x

Første spadestik til fremtidens kornlade

Pressemeddelelse 24. april 2009

Efter mange timer med planlægning, tegninger, ideer og visioner, kan planteavler Keld Stenlien Hansen ved Veksø i Nordsjælland nu endelig sætte spaden i jorden, og på mandag den 27. april tage det første spadestik til opførelsen af en ny 2.800 m2 stor kornlade.

Det første spadestik til fremtidens kornlade fejres mandag 27. april 2009 kl. 14 på byggegrunden, Frederikssundsvej 110, 3670 Veksø Sjælland. Byggeriet af kornladen går i gang umiddelbart efter det første spadestik er taget, og laden forventes at stå klar til brug allerede til høsten i august i år.

Den nye fremtidssikrede kornlade er det andet eksempelbyggeri i Realdanias kampagne "Fremtidens Landbrugsbyggeri". Første eksempelbyggeri, som var et svinestaldsbyggeri i Hjørring, blev indviet i begyndelsen af april måned.

"Realdania ønsker at bidrage til, at fremtidens landbrugsbygninger bliver mere effektive og miljørigtige, og at de tænkes ind i en bredere fysisk helhed," siger projektleder Eske Møller, Realdania. - "Dette byggeri er visionært og nytænkende og signalerer ikke umiddelbart en containerhal. Hensynet til landskabet og fredning er blevet højt prioriteret."

Den nye lade skal indeholde kornopbevaring, tørringsanlæg, frøopbevaring, værkstedsfaciliteter, maskinhal samt medarbejderfaciliteter.

Der er i udarbejdelsen af projektet lagt stor vægt på at skabe et eksperimenterende byggeri, der viser helt nye veje for, hvordan et landbrugsbyggeri kan se ud. Funktionaliteten er i top, og spildpladsen i byggeriet er minimal.

Ejendommen ligger i en naturfredet tunneldal - Fuglesødalen - og det har derfor været vigtigt for bygherren, at bygningerne bliver tilpasset det omgivende areal. Der har desuden været særligt fokus på udvikling af driftssikre løsninger vedr. opvarmning og rengøringsforhold samt bæredygtige løsninger på nedsivning, brug af kemikalier m.m.

Fremtidens kornlade bliver opført i et samarbejde mellem Realdania og et konsortium bestående af Karlsson arkitekter, Jane Havshøj arkitekter, Midtconsult a/s og Andersen Interbau a/s.

Yderligere oplysninger
Planteavler Keld Stenlien Hansen, Veksø, tlf.: 54 82 0080
Eske Møller, projektleder i Realdania, tlf. 7011 6666