”Efter en god byggeproces i samarbejde med AKB/KAB er det lykkedes at skabe nogle enestående flotte og aktivitetsvenlige rammer. Vi er utrolig glade for de forbedrede forhold” udtaler Brian Lentz, som er chef for SydhavnsCompagniet. Brian Lentz fortsætter og udtrykker taknemmelighed overfor Realdania – ”med hjælp fra Realdania har vi fået nogle fantastiske forhold til vores sociale indsatser. MedborgerCenter Sydhavn er for alle Sydhavnens borgere, men vi har et særligt fokus på de borgere der befinder sig i en sårbar situation.”

MedborgerCenter Sydhavn ligger centralt i bydelen. MedborgerCentret tilbyder en bred vifte af tilbud så som ture og udflugter, anonym rådgivning og vejledning, motion og sundhedstilbud, værested, nøgleklubber samt frivilligt socialt arbejde.

”MedborgerCenter Sydhavn er blevet et fantastisk fint sted. Vi har stor respekt for det enorme sociale engagement som SydhavnsCompagniet lægger i dette lokalområde, og vi er sikre på, at de nye rammer vil understøtte medborgercentrets mange aktiviteter for Sydhavnens borgere”, siger projektleder Karen Skou, Realdania.

Åbningsreceptionen byder på taler ved blandt andet socialborgmester Mikkel Warming ca. kl. 14.30 og ca. kl. 16.00 ved Jann Sjursen, som er formand for Rådet for Socialt Udsatte. Dertil kommer musiske indslag, kagekonkurrence og helstegt pattegris og paella!

SydhavnsCompagniet glæder sig til at fejre begivenheden med samarbejdspartnere, frivillige, aktiverede og øvrige interesserede og venner.