Vandtræningscenter for handicappede bliver døbt Vandhalla
Egmont Højskolens nye rehabiliterings- og vandtræningscenter i Hou bliver klar til indvielse 1. november. En navnekonkurrence har afgjort, at det får navnet Vandhalla.
En kæmpe udvidelse af Egmont Højskolen står færdig til november. For bestyrelsen er innovative rehabiliteringsfaciliteter for personer med forskellige handicap en afgørende fremtidssikring af de fysiske rammer for højskolens elever. Samtidig bliver det et markant vartegn for Hou. Disse imponerende rammer skal naturligvis have et selvstændigt navn. Et navn med saft og kraft. Derfor søsatte vi en omfattende navnekonkurrence siger højskolens formand Sonja Mikkelsen, som nu afslører, at vinderen er Vandhalla.
Ikke mindre end 185 kreative navneforslag har været bragt i spil af elever,
ansatte og andre med tilknytning til højskolen. Blandt de nominerede var:
Equamont, Egmotion, Egmont Bølgen og ganske enkelt Svømmeren, men det blev
Vandhalla, som fik enstemmig tilslutning i såvel et internt som eksternt
navneudvalg, og det er nu godkendt af højskolens bestyrelse.
Forslagsstilleren er Bertil Sidenius, der har været lærer på Egmont
Højskolen siden 1998.
Odins bolig med helende kraft
Om navnevalget siger forstander Ole Lauth:
- Vi gik efter et enkelt, mundret navn, der dækker både vandaktiviteter og rehabilitering i forbindelse med en multifunktionel hal. Navnet skal give positive billeder på nethinden og signalere drive, frihed og nye muligheder for vore elever og kursister med funktionsnedsættelser.
- Associationen med Valhal - Odins bolig i Askgård - stemmer fint med højskolens interesse for nordisk mytologi. Vi har i forvejen en række store træskulpturer af blandt andet Iduns æbler, Freja, og selvfølgelig Odin.
- Følger man myten, er Odins krigere kaldet Einherjerne værdige til at bo i
Valhal efter at være faldet ærefuldt i kamp. Hvis nogle bliver sårede under
dagens kamptræning, heles sårene igen inden aftenens gilder i Valhals store
sal for at være klar til næste dags udfordringer. Valhalla, der er den
angelsaksiske version af navnet Valhal, har med andre ord en
rehabiliterende effekt på dens brugere. Sådan skal det også være med
Vandhalla.
Bassin med eleverbar bund
Nybygningerne til i alt 125 mio. kroner er nu under tag. Til
august er hallen med en 60 m2 stor hydraulisk scene med ramper klar til at
blive taget i brug af 170 nye elever. I slutningen af oktober kommer der
vand i to bassiner, hvoraf det ene er et varmtvandsbassin med
hæve/sænkebund, så det kan bruges til forskellige former for træning. Det
andet er et 25 meter langt svømmebassin. Begge med let adgang for alle.
Realdania støtter byggeriet med ca. 60 mio. kroner. Fondens direktør Hans Peter Svendler udtaler:
- Navnet Vandhalla tager tråden op fra det nordisk mytologiske tema, som i
forvejen præger omgivelserne ved Egmont Højskolen, og så signalerer det
meget præcist, hvad der er de to hovedfunktioner i det nye byggeri, nemlig
vand og hal. Jeg er sikker på, at Vandhalla vil medvirke til at styrke
opmærksomheden omkring Egmont Højskolen.
Landets første vandrutsjebane på 80 meter tilgængelig for kørestolsbrugere
bliver en af de nyskabende faciliteter, som også indvies 1. november.