Første spadestik til ny kræftrådgivning for kræftpatienter og pårørende i Herning

Pressemeddelelse

25. april 2013

Fredag den 3. maj kl. 11.00 tager vi første spadestik til byggeriet af Hernings nye Livsrum. Arrangementet sker på Nørgaards Allé 10, og alle er velkomne til at deltage. Vi anbefaler praktisk fodtøj, da spadestikket sker på byggegrunden.

Spadestikket vil blive taget af en bruger af Kræftens Bekæmpelses nuværende kræftrådgivning i Herning. Det bliver en festlig dag, hvor repræsentanter for Kræftens Bekæmpelse, Realdania og Herning sygehus fejrer byggeriets start.

Visionen med den nye kræftrådgivning er at skabe et sted, hvor mennesker ramt af kræft, og deres pårørende, kan få hjælp og støtte, møde ligesindede og finde rum til at være sig selv. Livsrummet skal være et fristed, hvor den enkelte kan finde kræfter til at komme gennem sygdommen.

Byggeriet sker i samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og Realdania. Huset forventes færdigt i januar 2014. 

Syv nye kræftrådgivninger

Kræftens Bekæmpelse og Realdania vil henover de næste år bygge syv nye
kræftrådgivninger i Næstved, Aalborg, Herning, Vejle, Odense, Roskilde og Herlev. Projektet kaldes Livsrum. Seks ud af syv byggerier er nu i gang, den første rådgivning holder indvielse til juni. Det drejer sig om Næstved.

De nye rådgivninger kommer til at ligge tæt på de kræftbehandlende sygehuse, og nøgleordene for byggerierne vil være tryghed, hjemlighed, åbenhed og nærvær.

Realdania støtter projektet med 50 mio. kr. Støtten fra Realdania giver mulighed for at bygge huse af høj kvalitet, der giver kræftramte de bedst mulige rammer til at komme sig i. De penge, som Kræftens Bekæmpelse investerer i de nye kræftrådgivninger, kommer bl.a. ved salg af nogle af de nuværende rådgivninger.

Inspiration til Livsrum-konceptet er hentet fra de såkaldte Maggie Centre i England og Skotland.

Læs mere om Maggie Centrene.

Kræftens Bekæmpelse tilbyder i dag gratis rådgivning mere end 30 steder i landet. De større kræftrådgivninger huser som regel en bred vifte af aktiviteter, fra samtaler med professionelle rådgivere til møder med andre i samme situation eller kurser i motion og yoga.

I 2012 havde kræftrådgivningerne mere end 74.000 kontakter med kræftpatienter, pårørende og professionelle. Fire ud af fem mennesker, der besøger kræftrådgivningerne, siger efterfølgende, at de er blevet mere afklarede med deres situation.

Kræft er en folkesygdom. Hvert år rammes godt 32.000 danskere af en kræftsygdom, og omkring 210.000 lever med sygdommen eller følgerne heraf. Samlet set rammes hver tredje dansker af kræft i løbet af livet.

Læs mere om projektet
Livsrum.dk

{{ title }}

{{ description }}