x

Bymidtepuljen - Viden og forskning

Søg støtte til jeres videns- eller forskningsprojekt under Bymidtepuljen

Bymidterne er under pres. Og der mangler viden om, hvorfor det er sådan, hvad det har af konsekvenser, og hvordan vi omstiller og fremtidssikrer bymidterne.

Derfor har vi i Realdania afsat midler til at støtte en række videns- og forskningsprojekter, som kan kvalificere videns- og beslutningsgrundlaget for arbejdet med at sikre levende, attraktive og meningsfulde bymiljøer.

Vi forventer at støtte 5-10 projekter med op til 1 mio. kr. (dybdegående undersøgelser) eller 0,5 mio. kr. (pilotprojekter med fokus på metodeudvikling og -afprøvning) per projekt. Samtidig forventer vi, at Realdanias støtte suppleres med en vis grad af egen- eller medfinansiering, som afspejler et ejerskab til projektet, omfanget vurderes fra projekt til projekt.  

Alle, som arbejder med at skabe og anvende viden om bymidterne kan søge støtte til et projekt - eksempelvis universiteter, arkitektskoler, rådgivere, kommuner, staten og brancheorganisationer. 

I vurderingen af projekterne vil vi lægge vægt på:

  • Projektets bidrag til feltet: At projektet skaber enten ny/opdateret viden eller nye metoder/redskaber, som gør os klogere på bymidternes tilstand, udfordringer og potentialer   
  • Projektets organisering og forankring: At projektorganiseringen afspejler såvel de aktører, der skal skabe viden, som de aktører, som skal modtage og anvende den i praksis.

P rocessen

Hvis I overvejer at søge støtte, vil vi opfordre jer til at tilmelde jer vores online informations- og spørgemøde 10. september. 

Tilmelding til informationsmøde

Mødet bliver optaget og lagt på realdania.dk/bymidtepuljen-viden efterfølgende. Her forventer vi også løbende at opdatere med spørgsmål og svar af generel karakter og interesse - i første omgang efter spørge- og informationsmødet, derefter under vores løbende dialog med potentielle ansøgere.

Hvis I ønsker at søge støtte, er første skridt at indsende en interessetilkendegivelse med en indledende beskrivelse af jeres videns- eller forskningsprojekt senest den 20. september 2024 kl. 12:00.

Med afsæt i interessetilkendegivelserne foretager vi en 1. udvælgelse af de projekter, som vi mener bedst lever op til formålet om at tilvejebringe ny eller opdateret viden om bymidternes tilstand, udfordringsbillede og potentialer. De projekter, der bliver valgt ud – vi forventer et sted mellem 10-15 projekter – inviteres til et online sparringsmøde i efteråret, hvor de vil få feedback på interessetilkendegivelsen og mulighed for sparring forud for en egentlig ansøgning om støtte.

De projekter som er blevet udvalgt ud i 1. runde og har deltaget i sparringsmøde har mulighed for at sende en ansøgning om støtte senest den 18. december 2024 kl. 12:00.

Senest i marts 2025 får alle ansøgere svar på deres ansøgning.

Forudsætninger for at søge støtte

Vi forventer, at projektejer og væsentlige samarbejdspartnere deltager i 2-3 fysiske sparringsmøder undervejs i projektperioden. På møderne samler vi de forventede 5-10 vidensprojekter, med det formål at få en status på de enkelte projekter, dele foreløbige erkendelser og drøfte evt. spørgsmål, der er opstået undervejs. 

Derudover skal projektejer i projektperioden stå til rådighed for at deltage i 2-3 planlagte netværksmøder, konferencer eller lignende, hvor projektet kan præsenteres og deler konklusioner.

Endelig forudsættes det, at projektet kan færdiggøres indenfor den periode, hvor Realdanias Bymidtepulje er åben, dvs. inden udgangen af 2027.

Kontakt

Hvis I har spørgsmål til Bymidtepuljen eller ansøgningsprocessen, er I velkommen til at kontakte:

Sekretariatsleder  
Kira Maria Svankjær, BARK Rådgivning på 
kira@b-a-r-k.dk  
22 31 59 73