x

Hedeskov Living Lab - Proces & Arkitektur Rapport

Udgivelsesdato
maj 2025

Sideantal
188 sider

Forfatter(e)
Hedeskov, Djernes & Bell, BUILD AAU, Sofie Aagaard, Justine Bell, Marie Stender, Lene Wiell Nordberg, Karoline Wulsten Gronert, Christoffer Ole Olsen og Regitze Kjær Zimmermann

Download

Hvordan ser regenerativt byggeri ud i praksis? Det undersøger denne publikation gennem transformationen af den tidligere Hedeskov Skole. Rapporten deler erfaringer, løsninger og nye metoder – udviklet i et tæt samarbejde mellem Hedeskov, Djernes & Bell, BUILD.

På Djursland er en tidligere landsbyskole fra 1910 blevet transformeret til Hedeskov Living Lab – et unikt center for viden og praksis, hvor regenerativt byggeri, økologi og fællesskab går hånd i hånd. Projektet er en del af Hedeskov Center for Regenerativ Praksis, der med 40 års erfaring i økologisk jordbrug og sundhed, skaber nye veje til bæredygtig omstilling.

Publikationen formidler viden og erfaringer fra det konkrete arbejde med at forvandle den tidligere Hedeskov Skole til et eksempel på regenerativt byggeri i praksis. Med afsæt i hele processen – fra vision til udførelse – giver rapporten et indblik i de valg, løsninger og tværfaglige samarbejder, der har været bærende for projektet. Den stiller skarpt på både materialer, metoder og organisering og giver dermed et konkret bud på, hvordan regenerativt byggeri kan realiseres. Rapporten er blevet til i et samarbejde mellem Hedeskov Center for Regenerative Practice, arkitektfirmaet Djernes & Bell og forskere fra BUILD ved Aalborg Universitet – med støtte fra Realdania.

Transformationen er udført med udgangspunkt i stedets særlige karakter og ressourcer: lokale materialer som ler, hamp og træfiber, traditionelle håndværk og tæt samarbejde med lokale fagfolk. Bygningen er nu både forskerbolig, formidlingsrum og kontor – og fungerer som et laboratorium, hvor materialernes ydeevne, indeklima og brugernes oplevelse dokumenteres og deles.

Projektet demonstrerer, hvordan byggeri kan være mere end en fysisk ramme: det kan blive en helende kraft, der forbinder mennesker, natur og historie. Hedeskov viser, at regenerativt byggeri ikke blot handler om at reducere CO₂ – men om aktivt at skabe værdi for landskab, biodiversitet og lokalsamfund. Det er en praksisnær, skalerbar tilgang, der gør bæredygtighed konkret og meningsfuld – og giver håb og håndgribelige løsninger i en tid med klimakrise og ressourceknaphed.

Realdania har støttet rapporten og Hedeskov Center for Regenerativ Praksis.