To projektteam skal komme med bud på Nørrebros nye Superkile

Pressemeddelelse

20. november 2007

Projektkonkurrencen om en ny udformning af Superkilen på Nørrebro i København bevæger sig nu ind i sin næste fase. En enig dommerkomite har udvalgt to projektteam, som skal arbejde videre med deres bud på, hvordan Superkilen forvandles fra et gennemgangsområde til et levende og mangfoldigt byrum.

De to projektteam er:

  • BIG i samarbejde med Topotek 1, SUPERFLEX, HEINE PETERSEN og HELP kommunikation.
  • GHB Landskabsarkitekter i samarbejde med NORD, Flemming Brandtbjerg, Lise Egholm, Madeeha Mehmug og Louisa Skovlund.

"Der har været stor enighed i dommerkomitéen om, at de to valgte projekter rummer så overbevisende hovedgreb for Superkilens fremtidige udformning, at projekterne med en videre bearbejdning kan udvikle sig til to rigtig spændende forslag. Det, jeg især hæfter mig ved, er projekternes fokus på et levende byliv med muligheder for oplevelse, aktiviteter og fællesskab, og så synes jeg, at projekterne rammer godt ind i den 'nørrebro'ske ånd' ", siger dommerkomitéens formand Jesper Bladt Jørgensen.

"Begge projekter har et stort potentiale. Det er to nytænkende bud på, hvordan man med udgangspunkt i Mimersgadekvarterets særlige identitet og mangfoldighed kan løfte området og gøre det et sted, som de lokale er glade og stolte over", siger medlem af dommerkomiteen, projektleder Astrid Bruus Thomsen, Realdania.

De to forslag er udvalgt blandt de fem projekter, som i maj 2007 gik videre fra prækvalifikationen til projektkonkurrencen.

De to udvalgte projekter skal nu bearbejdes i forhold til dommerkomiteens bemærkninger, og efter bearbejdningen skal projekterne igen bedømmes på baggrund af en indstilling fra dommerkomiteen. Partnerskabet forventer, at der kan udpeges en endelig vinder medio januar 2008. Vinderen bliver totalrådgiver for den videre projektering og gennemførelse af Superkilen.

I den videre projektering skal der igen trækkes på lokale, naboer og brugere af Superkilen, som får mulighed for at arbejde med konkrete forslag til byrummet. Processen skal tilrettelægges i samarbejde med det valgte projektteam.

Superkile-projektet er en del af Partnerskabet, som i 2004 blev indgået mellem Københavns Kommune og Realdania. Målet med projektet er at gøre Nørrebro til centrum for et nyskabende byrum af international kaliber, der kan være til inspiration for andre byer og kvarterer. Projektet gennemføres i samarbejde med Områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret.

Vinderen af konkurrencen og projektkonkurrencens fire øvrige forslag forventes at kunne offentliggøres i januar 2008. 

{{ title }}

{{ description }}