x

Millioninvestering skal løfte Tøndermarsken

Pressemeddelelse 4. juni 2016

Sammen med lokale kræfter vil kommunen, A.P. Møller Fonden og Realdania gøre Tøndermarsken endnu mere attraktiv og synlig.

Tønder Kommune, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Realdania vil sammen investere over 210 millioner kroner i et massivt løft af den sønderjyske Tøndermarsk. Investeringen skal sikre en bæredygtig udvikling af området.

- Tøndermarsken er et helt unikt område med et stort potentiale ikke mindst i forhold til turismen. Derfor skal vi synliggøre området mere og samtidig gøre det endnu mere attraktivt, blandt andet ved at skabe mere liv og atmosfære i Højers historiske og karakteristiske bymidte. Højer er oplagt som den naturlige indgang for besøg i Tøndermarsken, siger borgmester Henrik Frandsen fra Tønder Kommune.

Han glæder sig over, at A.P. Møller Fonden og Realdania ser mulighederne i området og ønsker at bidrage med meget store investeringer.

- Det er en håndsrækning noget ud over det sædvanlige, og det er en enestående chance, som vi vil gribe med både begejstring og taknemmelighed, siger borgmesteren.

Initiativet fokuserer på flere fronter. Udover byomdannelse i Højer handler det om udvikling af turisme og erhverv og etablering af stier og skilte, der skal give besøgende bedre adgang til Tøndermarsken. Da klimaændringerne har ført til forhøjet havvandstand, skal klimatilpasninger omkring Vidå også indgå i projektet.

Pengene skal bruges i løbet af de næste fem år. Og det er i høj grad op til de lokale erhvervsdrivende, borgerne samt organisationer og myndigheder at være med til at definere og konkretisere de projekter, der skal have støtte fra parterne.

Tøndermarsken er en del af det danske Vadehav. Området har siden 2010 været nationalpark, og i 2014 blev det optaget på UNESCOs prestigefyldte liste over verdensnaturarv.

- Tøndermarskens lige findes ikke andre steder i verden. Her er et enestående fugleliv og et landskab af vandløb, sluser og diger skabt af mennesker i grænselandet gennem århundreder. Derfor ser vi det som en national opgave at være med til at beskytte marsken og sikre bedre adgang til området, siger direktør Henrik Tvarnø fra A. P. Møller Fonden.

Området rummer desuden en række huse, der er præget af både dansk, tysk og frisisk bygningshistorie.

- Højer og Tøndermarsken rummer en unik bygningskultur, der er skabt med lokale materialer og tilpasset marsklandskabet. Sammen med den enestående natur og de mange egnsspecifikke fødevarer udgør det et enormt potentiale. Og det er hele det lokale potentiale, vi bygger på. Det er et uvurderligt afsæt for at udvikle og udbrede kendskabet til Tøndermarsken, siger filantropidirektør Anne Skovbro fra Realdania.

Parternes vision for projektet er at samle lokale, regionale og nationale kræfter om at udvikle Tøndermarsken, så området bliver endnu mere attraktivt at besøge, arbejde og bo i.

FAKTA

Budget

Samlet budget: 210,9 millioner kroner.
Heraf kommer de 111,3 millioner fra Tønder kommune. Realdania har bevilget 65 millioner kroner og A.P. Møller Fonden 25 millioner. 9,6 millioner forventes fra andre fonde. 
Pengene skal bruges i perioden 2016-2021. Tilgangen er, at turisme og fødevareområdet skal styrkes, så der skabes en varig effekt i området, og at der derefter ikke er behov for ekstern finansiering.
 

Hvad skal pengene bruges til?

  1. Fysisk opgradering af Højer. Torvet i Højer er det naturlige afsæt for ture i Tøndermarsken. Det vil betyde, at de relevante servicefunktioner bliver placeret på Torvet. Desuden er der behov for, at byen får et fysisk løft – det gælder ikke mindst nogle af byens bevaringsværdige og fredede bygninger.
  2. Nye stier, ruter og skilte skal forbedre besøgendes adgang til Tøndermarsken, beskytte naturen og give områdets gæster viden om områdets kultur-, natur- og fugleliv.
  3. Erhvervsudvikling: Fokus på at styrke turismeerhvervet blandt andet ved at udvikle netværk, strategier og fælles branding og markedsføring på tværs af brancher. Formålet er at styrke turismen - herunder en række unikke egnsspecifikke produkter inden for fødevarer.
  4. Klimatilpasning: Klimaændringer og forhøjet vandstand betyder, at det ikke længere er nok at bygge diger langs Vidå. Derfor ønsker kommunen en samlet plan for klimatilpasning langs åen. Indsatsen skal samtidig styrke de rekreative og naturmæssige kvaliteter.
  5. Og så er der afsat penge til at styrke organiseringen og den lokale forankring. Den lokale involvering skal bære udviklingen. Derfor er områdets erhvervs-, turist- og lokalforeningers involvering helt afgørende. Der er et tæt samarbejde med bl.a. Højer Lokalråd, Rømø-Tønder Turistforening, Tønder Erhvervsråd og Dansk Kyst- og Naturturisme, Nationalpark Vadehavet og Schackenborg Fonden. Det lokale erhvervsliv og andre kræfter skal også være med til definere en række af de konkrete projekter, der skal i gang i løbet af de kommende fem år.

Hvorfor gør vi det?

Visionen er, at Tøndermarsken bliver et område, det er attraktivt at besøge, bo og arbejde i.

  • Tøndermarsken er unik: Dens lige findes ikke andre steder i verden. Vi skal arbejde sammen for at bevare, beskytte og benytte dette uvurderlige kulturlandskab.
  • Tøndermarsken har potentiale for oplevelse: Et landskab af vandløb, sluser og diger skabt af mennesker gennem århundreder; danske, tyske og frisiske bygningsperler og lokale fødevarer kan give turister og besøgende en helt speciel oplevelse. Det er det lokale potentiale, der er afsæt for at skabe udvikling.
  • Tøndermarsken har brug for et løft: Turister søger kvalitet. Det vil sige, at de udover naturoplevelser også har brug for at kunne spise godt og opleve en by (Højer) med liv. Det vil også øge livskvaliteten for områdets beboere. Turister i Tønder-området bruger i gennemsnit 454 kroner om dagen. Landsgennemsnittet er 598 kroner. Der er altså et potentiale for at give turister flere tilbud.
  • Tøndermarsken engagerer lokale kræfter: Tønder Kommune og andre lokale kræfter har været den afgørende drivkraft. Der er et stort engagement, der kan og vil drive initiativet videre også udover den fem-årige periode.
  • Tøndermarsken er også påvirket af klimaændringer: Klimaforandringerne har betydet, at havvandsstanden er forhøjet. Derfor er det ikke længere nok at bygge diger langs Vidå. For at undgå oversvømmelser, er det vigtigt at håndtere overfladevand i byerne og etablere reservoir-kapacitet langs Vidå.
    Tøndermarsken er et fælles ansvar: Tøndermarsken er som en del af Vadehavet optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Vi kan ikke overlade det til Tønder alene at beskytte og udbrede kendskabet til et af verdens mest anerkendte naturområder.
  • Tøndermarsken er udfordret: Tønder Kommune har gennem de seneste ti år oplevet stor fraflytning og tab af arbejdspladser samt forfald af bygningskulturelle værdier.

Hvornår gør vi det? 

Initiativet løber over fem år. 

I dag har vi taget det første skridt og bevilget pengene. Det har vi gjort på baggrund af en grundig forundersøgelse af potentialet. Da lokal involvering er en afgørende forudsætning, skal mange konkrete projekter udføres i samarbejde med lokale foreninger, erhvervsliv og turismeorganisationer. Derfor kan det være svært konkret at beskrive enkeltprojekter.

I efteråret planlægger vi et borgerarrangement, hvor vi indbyder til ideudvikling med borgere, foreninger, erhvervsliv og andre interesserede.