Højstrupparken skal vise vejen for god helhedsrenovering

Pressemeddelelse

19. juni 2013

Hvordan kan 1940’ernes og 1950’ernes murede boligbyggeri sikres for fremtiden? Det skal et demonstrationsprojekt i Højstrupparken ved Odense være med til at svare på. Realdania har besluttet at støtte den forestående renovering med op til 10 mio. kr. Demonstrationsprojektet gennemføres som del af kampagnen om 1940’erne og 1950’ernes murede boligbyggeri.

Det murede boligbyggeri skal sikres for eftertiden

Med kampagnen for 1940’erne og 1950’erns murede boligbyggeri sætter Realdania, Landsbyggefonden og Grundejernes Investeringsfond fokus på, hvordan 40’ernes og 50’ernes unikke murede bygningskultur kan sikres for eftertiden. Nu har Realdania indgået en aftale med Fyns almennyttige Boligselskab (FaB) om, at Højstrupparken i Odense bliver kampagnens demonstrationsprojekt. Målet er at skabe ny viden, nye løsninger og nye byggekomponenter, der nemt kan overføres til andre renoveringsprojekter og samtidig er til at betale.

Højstrupparken er valgt fordi bebyggelsen opfylder kampagnens krav til tidstype og høj arkitektonisk kvalitet. Hertil kommer beboernes ambitioner om at modernisere bebyggelsen under hensyn til stedets kvaliteter. Bebyggelsen udgør en enkel og harmonisk helhed, der er indpasset smukt i den omkringliggende park. Parken er anlagt af den verdenskendte danske landskabsarkitekt C. Th. Sørensen.

Store renoveringsprojekter i vente

I dag står Højstrupparken overfor en større modernisering og energirenovering som Landsbyggefonden medfinansierer. Med den nye parternskabsaftale får Højstrupparken støtte fra Realdania til at udvikle bud på, hvordan man kan energirenovere 40’erne og 50’ernes murede boligbebyggelser i harmoni med den oprindelige arkitektur:

”Som samfund står vi over for mange, store renoveringsprojekter af 40’erne og 50’ernes murede boligbyggeri. Men det er vigtigt, at vi renoverer med omtanke, så den værdifulde bygningsarv, som bebyggelserne repræsenterer, ikke går tabt. Højstrupparken er et meget fint eksempel på periodens særlige arkitektur, og i Realdania glæder vi os til at følge den kommende renovering,” siger Lars Autrup, projektleder i Realdania.

Utidssvarende boliger opgraderes

Højstrupparken administreres af Fyns almennyttige Boligselskab og står overfor en renovering af op til 490 mio. kr., som medfinansieres af Landsbyggefonden. Renoveringen omfatter både en energirenovering og en delvis ombygning af boligerne, så de bliver mere tidssvarende. Det er dette renoveringsprojekt, der nu udvides med en bevilling fra Realdania.

”Vi er meget glade for at have indgået et samarbejde med Realdania om Højstrupparken. Den besidder mange af de kvaliteter, som kendetegner perioden, men er også blevet utidssvarende for mange af vores beboere. Det er vores håb, at vi med dette samarbejde kan udvikle løsninger, der ikke blot kommer vores beboere til gavn, men gavner beboere overalt i landet,” udtaler Bent Bøllingtoft, direktør i FaB.

Processen omkring demonstrationsprojektet vil blive tilrettelagt, så både ombygningen og energirenoveringen kan gennemføres så de tager hensyn til bygningernes arkitektoniske værdier. Projektet støttes med op til10. mio. kr. og skal målrettes en kvalificering af de tekniske og arkitektoniske løsninger samt eventuel produktudvikling. FaB, Landsbyggefonden og Realdania vælger i fællesskab de delprojekter, som skal fungere som demonstrationsprojekt for hele bebyggelsen.

Projektet forventes gennemført fra efteråret 2014,og vil blive fulgt af en fagfølgegruppe med kompetencer inden for energirenovering, bevaring og ombygning.

FAKTA

Om Højstrupparken
Højstrupparken er opført i 1951 ved arkitekt Erik Eriksen og landskabsarkitekt C.Th. Sørensen. Bebyggelsen markerer sig som et tidstypisk eksempel på en helstøbt almenbebyggelse af høj arkitektonisk kvalitet, der samtidig rummer en markant parkbebyggelse og landskabelig bearbejdning.

Bebyggelsen består af etageboliger og et lille butikstorv. Renoveringsprojektet skal fokusere på etageboligerne, som består af i alt 80 opgange fordelt på 17 blokke. Der er i alt 480 etageboliger.

Om kampagnen for 1940’ernes og 1950’ernes murede boligbyggeri

Kampagnen løber i perioden 2012-2015 og har et samlet budget på 31 mio. kr.

Kampagnen er et partnerskab mellem Realdania, Grundejernes Investeringsfond og Landsbyggefonden. Realdania og Grundejernes Investeringsfond har indgået aftale om kampagnens formidling, mens Landsbyggefonden finansierer det konkrete demonstrationsbyggeri. Dansk Bygningsarv er sekretariat for kampagnen. Derudover er Kulturstyrelsen involveret som del af kampagnens styregruppe og som en nær samarbejdspartner.

Kampagnen omfatter ud over demonstrationsprojektet, en renoveringsmanual og pixi-bog, der samler viden, værktøjer og inspiration til helhedsorienteret renovering af 1940’ernes og 1950’ernes boligbebyggelser. Derudover indeholder kampagnen netværksaktiviteter mellem eksisterende aktører inden for feltet samt læring og formidlingsaktiviteter til boligforeninger, ejere, rådgivere m.fl. Redaktionen på manualen består af Per Heiselberg, professor ved Ålborg Universitet, Claus Bech-Danielsen, professor ved Statens Byggeforskningsinstitut og Arne Høi, leder af Center for Bevaring.

{{ title }}

{{ description }}