x

Veteranhjem Midtjylland, Aarhus, åbner nu for gæster

Pressemeddelelse 18. december 2015

Veteranhjem Midtjylland, Aarhus, har udsendt følgende invitation:
Efter lang tids forberedende arbejde er Veteranhjem Midtjylland, Aarhus, nu nået så langt, at vi er klar til at tage imod vores gæster. Veteranhjemmet åbner dørene mandag den 21. december kl.11.00, hvor vi er klar til at vise, hvor langt vi er kommet i processen.

Veteranhjemmet er langt fra færdigt, men på den nyligt afholdte generalforsamling blev sammensat en bestyrelse, som nu skal tage beslutning om, hvad der præcis skal ske med bygningen og området. 

Hvis du vil se hvor langt Veteranhjemmet er i dag og høre lidt om tankerne for fremtiden så mød op på Edwin Rahrs Vej 61, 8220 Brabrand, mandag den 21. december kl. 11.00. Vi byder i dagens anledning på et let måltid og lidt drikkevarer. 

Peter Sporleder, bestyrelsesformand ved Veteranhjem Midtjylland siger:
”Vi glæder os til at tage imod vores samarbejdspartnere på alle niveauer – naturligvis først og fremmest veteraner og pårørende - men absolut også vores mange venner, som har været med til at gøre værestedet til virkelighed – såvel politikere, sponsorer som andre ildsjæle. De har alle været med til at føre os dertil, hvor vi er i dag, og de har ikke mindst givet os de økonomiske muligheder for i meget høj grad at kunne gøre det muligt at skabe et sted med rigtig mange forskellige aktiviteter.” 

Veteranhjem Midtjylland, Aarhus, er økonomisk støttet af bl.a. Realdania. 

”I Realdania er vi glade for at kunne være med i udviklingen af Veteranhjem Midtjylland og for at være med til at skabe nye muligheder og rammer for at gøre en ellers rigtig god indsats endnu bedre. Den meget smukke ejendom fra 1961 på Edwin Rahrs Vej er rig på indretningsmuligheder, og i forhold til omgivelser og beliggenhed noget nær ideel for et veteranhjem pga det smukke og spændende landskab, der giver gode muligheder for udendørs aktiviteter,” siger Per Schulze, programchef i Realdania. 

Veteranhjem Midtjylland, Aarhus, er et værested, indrettet primært for veteraner, som har været udsendt til kriseområder og for deres pårørende. 

Du kan læse mere om Veteranhjem Midtjylland Aarhus på vores hjemmeside:

www.veteranhjem.dk