x

Nyt formidlingscenter på Kalø

Pressemeddelelse 22. september 2014

Et nyt formidlingscenter på Kalø skal styrke interessen for natur og jagt. Centret bliver en del af det større projekt Jagtens Hus, som samler aktiviteter under Danmarks Jægerforbund.

Realdania bevilger 3,1 mio. kr. til et besøgscenter som en del af projektet Jagtens Hus ved Kalø – i smukke omgivelser tæt på Helgenæs og Nationalpark Mols Bjerge. Formidlingscentret, som får navnet Besøgscenter for Danmarks vilde dyr og deres levesteder, skal præsentere naturen og jagten, de vilde dyr og deres levesteder, for offentligheden. Målet er at styrke interessen og ansvaret for naturen og give lærerige oplevelser for besøgende i alle aldersgrupper.

Besøgscentret ventes at kunne åbne i begyndelsen af 2016. Det bliver 125 m2 stort og skal rumme flere funktioner:

- Et formidlingslokale til praktisk naturformidling
- Et udstillingslokale
- Forskellige udefaciliteter, blandt andet et udekøkken
- Offentlige toiletter


Projektet er tegnet af tegnestuen Arkitema. Bygningen er udformet som en længe, beklædt med træ, og indpasser sig smukt i landskabet. Sammen med Kalø Slotsruin vil besøgscentret danne en flot ankomst til området omkring Helgenæs. Arkitema har også udformet bygningen, som skal rumme Jagtens Hus.

Ud over at gennemføre forskellige kurser for medlemmer af Danmarks Jægerforbund, vil besøgscentret udbyde en stor pulje af naturformidlingsaktiviteter, som retter sig mere bredt mod borgere, der er interesserede i at opleve og lære om naturen og jagt. Det kan for eksempel være børnehaver, skoler eller forskellige foreninger. Det er håbet, at Besøgscenter for Danmarks vilde dyr og deres levesteder gennem sine aktiviteter vil kunne bidrage til at styrke danskernes interesse for naturen.

Om Jagtens Hus
Projektet Jagtens Hus skal samle Danmarks Jægerforbunds medarbejdere og funktioner i ét hus. Det sker for at styrke arbejdet for jagten og naturen i Danmark. Der er tale om et center, som kombinerer viden, uddannelse, forskning, samt udviklings- og demonstrationsprojekter. Jagtens Hus bliver midtpunkt for alt, hvad der handler om jagt, vildt, våben, hunde, anvendelse af vildt, m.v. – og naturen i og omkring alle disse emner. 

Pressemeddelelsen er udsendt af Danmarks Jægerforbund.