Ambitiøst bro- og byrumsprojekt i Aalborg Øst i udbud

Pressemeddelelse

31. maj 2016

Området ved Tornhøj i Aalborg Øst skal omdannes til et nyt, bæredygtigt forstadscentrum med mødesteder, boliger, butikker, demensplejecenter samt kultur- og fritidstilbud. Entreprenøropgaverne på et kombineret bro- og byrumsprojekt sendes nu i udbud, og dermed bringer Aalborg Kommune og Realdania realiseringen af den større byomdannelse af Aalborg Øst et skridt nærmere.

Aalborg Øst er en forstad, som på flere måder bærer præg af, at området blev planlagt i 1960'erne efter funktionalistiske principper. Det skabte en trafikal effektivitet, men også en forstad med en skarp fysisk og social opdeling mellem almene boliger og parcelhuse.

1960’ernes planlægning præger på godt og ondt bydelen, og politisk er der et stort ønske om at skabe større sammenhæng. Et fælles udbud fra Aalborg Kommune og Realdania af et ambitiøst bro- og byrumsprojekt udgør en af de vigtige trædesten i processen.

Ny bro åbner og binder to nye, attraktive byrum sammen
Bro- og byrumsprojektet omfatter omdannelse af en mørk og utryg tunnel til en ny  vejbro over Astrupstien - én af områdets centrale stier. Broen bliver et markant, arkitektonisk vartegn for hele området, og den skaber en lys og tryg forbindelse mellem områderne på begge sider af den nuværende tunnel.

Nord og syd for den nye bro etableres to attraktive byrum, hvor brugen af klassiske materialer i forstæderne som eksempelvis beton, træ og forskellige typer beplantninger nyfortolkes og skaber nye, attraktive byrum med muligheder for ophold og dagligdagsaktiviteter. En byhave giver mulighed for et aktivt byliv og skaber samtidig plads til ro og fordybelse.

Byrumsprojekterne knytter en række investeringer i området sammen. Et demensplejecenter og et botilbud til handicappede er under projektering, og i de senere faser af byudviklingen vil den ambitiøse byomdannelse af Aalborg Øst desuden omfatte mere detailhandel og flere boliger – både almene og private.

Det forventes, at de mange, koordinerede projekter gør Tornhøj til et nyt, spændende mødested i forstaden.

Programchef i Realdania, Astrid Bruus Thomsen siger: ”Bro- og byrumsprojektet og den byudvikling, der følger med, er et fint eksempel på, hvordan man ved at fortætte et centralt sted i forstaden, kan skabe et attraktivt og trygt møde- og aktivitetssted i et boligområde. Og derigennem skabe udveksling mellem boligområdet og den øvrige by.”

Mønstereksempel på samarbejde
For Aalborg Kommune er projektet ved Tornhøj både ambitiøst og attraktivt. Det kombinerer et infrastrukturprojekt, der omdanner en utryg tunnel til en lys og venlig bro, med anlæg af nye, attraktive byrum. På den måde udgør projektet et væsentligt element i byomdannelsen af Aalborg Øst.

Projektet ved Tornhøj er også et mønstereksempel på godt samarbejde mellem forvaltninger og med den almene sektor.

Stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen har været med hele vejen: "Forstæder har ikke samme tiltrækningskraft på investeringer som bymidter, så derfor må kommunen medvirke til at bane vej og give den bæredygtige byudvikling en kickstart. Det har vi kunnet gøre, fordi flere af kommunens forvaltninger allerede er grundejere i området, og alle har været opsat på at placere og udvikle nye aktiviteter i Tornhøj. Samtidig har vi fokuseret på at udvikle et projekt i høj kvalitet, som binder investeringerne sammen."

Ældre- og Handicapforvaltningen er et godt eksempel på det stærke samarbejde. De står bag den igangværende projektering af et demensplejecenter og et botilbud, som bliver placeret i Tornhøj.

Peder Baltzer Nielsen fremhæver også den rolle, som Himmerland Boligforening har spillet. "Boligforeninger har ikke et krav om afkast og kan derfor fungere som løftestang i forhold til investeringsmodning. Himmerland Boligforening har været meget udviklingsorienteret. De har både investeret i renovering af eksisterende boliger, og er gået i dialog med private om at investere i området ", lyder det fra stadsarkitekten.

FAKTA:
Prækvalifikation af entreprenører
Det igangværende udbud håndteres af rådgivningsfirmaet Atkins Danmark A/S på vegne af Aalborg Kommune og Realdania. I første omgang udbydes opgaven i begrænset licitation efter tilbudsloven med prækvalifikation, mens tilbudsrunden ligger i september og oktober. Det forventes, at anlægsarbejdet kan gå i gang i efteråret 2016.
Læs udbudsannoncen her

Baggrund for bro- og byrumsprojektet ved Tornhøj
Aalborg Kommune gennemførte i samarbejde med Realdania i 2012 forstadskonkurrencen ’City in Between’ om den fremtidige, bæredygtige udvikling af Aalborg Øst, som del af kampagnen ’Fremtidens Forstæder’. Ét af temaerne i konkurrencen var at skabe nye fortætningspunkter med tættere byggeri og nye mødesteder samt at skabe nye forbindelser på tværs af forstadens store indfaldsveje.

Arkitekter fra Team Vandkunsten vandt konkurrencen ’City in Between’, fordi de havde et stærkt blik for forstædernes potentialer for fortætning. Siden er projektet for Tornhøj videreudviklet i tæt samarbejde mellem Aalborg Kommune, Realdania og et team af arkitekter, landskabsarkitekter, ingeniører og procesrådgivere fra tegnestuen Vandkunsten, Marianne Levinsen Landskab, 12 Byer, Tyréns og Hacafrø.

Bro- og byrumsprojektet ved Tornhøj indgår desuden som realiseringsprojekt i Realdanias kampagne Kickstart Forstaden Version 2.0 Læs mere om Kickstart Forstaden version 2.0 på www.forstaden.dk

Pressemeddelelsen er udsendt af Aalborg Kommune.

Kontakt

Udbuddet:
Allan Therkelsen, projektchef
Atkins
Telefon: 52 51 90 54
E-mail: Allan.Therkelsen@atkinsglobal.com

Anlægsprojektet:
Anne Brogaard, civilingeniør
By- og Landskabsforvaltningen
Aalborg Kommune
Telefon: 99 31 23 75
E-mail: anne.brogaard@aalborg.dk

Byudviklingsprojektet:
Peder Baltzer Nielsen, stadsarkitekt
By- og Landskabsforvaltningen
Aalborg Kommune
Telefon: 99 31 22 00
E-mail: peder.baltzer@aalborg.dk

Astrid Bruus Thomsen, programchef
Realdania
Telefon: 70 11 66 66

{{ title }}

{{ description }}