Hedensted sikrer sig mod monsterregn

Pressemeddelelse

7. juli 2009

Klimaet er for alvor kommet på dagordenen i kommunerne. I Hedensted har man med støtte fra Plan09 udviklet en ny planlægningsmetode, der skal sikre grundejerne mod oversvømmelser, når fremtidens ”monsterregn” skyller ned.

Oversvømmede kældre, veje og afgrøder. Det er nogle af konsekvenserne af de klimaforandringer, som i fremtiden giver mere nedbør og kraftigere regnskyl. I Hedensted har kommunen med en ny planlægningsmetode bragt sig på forkant, når det gælder om at sikre kommunens byer mod fremtidige oversvømmelser.

Med støtte fra Plan09 har kommunen kortlagt særligt udsatte områder i kommunen, hvor der er meget stor risiko for øget vandstand og oversvømmelser frem mod år 2100. Områderne er omtalt i et netop offentliggjort kommuneplanforslag. Det drejer sig blandt andet om en række lavtliggende områder, hvor der i dag er by, landbrug eller natur, og hvor der derfor fremover ikke må etableres nye bolig- og erhvervsområder.

Blandt andet Hedensted og Tørring vil blive berørt. Begge byer gennemskæres af vandløb, som ifølge prognoserne vil oversvømme dele af de to byer ved massive regnskyl. Kortlægningen giver Hedensted Kommune brugbar viden om, hvor det er relevant at etablere nye, våde enge, søer og vandløb uden for de to byer, som kan opsamle de øgede vandmængder. Desuden vil anlæggene også styrke eksisterende naturstrøg og skabe nye rekreative muligheder omkring de berørte byer.

Plan09 har desuden udviklet to andre klimaværktøjer. Værktøjerne kan styrke kommunernes arbejde med klimatilpasning og forebygge klimaforandringer:

  • En CO2-beregner. Beregneren kan vurdere CO2-udslippet fra kommende bolig- og erhvervsområder. Værktøjet er udviklet i samarbejde med Hillerød, Holstebro, Skanderborg og Svendborg Kommuner.
  • Et virkemiddelkatalog. Kataloget har 37 forslag til, hvordan kommunerne kan begrænse CO2-udledning via planlægning. Kataloget spænder vidt, lige fra at etablere grønne tage i byerne over husstandsvindmøller til at plante skov, som opsuger CO2. Kataloget giver konkrete eksempler på, hvor meget CO2, man kan spare. Det er udviklet i samarbejde med Albertslund, Frederikshavn og Sønderborg Kommuner.

Læs mere om de nye klimaværktøjer på plan09.dk

Plan09 er et partnerskabsprojekt mellem Realdania og Miljøministeriet ved By- og Landskabsstyrelsen. Projektet afsluttes ved udgangen af 2009 efter tre års arbejde med at styrke udviklingen af den kommunale plankultur. Primært ved at udbyde eksempelprojekter til kommuner inden for rammerne af arbejdet med Kommuneplan 2009. Plan09s sekretariat har også initieret en række andre aktiviteter, fx udgivelse af publikationer, foredrag, seminarer og en omfangsrig hjemmeside: www.plan09.dk.

Yderligere oplysninger

Christina Hoffer, planlægger, Plan09. E: chhof@blst.dk. T: 72 54 47 37

{{ title }}

{{ description }}