x

En dynamo for et nyt Vendsyssel

Pressemeddelelse 3. november 2015

Det snart færdige teater- og oplevelseshus i Hjørring vil om fem år have forandret Vendsyssel og fungeret som dynamo for kulturliv, bosætning, uddannelse og erhverv i hele Nordjylland. Hvis vi vil og tør. For vi skal turde tro på, at kulturhuset kan bruges som udviklingsmotor.

Af borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelt (S) og filantropidirektør i Realdania Anne Skovbro

Året er 2021. Vendsyssel Teateroplevelseshus i Hjørring bymidte åbnede i 2016. Hjørring er siden blevet placeret på det kulturelle danmarkskort som det fjerde store H sammen med Holstebro, Herning og Horsens. Siden er meget forandret i Vendsyssel. Kulturlivet og regionens identitet og selvbevidsthed er styrket. Ordet Vendsyssel skaber også nye billeder på nethinden i resten af Danmark.

Det nye teater- og oplevelseshus er efter fem år lykkedes med at nytænke kulturinstitutionens rolle i byens offentlige rum. Huset er blevet samlingssted og vækstlag for unge og ikke-organiserede i musik, teater og kulturliv. Det er også blevet et landskendt og visionært bygningsværk, hvis bankende hjerte er Vendsyssel Teater, der fortsat skaber nationalt anerkendt teaterkunst – men nu i de sublime rammer, som teatret og det trofaste publikum fortjener.

Både i og omkring de 4200 kvadratmeter oplevelseshus er der skabt liv og aktivitet for hele regionens kreative miljø. Det har skabt bred folkelig opbakning. Også uden for teatertid. Og også blandt dem, der går op i andet end teater. Huset er blevet en løftestang for kulturlivet i hele Nordjylland. Det har skabt ringe i vandet, der understøtter både bosætning, uddannelse og erhverv.

Tilbage til nutiden. Linjerne ovenfor er vores fremtidsvision for, hvordan Vendsyssel om fem år har fået gavn af det nye hus. Det er i vores øjne et positivt – men realistisk –  fremtidsbillede. Men det er en vision, som både borgere, kulturliv, politikere og erhvervsliv i hele regionen skal turde gribe, drømme om og række ud efter.

Der er imidlertid ikke kun brug for tro og visioner. Der er også brug for handling og engagement fra borgere og ildsjæle i hele Vendsyssel. Der skal løftes i flok, så det nye oplevelseshus kan blive den ønskede dynamo for kulturliv, bosætning, uddannelsesliv og erhverv. Vi vil derfor tillade os i bedste ånd at formulere en forventning til regionens borgere, politikere og erhvervsliv om at bakke op om huset med alle kræfter, så denne unikke chance for at skabe udvikling udnyttes til fulde.

Der bliver også løftet i flok om husets økonomi. Den filantropiske forening Realdania bidrager med 70 mio. kr. og Hjørring Kommune har bidraget med 60 mio. kr., mens Det Obelske Familiefond og den lokale ENV-Fonden kommer med hver 25 mio. kr. At der er flere partnere er ikke tilfældigt. Realdania har gennem mange års samarbejde med kommuner og lokale ildsjæle lært, at der er brug for en stærk treenighed mellem civilsamfund, erhvervsliv og kommuner, for at store projekter får en lang langsigtet effekt.

Det er heller ikke tilfældigt, at det er er et ambitiøst teater- og oplevelseshus, som kræfterne samles om. Endda det første nye teater i provinsen i mere end 100 år. For når Danmarks yderste områder skal gentænke fremtiden, så er det erfaringen, at der skal gribes fat i det særlige lokale potentiale, det specielle og interessante i éns egen baghave.

Det er præcis det, der er nu sker i Hjørring. Lokale kræfter og ildsjæle har i samarbejde med kræfter udefra taget fat i de unikke og stolte teater- og revytraditioner og tænkt innovativt, modigt og stort for at skabe en motor for udvikling. Det er en historisk chance for at skabe ny fremdrift i et af de områder i Danmark, hvor der er brug for nytænkning og fælles front for at skabe vækst. Kom og vær med til at gøre det nye teaterhus til en dynamo for Vendsyssel.