x

Fem teams klar til international konkurrence om det østlige Aalborg

Pressemeddelelse 18. januar 2012

Aalborg Kommune og Realdania har prækvalificeret fem teams til konkurrencen "City in between”, som er én af seks konkurrencer i Fremtidens Forstæder. De fem teams rummer tilsammen et meget stærkt, internationalt felt af firmaer indenfor strategisk byudvikling, planlægning og landskab.

Med konkurrencen om det østlige Aalborg sætter Realdania og Aalborg Kommune ambitionsniveauet højt. Der er tale om en international konkurrence i stor skala, som sætter fokus på bæredygtig byudvikling i et forstadsområde, hvor der i de kommende 10 år investeres op til 10 mia. kr. Det er konkurrencens mål at skabe synergi og sammenhængskraft mellem de mange investeringer, der blandt andet omfatter et nyt universitetssygehus, udvidelse af Aalborg Universitet, renovering af almene boligområder og en ny højklasset, kollektiv trafikforbindelse.

Med konkurrencen ønskes et særligt fokus på udvikling af nye mødesteder og boformer i forstaden, samt idéer til hvorledes mobilitet og infrastruktur kan nytænkes i relation til bæredygtig byudvikling.  

I et usædvanlig stærkt, internationalt felt bestående af 36 teams har Aalborg Kommune og Realdania udvalgt:

  • Schønherr A/S
  • Allies and Morrison Urban Practitioners
  • Henning Larsen Architects A/S
  • MVRDV BV og COBE ApS
  • Tegnestuen Vandkunsten A/S

Konkurrencen udskrives den 3. februar 2012 og er opdelt i 2 faser. Vinderne af 1. fase offentliggøres i juni måned, hvorefter alle forslagene vises på en udstilling i Utzon Center i sommermånederne. Konkurrencen forventes endeligt afgjort november 2012.

Bæredygtig forstadsudvikling – nye samarbejder og i en international vinkel

’Bæredygtig byudvikling handler i høj grad om udvikling af nye samarbejder. Det østlige Aalborg har store kvaliteter i form af et fantastisk landskab, stærke videnserhverv og internationale relationer. Med konkurrencen og de udvalgte 5 teams får vi nu en enestående mulighed for at koble nye stærke samarbejdspartnere med innovative blik på fremtidens byudvikling i ’City in between’ - vi ser frem til en både inspirerende proces og frugtbar dialog omkring vores bys udvikling’, fortæller Peder Baltzer Nielsen, stadsarkitekt i Aalborg Kommune

Astrid Bruus Thomsen, projektleder hos Realdania, udtaler: "Vi er meget begejstrede for, at det er lykkedes at tiltrække så stærke teams. I Aalborg Øst er der opstået en unik mulighed for at samtænke enorme milliardinvesteringer i forstaden. Disse investeringer vil uden tvivl give anledning til en masse byudvikling i årene frem i form af nye boligområder, transport og mødesteder. En stor udfordring er så, hvordan denne byudvikling kan håndteres, så bæredygtigheden og robustheden sikres i forhold til fremtidens udfordringer, når det for eksempel handler om klimaændringer, mange ældre samt tiltrækning og fastholdelse af videnserhverv. Det ser vi frem til, at konkurrencen kan give nogle gode bud på.”

Læs mere om Realdanias initiativ ”Fremtidens forstæder” på www.forstaden.dk

Fakta:

De fem teams består af:

Team 1

SCHØNHERR A/S

BIG

Ramboll UK

Active City Transformation

Tredje Natur

Analysehuset BBN CONSULT

Malene Freudendal-Pedersen

Instituttet for Fremtidsforskning (IFF)

Team 2

Allies and Morrison Urban Practitioners

Juul Frost

Team 3

Henning Larsen Architects A/S

KCAP Holding BV

jaja architects ApS

Orbicon A/S

Marianne Levinsen Landskab ApS

Via Trafik Rådgivning A/S

2+1 Idébureau A/S

Fakton Ventures BV

Team 4

MVRDV BV og COBE ApS

Thing & Wainø Landskabsarkitekter ApS

Moe & Brødsgaard Rådgivende Ingeniører A/S

Boris Brorman Jensen, Hans Kristensen og Yngve Andrén Konsult AB

Team 5

Tegnestuen Vandkunsten A/S

Hausenberg ApS

Esbensen A/S

Sloth Møller A/S

Tyréns AB

ICP a/s

Professor Peter Maskell