Fotokonkurrence: Det Ser Du ikke i Byen

Pressemeddelelse

4. juni 2015

Farlige dyr, store maskiner og mudder på gummistøvlerne. Realdania og DR Kunstklub er gået på jagt efter fotos med ting, man ikke ser i byen. Samlingen af fotos med store øjeblikke fra livet væk fra byen bliver til en udstilling under Copenhagen Photo Festival 2016.

Livet er mere end summende cafeer og bycykler – også livet væk fra byerne. Det sætter Realdania og DR Kunstklub nu fokus på med en fotokonkurrence, som skal gengive mødet med de farligste dyr, støjen fra de største maskiner, følelsen af mudderet på gummistøvlerne, suset fra de vildeste bedrifter og de seje typer, der er med til at gøre livet væk fra byen så fantastisk.

Programchef i Realdania Stine Lea Jacobi siger: ”Fra de mange projekter og aktiviteter, som Realdania støtter og er engageret i, ved vi, at der sker en masse uden for byerne. Derfor håber vi, at rigtig mange har lyst til at være med i konkurrencen og bidrage med en masse sjove og flotte fotos af alt det, man ikke ser i byen – og dermed bidrage til et mere nuanceret syn på livet væk fra byen.”

Sådan deltager man
Alle kan være med. Dog skal man være opmærksom på følgende:

  • Fotoet skal passe ind under temaet Det Ser Du ikke i Byen, men fortolkningen er fri.
  • Fotoet kan både være nyproduceret eller af ældre dato. Det må dog ikke tidligere have været brugt i fotokonkurrencer, udstillinger eller lignende.

Man bidrager på følgende måde:

  • Man uploader fotoet på sin Instagram- eller Twitter-profil med hashtagget #DetSerDuikkeiByen
  • Har man ikke en profil på de sociale medier, kan man sende sit foto til kunst@dr.dk. Hvis kvaliteten er god, vil fotoet måske blive vist på dr.dk, Facebook eller Instagram.

Månedlige vindere og udstilling
Fotos til konkurrencen kan uploades og sendes frem til den 1. april 2016. Hver måned – med start i august 2015 – udvælges et udvalg af fotos, som bedømmes af en månedsjury. Ud over æren vil der være en mindre præmie til månedens bedste foto.

I april 2016 udvælges de fotos, der skal være med i udstillingen Det Ser Du ikke i Byen. Disse fotos udvælges af en jury, udvalgt af Copenhagen Photo Festival.

Udstillingsstedet offentliggøres i løbet af sommeren 2015.

Om #DetSerDuikkeiByen

  • Projektet er et samarbejde mellem Realdania, DR Kunstklub, Copenhagen Photo Festival og Bolius.
  • Når man uploader fotos med #DetSerDuikkeiByen, vil man komme i betragtning til konkurrenceudstillingen. Skulle dette blive aktuelt, vil man blive kontaktet af DR.
  • Fotos med #DetSerDuikkeiByen vil blive trukket ud i et fællesgalleri på detserduikkeibyen.dk
  • Sender man sit foto til kunst@dr.dk, accepterer man, at DR kan anvende det i redaktionel sammenhæng på tv, web, sociale medier m.m.
  • Der opfordres til, at man respekterer ophavsretten og kun sender fotos ind, som man selv har taget. Som fotograf står man også inde for, at personer på fotoet har godkendt, at billede anvendes af DR.

Se fælles galleri, læs og følg kampagnen på http://detserduikkeibyen.dk

{{ title }}

{{ description }}