Ban Ki-moon indvier dansk mesterværk i New York

Pressemeddelelse

25. april 2013

I dag genåbner Formynderskabsrådssalen i FN. Salen blev indrettet af den danske arkitekt Finn Juhl i 1952 og har siden 2010 været lukket for at undergå en gennemgribende restaurering og modernisering.

Kulturministeriet og Udenrigsministeriet har samarbejdet tæt med FN om at genskabe salen i overensstemmelse med Finn Juhls oprindelige tanker. Samtidig er salen fornyet med en række møbler tegnet specifikt til rummet af den danske designduo Kasper Salto og Thomas Sigsgaard.

Salen står nu igen som et dansk arkitektonisk mesterværk, der lader FN’s mange brugere og besøgende opleve det bedste af dansk arkitektur og møbeldesign. Samtidig er salen et billede på danske værdier i FN: bæredygtigt design skabt med et demokratisk formål for øje.

Ved åbningen taler både FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, H.K.H. Kronprinsesse Mary, udviklingsminister Christian Friis Bach og direktør i Kulturstyrelsen Anne Mette Rahbæk.

Restaureringen af Formynderskabsrådssalen er sket med støtte fra Kulturministeriet, Udenrigsministeriet og Realdania. Statens Kunstfonds Udvalg for Kunsthåndværk og Design stod bag en konkurrence om nye møbler til salen.

Kulturminister Marianne Jelved siger:

”Finn Juhl skabte for over 60 år siden en enestående indretning af Formynderskabsrådssalen i FN. I dag kan vi nu opleve en sal, der rummer det bedste fra Juhls indretning i kombination med nyt dansk design. Indretningen er resultatet af et unikt samarbejde mellem Danmark og FN og bygger på bæredygtigt design med et demokratisk formål for øje. Jeg håber, at FN's mange brugere og besøgende vil glæde sig over den i mange år fremover.” 

Udviklingsminister Christian Friis Bach siger:

”Danmark og FN har med istandsættelsen af Finn Juhls smukke indretning af formynderskabsrådssalen sikret et stykke unikt arkitektonisk kulturarv. Salen er i sit smukke nyrenoverede udtryk et symbol på Danmarks stærke opbakning til FN siden grundlæggelsen i 1945. Jeg ser frem til, at Finn Juhl-salen igen skal danne ramme om mere end 400 møder og arrangementer årligt om globale emner, som ikke respekterer grænser, men berører os alle såsom kampen mod fattigdom og for fred og menneskerettigheder.”

Adm. direktør i Realdania Flemming Borreskov siger:

Finn Juhl har en helt speciel plads i dansk design- og arkitekturhistorie, og Formynderskabsrådssalen i FN-bygningen er efter vores opfattelse et dansk design- og arkitekturklenodie i topklasse placeret i et af verdens absolutte centre. For Realdania har det derfor været naturligt at bidrage til genskabelsen af salen med det oprindelige gulvniveau og den hesteskoformede opstilling af borde og stole – og dermed sikre denne unikke perle for eftertiden.”

Livestreaming

Åbningen af Finn Juhl-salen livestreames via http://webtv.un.org/ fra kl. 17.00 dansk tid.

Baggrund om projektet

Den danske arkitekt Finn Juhl fik i 1950 en helt særlig opgave. Juhl blev udpeget til at stå for indretningen af den ene af de tre store mødesale i den nye FN-bygning, der var under opførelse i New York.

Det var FN’s første generalsekretær, nordmanden Trygve Lie, der havde bedt Danmark, Sverige og Norge om hver især at udsmykke en af de tre store mødesale i FN. Norge fik Sikkerhedsrådssalen, Sverige fik Salen for FN’s Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC), og Danmark fik den såkaldte Formynderskabsrådssal.

Da Formynderskabsrådssalen åbnede i 1952, stod det klart, at Juhl havde løst opgaven mesterligt. Han havde skabt en totalindretning af rummet, hvor enhver detalje, enhver farve og ethvert møbel indgik i en fuldendt helhed – et Gesamtkunstwerk.

Men de næste mange års brug gik hårdt ud over den helhed, Finn Juhl havde skabt. Blandt andet blev salen ombygget i 1964 og i 1977, som følge af at antallet af medlemslande i FN voksede, og Juhls indretning af salen blev stærkt forandret.

Da FN i 2008 stod over for en totalrenovering af hele bygningskomplekset, opstod der derfor en unik mulighed for at genskabe salen i Finn Juhls ånd.

Fra FN’s side havde man ikke selv midlerne til at genskabe Juhls indretning, og man henvendte sig derfor til Danmark. Og her var der ingen tvivl: renoveringen af FN var en unik chance for at sikre et enestående stykke dansk kulturarv i New York.

Nyt design i salen
Formynderskabsrådet er ikke længere i funktion, og salen bruges i dag til langt flere og mere varierede møder og arrangementer, end tilfældet var på Finn Juhls tid. Derfor var der behov for at skabe nye møbler til salen.

Statens Kunstfonds Udvalg for Kunsthåndværk og Design afholdt i 2011 en konkurrence om design af nye borde og en sekretariatsstol til salen. Konkurrencen blev vundet af designduoen Kasper Salto og Thomas Sigsgaard.

Salto og Sigsgaards nye møbler til salen fremtræder som klare, nutidige eksponenter for dansk design uden at overdøve de klassiske Finn Juhl-møbler, de spiller sammen med i salen.

Finn Juhls indretning er genskabt
Ud over at modernisere salen med de nye møbler har man med restaureringen genskabt salen i dens oprindelige interiør og efter de tanker og formgivningsprincipper, der var karakteristiske for Finn Juhl. Blandt andet er gulvet foran podiet blevet sænket, ligesom Juhls hesteskoopstilling af borde og stole er genindført. Begge dele var vigtige for Finn Juhl, fordi det for ham var et grundprincip i demokratiet og FN, at alle skulle være i øjenhøjde, og at salen skulle indbyde til samtale. Herudover ser man nu igen Juhls FJ 51-stol i salen, og alle salens faste elementer har gennemgået en omhyggelig restaurering. Det arbejde har kun kunnet lade sig gøre, fordi man på Danmarks Designmuseum har bevaret alle Juhls oprindelige tegninger og farve- og materialprøver fra salen.

{{ title }}

{{ description }}