Gammelby Mølle: Vandkraft og kulturmiljø
Grib chancen for at opleve en helt særlig vandmølle med stuehus, avlsgård og mølledam, der vidner om vandkraftens betydning i dansk landbokultur før industrialiseringen. Oplev de nyrestaurerede bygninger, hvor du kan gå en tur gennem historiske stuer og opleve møllemekanikken i træ og et bevaringsværdigt bindingsværk. Deltag senest den 17. august i lodtrækningen om 20 x 2 billetter til arrangementet.
Rundvisning
Dato
17. september 2025
Adresse
Gammelby Møllevej 62
7000 Fredericia
For medlemmer af Realdania

Gammelby Mølle i Fredericia
Foto: Kurt Rodahl Hoppe
Realdanias medlemsarrangement: Gammelby Mølles unikke kulturmiljø
Kom med os på en tur gennem Gammelby Mølle ved Fredericia, hvor du får et unikt indblik i Realdania By & Bygs restaurering af den fredede ejendom, som sikrer, at dette stykke unikt kulturarv bevares for fremtidige generationer.
Under rundvisningen skal vi opleve vandmøllens fascinerende mekanik og forstå dens mange anvendelser, fra at male korn til at forarbejde klædestof. Vi besøger også stuehuset, hvor vi træder ind i en tid, der emmer af historie, og ser de smukke håndmalede kalkmalerier i stadsestuen. Turen går desuden rundt på avlsgården, hvor vi hører om gårdens plads i datidens landbrugsmiljø.
Adresse
Gammelby Møllevej 62, 7000 Fredericia
Tid
Onsdag den 17. september 2025 kl. 15.15 - 16.30
Særlig info
Mødested: Vi mødes på den lille gårdsplads mellem stuehuset og møllehuset. Hold øje med de røde Realdania-flag.
Parkering: Man kan parkere på den store gårdsplads, men porten er meget smal, og hjulsporet er dybt. Man kan også parkere på et jordstykke ved mølledammen. Der er dog begrænset plads. Alternativt skal man holde i vejsiden, men vær opmærksom på, at vejen er smal, og andre biler skal kunne passere.
Tilgængelighed: Gårdspladserne er belagt med marksten, som er ujævne og derfor kan være en udfordring for dårligt gående. Hverken stuehuset, møllen eller avlsgården er indrettet til brug af kørestole.
Program
15.15: Realdanias vært byder velkommen.
- Arkitekt Lise Christensen viser rundt og fortæller om møllens historie og væsentlighed som maskine i den førindustrielle tidsalder.
- Turen går indenfor i møllen, hvor vi inspicerer mekanikken af træ.
- Vi skal også indenfor i stuehuset, hvor nogle meget smukke kalkmalerier har overlevet siden midten af 1800-tallet.
- Undervejs hører vi også, hvorfor Realdania By & Byg har købt gården, hvad den repræsenterer i dansk arkitekturhistorie og om arbejdet med at restaurere både huset, møllen og avlsgården, der opført omkring år 1800.
16.30: Tak for i dag!
Mere om projektet: Gammelby Mølle
Gammelby Mølle med vandmølle, stuehus, avlsgård og omgivelser med mølledam udgør et enestående samlet kulturmiljø, der vidner om vandkraftens betydning og anvendelse i dansk landbokultur før industrialiseringen. Møllen er fredet og indgår i Realdania By & Bygs samling af knap 70 historiske ejendomme.
Konkurrencebetingelser
Pladserne ved vores arrangementer fordeles ved lodtrækning.
Bemærk, at pladserne skal benyttes af medlemmer med ledsagere og ikke kan overdrages til andre.
Deltag i konkurrencen senest søndag den 17. august 2025. Vinderne får direkte besked på mail mandag den 18. august.
Vi oplever, at mange medlemmer ønsker at deltage i vores arrangementer. For at give flest mulige medlemmer chancen for at deltage, har vi valgt at indføre en midlertidig karantæne for både vindere, der deltager i arrangementer og vindere, der udebliver uden afbud: Hvis man har vundet plads på et arrangement, vil man først kunne blive udtrukket som vinder igen 45 dage efter, man udtrækkes som vinder. Hvis man udebliver fra et arrangement uden at melde afbud senest 24 timer før, vil man først kunne blive udtrukket som vinder igen 60 dage efter, man udtrækkes som vinder. Herefter kan man igen indgå i konkurrencer på lige fod med alle andre medlemmer.
Hvis et arrangement gentages flere gange på samme dag, kan man desuden kun tilmelde sig lodtrækningen på et af tidspunkterne.
Påmindelse via SMS
Hvis du vinder pladser til arrangementet og har oplyst dit telefonnummer til Realdania, vil du modtage en påmindelse på SMS 1-2 dage før arrangementsdagen. Realdania behandler dine personoplysninger i overensstemmelse med vores persondatapolitik. Vær særligt opmærksom på punkt 2.e og 2.f i persondatapolitikken, der vedrører deltagelse i arrangementer og konkurrencer. Hvis du har fået nyt telefonnummer, må du meget gerne give os besked via mitrealdania@realdania.dk.
Bliv medlem af Realdania
Du kan deltage i konkurrencen, hvis du allerede er medlem af Realdania. Boligejere kan blive medlem - det er gratis at være medlem og gratis at deltage i medlemsarrangementer.