Musikkens Hus følger planen

Pressemeddelelse

3. februar 2009

Pressemeddelelse udsendt af Fonden Musikkens Hus: Det østrigske arkitektfirma Coop Himmelb(l)au har i dag præsenteret deres projektforslag for Musikkens Hus i Nordjylland på Østre Havn i Aalborg.

Præsentationen blev gennemført af den verdenskendte stifter af Coop Himmelb(l)au, professor, arkitekt Wolf D. Prix bistået af hans projektteam under ledelse af partner, arkitekt Michael Volk.

Projektforslaget er en viderebearbejdning af dispositionsforslaget, der blev præsenteret for Aalborg Byråd og offentligheden i september 2008. Husets arkitektoniske formsprog er det samme som i dispositionsforslaget, men der er sket en yderligere raffinering og bearbejdning af både husets ydre og dets indre.

Cowi A/S, der bistås af PLH arkitekter A/S samt Gade og Mortensen Akustik A/S, er bygherrerådgiver på Musikkens Hus i Nordjylland, og de vil nu gennemgå projektforslaget med husets brugere. Derefter vil bygherren, Fonden Musikkens Hus, kommentere projektforslaget over for Coop Himmelb(l)au.

Det videre forløb i projekteringen forventes at være: 

  • Forprojekt vil foreligge inden sommerferien 2009
  • Hovedprojekt påregnes at foreligge ultimo 2009
  • Udbud af byggearbejderne forventes at finde sted i foråret 2010 med
  • Byggestart i eftersommeren 2010.  

Færdiggørelse planlægges at ske ved årsskiftet 2012/2013.

COOP Himmelb(l)au har hovedkontor i Wien og beskæftiger over 100 medarbejdere. Blandt arkitektfirmaets senest indviede bygninger er BMW Welt i München, der for nylig fik Wallpaper Design Awards 2009 prisen i kategorien ”Best New Public Building”.

{{ title }}

{{ description }}