5 kg hæder og ære til Realdania By & Byg
Fra 2014 til 2017 restaurerede Realdania By og Byg, to fredede bygdehuse i Ilimanaq. Nu er arbejdet i det nordvestlige Grønland tildelt Europa Nostra kulturarvspris 2018. Mandag den 24. september blev projektet hædret i Det Grønlandske Hus i København.
En fem kilo, smukt designet hæderspris fra Europa Nostra til Realdania By & Byg gjorde et kortvarigt, festligt stop i Det Grønlandske Hus i København, inden sin rejse videre til Poul Egedes hus i Ilimanaq i Grønland.
Bronzeplaketten er den synlige del af den prestigefyldte Europa Nostra kulturarvspris 2018, som Realdania By & Byg modtog i foråret for restaureringen af to historiske bygninger fra 1700-tallet i Ilimanaq i Grønland: Missionæren Poul Egedes hus og et pakhus.
Ved prisfejringen i København understregede Erik Vind, formand for Europa Nostra Danmark, at det er et nåleøje at komme igennem til en kulturarvspris for restaurering. Men at der ikke var ingen tvivl om, at Realdanias By & Bygs projekt skulle have prisen.
Daniel Thorleifsen, direktør for Grønlands Nationalmuseum & Arkiv takkede for det mangeårige, gode samarbejde med Realdania By & Byg. Han fremhævede, at kulturarven nu er sikret for fremtiden, og at restaureringsprojektet tilmed har sat gang i en positiv udvikling for Ilimanaq.
Noah Boe-Whitehorn, restaureringsarkitekt på projektet, fortalte om de vanskelige klimatiske forhold, som arbejdet er udført under. Han takkede de lokale håndværkere og fortalte, hvordan de lærte nye færdigheder undervejs i projektet.
Peter Cederfeld, adm. direktør i Realdania By & Byg takkede for den fornemme pris og fremhævede, at projektet ikke havde været muligt uden den store indsats, som alle samarbejdspartnere har ydet i Grønland og i Danmark.
Læs mere om projektet "Historiske huse i Ilimanaq"
Udvikling gennem bevaring og uddannelse
Realdania By & Byg købte i 2014 de to fredede huse i Ilimanaq - missionæren og handelsmanden Poul Egedes hus og et nærtliggende pakhus begge fra 1700-tallet. Købet skete på baggrund af et årelangt samarbejde med Selvstyret i Grønland, Grønlands Nationalmuseum, den daværende Qaasuitsup Kommunia i dag Avannaata Kommunia og turismeorganisationen World of Greenland.
Målet var at skabe udvikling i området gennem bevarelse af de unikke historiske huse og formidling af en levende bygningskultur. Området er også på UNESCO-listen med verdensarv på grund af sin enestående natur- og kulturarv.
Sideløbende med Realdania By & Bygs restaurering har Selvstyret gennem Grønlands Nationalmuseum & Arkiv bidraget væsentligt til projektet. World of Greenland har opført 15 nye turisthytter og ikke mindst har daværende Qaasuitsup Kommunia i dag Avannaata Kommunia forbedret infrastrukturen med ny kloakering og affaldshåndtering, ny vandforsyning, nye stiforløb og bedre anløbsforhold i havnen, som har skabt nye arbejdspladser.
Restaureringen og udviklingen til bæredygtig turistdestination er således sket i samarbejde med lokal arbejdskraft og som et praktisk læringsprojekt, hvor restaureringshåndværket har kunnet gives videre.
I begrundelsen for prisen fremhæver juryen da også - udover den ”høje kvalitet af forundersøgelsen og restaureringsarbejdet under svære klimatiske forhold” - netop ”den vigtige uddannelseskomponent” og projektets bidrag til at skabe en økonomisk bæredygtig fremtid for lokalsamfundet gennem bevarelse af europæisk kulturarv.