x

Et godt overblik over lokalområdet

På et grønt areal mellem boligafdelingerne Hyldespjældet og Galgebakken er der opført et næsten 10 meter højt tårn. Fra den øverste platform kan man se ud over Albertslunds bolig- og naturområder og på den måde få et godt overblik over lokalområdet.

Tårnet ligger på den lokale kælkebakke i et grønt træbevokset højtliggende grænseland mellem boligbebyggelserne og i tæt kontakt med stiforbindelser, som også benyttes af besøgende udefra, bl.a. i forbindelse med løbe- og spadsereture.

Tårnet er udformet som et kunstvartegn i landskabet og vækker forbipasserendes nysgerrighed. Det består af en spindeltrappe og en omgivende gitterkonstruktion i stål. Metallet spejler himlens farver og lys, og tilsammen bidrager det til en kunstnerisk oplevelse af mødet mellem naturens landskab og kulturens konstruktion. Selve tårnets udformning giver også en direkte fysisk oplevelse i form af en let svajende bevægelse i hele tårnet, når man bevæger sig op og ned ad trinene.

Drevet frem af frivillige ildsjæle

Tårnet i Albertslund blev indviet i april 2015. Mange frivillige har lagt kræfter, timer og energi i projektet, for at realisere det vindende kunstværk.
Idéen bag projekter er, at Tårnet skaber et naturligt mødested for beboerne i Galgebakken og Hyldespjældet, og dermed understreger det beboernes store engagement for fællesskab, miljø, natur og kunst, som er en integreret del af områdernes boligliv. Tårnet er et synligt vartegn på de to boligområders fællesskab og et naturligt og tilgængeligt mødested for beboerne; både ved tårnets fod og for alle, der ønsker at tage trappens trin op til udsigtsplatformen.

Tårnet er ét af de mange lokale initiativer og projekter, som områdets kunstgruppe har været initiativtager til og som bidrager til både fællesskab og oplevelser i uderummet. Tårnet på Kælkebakken er formgivet af kunstneren Peter Hersk sammen med smedefirmaet Toke Jacobsen, der har stået for Tårnets udførelse.
Tårnet er bygget som en skulptur og et udsigtstårn, og da det er frit tilgængeligt, er der en lang række sikkerhedskrav, som er opfyldt og godkendt af Albertslunds Kommune. 

Det gode boligliv 

Projektet er støttet med midler fra vores kampagne 'Det gode boligliv', hvor vi ønsker, at bygge videre på de almene boligorganisationers lange og stærke tradition for fællesskab og gode faciliteter og dermed støtte en positiv udvikling af boligområdernes kvaliteter, deres omdømme og oplevelsen af at bo et godt og trygt sted.

Kampagnen Det gode boligliv