”Mellemrummet i Hundested” er en del af Realdania-kampagnen ”Bedre Byrum”, som skal være medvirkende til udviklingen og højnelsen af kvaliteten i de danske byrum.

Formålet med projektet ”Mellemrummet” har været at omdanne det åbne areal mellem Hundested by og godshavnen til et indbydende grønt område. Navnet ”Mellemrummet” henviser direkte til arealet mellem Hundested by og Hundested havn. Efter omdannelsen af arealet kan man nu bruge det til forskellige former for adspredelse, man kan således både gå, cykle eller bare slappe af i et varieret landskab med lave volde og lavninger, en sø og en lille udsigtsbakke til at se ud over havet. De mere aktive har mulighed for leg, grill, petanque, beachvolley, boldspil eller en tur på skaterbanen

Hensigten med omdannelsen af Mellemrummet har således med GHB – Landskabsarkitekternes egne ord været at skabe kontakt mellem by og havn – ”og give byen vandet tilbage, ikke som fysisk vand ind i byen, men ved at gøre det store hav synligt fra et højdepunkt. Yderligere har det været hensigten, at gøre Mellemrummet til et landskabsrum, der er robust over for daglig brug og fremtidens forandringer. Grundstrukturen på arealet er de bølgeformede volde. Ideen har været at modellere fladen til en struktur af langstrakte volde og lavninger som en stilisering af sandbundens mønstre." Den dynamiske struktur skulle ifølge forslaget dække det meste af arealet – højest og tættest i nord og aftagende mod syd, hvor voldene gradvist skulle blive mindre og glide over i den eksisterende strandeng. Grundstrukturen indeholder desuden stier på tværs af voldene. Stierne har forbindelse til byen.

Bedre Byrum – kampagnen

Realdania lancerede i sommeren 2002 kampagnen ”Bedre Byrum” med en ambition om at styrke udviklingen og kvaliteten af de danske byrum. Ambitionen var, at kampagnen skulle bidrage til at skabe levende og inspirerende byrum i landets kommuner ved at sætte en proces i gang der, højnede opmærksomheden omkring byrummets funktion – både fysisk og socialt. Kampagnen blev efterfulgt af en opfordring til landets kommuner om at komme med kreative bud på, hvordan de ville gribe en byrumsopgave an. Sammen med ”Hasle Bakker i Aarhus”, ”Drive in i Ringe” og ”Øster Allè i København” er ”Mellemrummet i Hundested” blandt de projekter som blev realiseret.

Projektfakta

  • Påbegyndt
  • 2002
  • Afsluttet/forventet afsluttet
  • 2010
  • Arkitekt
  • Arkitekterne Stig L. Andersson og Jan Gehl
  • Kort

Kort

Strandvejen 30

3390 Hundested

{{ title }}

{{ description }}