Superkilen vinder stor international arkitekturpris

Pressemeddelelse

4. oktober 2016

Området Superkilen på Ydre Nørrebro i København har vundet en stor international arkitekturpris i Abu Dhabi for sin mangfoldighed.

Vinderen af den internationale arkitekturpris Aga Khan Award er i år det danske byrum Superkilen på Ydre Nørrebro.

Vinderen blev udråbt mandag den 3. oktober i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. Prisen er en af de fornemste arkitekturpriser i den muslimske verden og uddeles hvert tredje år. Superkilen fremhæves for at fremme integrationen på tværs af etnicitet, religion og kultur i området.

”Superkilen blev til i et tæt samarbejde med de lokale på Nørrebro og for at skabe et levende og multifunktionelt byrum, hvor der er plads til alle. Den har givet området et flot løft, og det er derfor dejligt at se, at Superkilen endnu engang vinder en pris – og især at den bliver flittigt brugt af både unge som gamle,” siger overborgmester, Frank Jensen (S).

Superkilen bugter sig som en del af ”Den Grønne Sti”, der løber fra Valby til Bispebjerg. Området hylder Nørrebros etniske mangfoldighed med symboler, der repræsenterer flere end 50 nationaliteter. Projektet er en del af Københavns Kommunes kvarterløft af Ydre Nørrebro i et partnerskab med Realdania.

”Superkilen er et rigtig godt eksempel på, hvordan nogle byrum på Nørrebro, kan påvirke livskvaliteten i området, fordi det bliver en social motor for samvær og integration på tværs af kvarterets forskellige grupper,” siger adm. direktør i Realdania Jesper Nygård.

I parken kan københavnerne hyggesnakke på gynger fra Irak og bænke fra Brasilien.  Det er bare nogle af de elementer, man finder på Superkilen som støtter op om områdets etniske mangfoldighed.


Kontakt

Overborgmester
Frank Jensen
via pressechef Rikke Egelund
T: 31 47 94 97 

Adm. direktør i Realdania
Jesper Nygård
via pressechef Pia Møller Munksgaard
T: 29 69 52 49

 

{{ title }}

{{ description }}