Ny folkepark på DSB-arealet på Nørrebro

Pressemeddelelse

16. juni 2010

Træer, hygge, grillpladser, fodboldbane, omklædningsfaciliteter, café – listen af ønsker til den nye folkepark på DSB-arealet har været lang, og mange nørrebroere har bidraget med idéer.

Invitation til præsentation af den nye folkepark på DSB-arealet på Nørrebro

Partnerskabet har sammen med arkitekterne lyttet og er nu klar til at præsentere forslaget til den nye folkepark. Det sker under Urban Explosion-festivalen på DSB-arealet for enden af Borgmestervangen fredag den 18. juni kl. 16-20 og lørdag den 19. juni kl. 11-16.

Teknik- og Miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard er med til at åbne Urban Explosion-festivalen og giver DSB-arealet et par ord med på vejen fredag den 18. juni kl. 16.

På DSB-arealet vil man også kunne se en udstilling om den nye park – man kan se plancher, en model samt en fotodokumentar og dufte til nogle af de planter, der kommer til at pryde den nye park.

Projektlederen og arkitekterne bag er klar til en snak og til at svare på spørgsmål. Det er også muligt at give sin mening til kende på et postkort og selvfølgelig få lidt at spise og drikke.

Om partnerskabet

Udviklingen af en folkepark på DSB-arealet er ét ud af tre projekter i Mimersgade - søsat af et partnerskab mellem Københavns Kommune og Realdania og gennemført i samarbejde med Områdefornyelsen.

De to øvrige projekter er udviklingen af Nørrebro Hallen ”Et åbent Kultur- og Fritidshus” og Superkilen, der begge er på vej.

{{ title }}

{{ description }}