x

På kulturtur i Danmark

Skal du holde sommerferie i Danmark? Mangler du ideer til en tur ud i det blå? Interesserer du dig for bygningskultur? Vi har samlet en håndfuld udflugtsideer til steder i Danmark, hvor bygningerne fortæller en særlig historie – om fortidens håndværk og industri – men også om nutidens fællesskaber.

På kulturtur i Danmark

Et nedlagt baneområde, et gammelt industrianlæg eller en brolagt sidegade kan gøre os klogere – både på hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Men historien skal leve, og bygninger skal bruges til hverdag. Ellers mister de deres betydning. I Realdania arbejder vi derfor med at udvikle bygninger, byrum og bydele, så de får nyt liv til gavn for fællesskabet.

Vores fælles kulturarv indbyder til nye oplevelser i en historisk ramme – både i ferier og i hverdagen. Vi håber, du vil lade diginspirere til en omvej i sommerlandet på denne side og i vores app.

Realdania projekter - en app

Tag med på tur

Christiansfeld

I Christiansfeld står bygningerne næsten som for 200 år siden og er et af de tidligste eksempler i Danmark på en egentlig byplanlægning. Den historiske bykerne er bevaret som et levende sted med respekt for kulturarven, og er et unikt kulturmiljø på UNESCO’s verdensarvsliste.

Christiansfeld UNESCO Verdensarv

Spinderihallerne i Vejle

Omdannede industrihaller som i dag er et kreativt center fyldt med kunstnere, erhverv og arrangementer for alle. De over 100 år gamle Spinderihaller i Vejle har fået nyt liv og er i dag et kulturelt samlingspunkt, som du bør besøge, næste gang du er i byen. Spinderihallerne er et glimrende eksempel på bygninger, som fortæller en særlig historie – om fortidens håndværk og industri – men også om nutidens fællesskaber.

Spinderihallerne

Mønsted Kalkgruber

Tag børnene med under jorden i en moderniseret attraktion i særklasse. Mønsted Kalkgruber ved Viborg er ikke alene verdens ældste kalkgruber, men også et pragteksempel, på hvordan man med den rette restaurering kan modernisere et stykke unik kulturarv og føre vores fælles historie videre.

Efter en omfattende restaurering i 2017 er anlægget og bygningerne, som blev opført i perioden 1870-1930, i dag opgraderet til en moderne kulturattraktion med optimale, tilgængelige og smukke rammer for besøgende – selvfølgelig også med barnevognen, når hele familien skal på udflugt.

Mønsted Kalkgruber

Maltfabrikken

Maltfabrikken i Ebeltoft er Djurslands nye kulturcentrum og i dén grad et besøg værd, når sommeren skal fyldes med gode oplevelser i det danske sommerland. Her kan du gå på museum, besøge kreative værksteder og skylle det ned med en kold øl fra mikrobryggeriet under samme tag. 

I de majestætiske, røde bygninger møder fortidens industri og bygningsarv morgendagens arkitektur, kreativitet, erhverv og kultur. Det storslåede projekt er et godt eksempel på, hvordan gamle industribygninger kan få nyt liv, hvordan vi er med til at sikre vores bygningskulturarv og skaber nye rammer for fællesskaber og oplevelser.

Lodbjerg Fyr

Nationalpark Thy er smuk fra alle vinkler. Men udsigten fra toppen af det 35 meter høje Lodbjerg Fyr er alligevel noget for sig og turen op ad den snoede trappe værd. Vi har støttet en nænsom restaurering af det 130 år gamle fyr og de omkringliggende bygninger, til gavn for både lokale og besøgende her i den sydlige del af nationalparken.

Lodbjerg Fyr

Sea War Museum

Hør, se og mærk historien om verdenshistoriens største søslag, Jyllandsslaget, i de bevaringsværdige røde barakker, som er en del af Sea War Museum Jutland. 
Godt 100 kilometer vest for Thyborøn kæmpede 100.000 britiske og tyske soldater i 1916 på 250 skibe, hvis kanontorden kunne høres inde på land. Jyllandsslaget og andre maritime krigshistorier er omdrejningspunkt for Sea War Museum. Vi støttede i 2015 restaureringen af De Røde Barakker som en måde at bevare, aktivere og udvikle et markant kulturmiljø.

Sea War Museum

Holmegaard Værk

Danmarks berømte glasværk, Holmegaard Glasværk udgjorde engang et helt lille samfund med fabrik, boliger, skole, kro, kapel og arbejdspladser til egnen. Nu er Holmegaard Værk genopstået, og du kan besøge en fascinerende verden af kunsthåndværk, designtradition og industrihistorie.

Holmegaard Værk

Banegaarden

DSB’s gamle trælader fra 1900-tallet slog sidste år de store porte op til Københavns nye, bæredygtige madnarnia og pustede nyt liv i en ellers tilgroet del af DSB’s banearealer i udkanten af Vesterbro. Vi har været med til at støtte renoveringen for at bidrage til at skabe en ny attraktion i området, der fastholder stedets identitet og sætter bæredygtighed, fællesskaber samt det gode, sunde liv på dagsordenen. Alt sammen i historiske, industrielle og stemningsfulde bygninger og rammer.

Banegaarden

Kronborg

Det verdenskendte renæssanceslot i Helsingør er både på UNESCOs verdensarvsliste og på mange turisters liste på besøg i Danmark. Og med god grund, for det mere end 400 år gamle slot på kanten af Øresund rummer fantastiske historier om konger, krige og ekstrem dekadence. Vi har støttet landskabsprojektet Kulturhavn Kronborg i havneområdet mellem Kronborg Slot og Helsingør Værft, som er blevet revitaliseret og gjort det historiske monument til en del af den moderne by.

Kronborg

Store Tårn Christiansø

En tur til solskinsøen og så lige en kort sejltur ud til Christiansø. Det er i sig selv sommeroplevelser i dansk topklasse. Og et kig inden for i Store Tårn føjer et ekstra element til et besøg på øerne længst mod Øst. Perlen i det tidligere fæstningsværk fra 1600-tallet har nemlig fået nyt liv, efter at et restaureringsprojekt har sikret bygningsværkets bevaring for eftertiden og gjort tårnet til en attraktion, der danner ramme for nutidige kunst - og kulturoplevelser – til gavn for både beboere og turister.

Store Tårn Christiansø

Ærø Whiskydestilleri

Har du skønne Ærø stående på listen over sommerens ferieplaner, kan vi varmt anbefale dig at besøge det charmerende og stemningsfulde whiskydestilleri i Ærøskøbing. Et gammelt og bevaringsværdigt vaskehus i den Gamle Købmandsgårds baggård er med støtte fra os blevet totalrenoveret, så det nu huser Danmarks mindste whiskydestilleri. På 36 hyggelige kvadratmeter i bindingsværkshuset kan du få smag for den rige ærøske lokalproduktion og lokalt kulturmiljø.

Ærø Whisky