x

Det Røde Klubhus i Skive genåbner

Pressemeddelelse 30. maj 2013

Efter flytning og gennemgribende restaurering er det over 100 år gamle Røde Klubhus i Skive klar til at igen at være et centralt samlingssted for idræts- og foreningsliv i Skive. Det markeres med åbent hus søndag den 2. juni kl. 13-16 på Engvej 10, Skive. Alle er velkomne til arrangementet.

Ved arrangementet fortæller bestyrelsen for Foreningen ”Det røde klubhus” om klubhuset. Man kan også se en fotoudstilling om klubhusets historie og om restaureringsarbejdet. Det er lærlinge fra Skive Tekniske Skole, der, der har udført en del af restaureringen, når de ikke har været i praktik hos en mester. På den måde har lærlingene fået værdifuld indsigt i traditionelt håndværk.

Formand for Foreningen ”Det Røde Klubhus”, Jørgen Skjøtt siger: ”Vi har mødt stor velvilje, lige meget hvor vi har spurgt om gode råd og frivillig hjælp til restaureringen. Nu glæder vi os rigtig meget til at komme i gang med at bruge klubhuset igen.”

Projektleder i Realdania, Christian Andersen siger: ”Med den store lokale opbakning er jeg sikker på, at der nok skal komme liv i Det Røde Klubhus igen. Projektet er et godt eksempel på den mere ”ydmyge” del af vores bygnings- og kulturarv, som der også er behov for at gøre noget for.”

Et centralt samlingspunkt

Siden 1908 har Det røde klubhus i Skive været et centralt samlingspunkt for byens idræts- og foreningsliv. Det er tegnet af den lokale arkitekt Erik V. Lind.

Gennem alle årene har frivillige kræfter sørget for at holde det bevaringsværdige klubhus i live og ved lige.

Men efter at et nyt, stort stadion blev bygget i Skive for et par år siden, måtte Det røde klubhus flyttes fra sin oprindelige placering. Klubhuset stod nu ubrugt hen. Det kunne ses på det gamle, to-etagers træhus. Malingen sprækkede, og de fine, originale træudskæringer og metalornamenter var hårdt medtaget.

En flok ildsjæle besluttede at redde Det røde klubhus og skaffede penge til finansiering, så huset kunne flyttes til en ny grund og revitaliseres. Huset har nu fået et nyt hjemsted på Engvej 10 og er kommet til ære og værdighed igen, genopført med samme materialer og i samme udformning som før.

Klubhuset er indrettet indvendigt med moderne faciliteter, så det fremover kan bruges som forsamlingshus for foreninger og klubber i området – både veletablerede og helt nye, som har brug for lokaler til at starte aktiviteter i. For eksempel til små koncerter og kunstudstillinger. I sommerperioden skal huset bruges til udstillinger om Skives idræts- og sportshistorie. Planen er også at bruge huset i forbindelse med arrangementer, der afvikles på den nærliggende dyrskueplads.

Realdania har bidraget med 425.000 kroner til projektet ud af et samlet budget på 1.146.000 kroner. Blandt de øvrige bidragydere er blandt andet Skive Kommune, Sparbank A/S, Salling Bank A/S og Tuborg-fondet. Desuden har en lang række lokale firmaer og frivillige på forskellig vis støttet restaureringen.