x

Andelssamfund vil integrere udviklingshæmmede

Pressemeddelelse 27. maj 2009

Et andelssamfund uden for Århus vil have en gruppe unge udviklingshæmmede til at bo og arbejde i deres lille lokalsamfund. Realdania og Århus Kommune støtter projektet, der går ud på at skabe de bedst mulige fysiske rammer.

Andelssamfundet i Hjortshøj og Århus Kommune ønsker at etablere et bosted for psykisk udviklingshæmmede unge. Det er målet, at de unge bliver en del af det eksisterende andelssamfund og deltager i det daglige arbejde med f.eks. at passe dyr og grøntsager i det økologiske landbrug.

Formålet med projektet, der har fået navnet "Vimby" (Welcome in My Backyard), er at skabe nogle fysiske og sociale rammer, som baner vejen for en succesfuld integration af de unge udviklingshæmmede. Det er vigtigt for projektets parter, at der ikke blot bliver tale om et nyt bosted – men i høj grad også et sted, hvor de udviklingshæmmede føler, at de er en del af en hverdag og et arbejdsmæssigt fællesskab.

Lisbeth Jensen, formand i Udviklingshæmmedes Landsforening (ULF) glæder sig over projektet:
"Vimby kan meget vel komme til at sætte nye standarder for, hvordan samfundet fremover tænker og planlægger hverdagen for udviklingshæmmede. De fysiske rammer har også meget stor betydning for udviklingshæmmedes hverdag. I ULF ser vi frem til at få kortlagt, hvordan områder som boligens størrelse, indretning og placering i forhold til kommende naboerne kan give vores medlemmer gode levevilkår. Vi kan her også vise nogle muligheder for, hvordan vi kan blive en del af et lokalsamfund, der kan understøtte vores medlemmers mange forskellige ønsker og behov", siger Lisbeth Jensen.

Realdanias støtte til projektet er koncentreret om at kvalificere grundlaget for projektet, som blandt andet omhandler en totalentreprise-konkurrence for det nye byggeri. Det forventes, at konkurrencen bliver udskrevet før sommerferien.

"Vi ved, at de fysiske rammer har stor betydning for en succesfuld integration af socialt marginaliserede grupper, og når et andelssamfund selv gør en aktiv indsats for at integrere en gruppe af unge udviklingshæmmede, så vil vi naturligvis gøre, hvad vi kan for at kvalificere grundlaget for projektet", siger projektleder i Realdania, Marianne Kofoed. – " Vi ser Vimby som et sympatisk projekt med en stærk social dimension, og med vores støtte håber vi at kunne fremme interessen for lignende projekter andre steder i landet."

"Jeg er meget glad for, at vi sammen med Andelssamfundet og Realdania kan realisere bofællesskabet i Hjortshøj. Det er inklusion i praksis, og projektet er et godt eksempel på, hvordan organisationer, lokalområdet og offentlige myndigheder kan samarbejde om løsningen af sociale opgaver," siger driftsområdechef for Voksenhandicap i Århus Kommunes Socialforvaltning, Asger Birger Klausen, der håber projektet kan inspirere til lignende samarbejder i fremtiden.
 

Yderligere oplysninger:
Projektleder Marianne Kofoed, Realdania, tlf. 70 11 66 66
Jane Jensen, Politisk rådgivning i ULF.  Mobil telefon 51 33 23 07
Driftsområdechef Asger Birger Klausen, Århus Kommune, telefon 8713 41 44
Erling Deigaard /Karin Myatt, Andelssamfundet Hjortshøj, tlf. 29 91 60 56/86227484

 

Om projektet:
Der skal bygges i alt 16 boliger, som bliver opført efter loven for almenboliger. Boligerne bliver finansieret af Århus Kommune, og anlægsbudgettet er på godt 23 mio. kr. Projektet bliver forankret i en styregruppe med repræsentanter for Århus Kommune, Udviklingshæmmedes Landsforening (ULF), Andelssamfundet Hjortshøj og Realdania, som støtter projektet med 2,8 mio. kr.
 
Om Andelssamfundet i Hjortshøj:
Andelssamfundet i Hjortshøj (AIH)j er et lille lokalsamfund, som er bygget på et socialt og bæredygtigt grundlag.. AiH består af 7 bogrupper af forskellig størrelse. Med en 8. bogruppe, som et bofællesskab for udviklingshæmmede, beriger vi det allerede eksisterende fællesskab. De cirka 200 beboere i andelssamfundet er fælles om spisning, transport og kulturelle aktiviteter. Derudover driver andelssamfundet et økologisk landbrug.