Høj livskvalitet på Bornholm

I de evigt udskældte yderområder er danskerne mere tilfredse med livet end i storbyen. Det viser en undersøgelse af livskvalitet, som Realdania og Gallup har foretaget i 2018. Konklusionen står i modsætning til de forfaldshistorier, man ofte møder i de danske medier. Derfor støtter vi frem mod 2022 et stort forskningsprojekt, som skal undersøge livskvaliteten i yderområder og landdistrikter nærmere. 

For allerede nu at begynde samtalen om modsætningsforholdet har vi samlet tre interessante profiler med en særlig viden om og tilknytning til yderområderne: Winni Grosbøll, Bornholms borgmester; Søren Møller Christensen, tilflytter på Bornholm og partner i rådgivningsvirksomheden carlberg/christensen med speciale i by- og landdistriktsudvikling; samt Pia Heike Johansen, lektor ved SDU, koordinator for forskningsprojektet og tilflytter til en lille landsby i Odsherred.

Samtalen, som fandt sted den 13. juni på Folkemødet på Bornholm, ledte frem til nogle interessante pointer om potentialet i  livet i et yderområde, Bornholms kvaliteter men også risici. Samtalen er gengivet nedenfor i forkortet form.

Et skæbnefællesskab

Både Søren Møller Christensen, Winni Grosbøll og Pia Heike Johansen har oplevet at flytte fra by til land og er enige om, at de små lokalsamfund kan noget særligt. Her arbejder man sammen – også med dem, der ikke minder om én selv – om at skabe rammer for det gode liv.

Pia Heike Johansen: Dengang undersøgelsen om danskernes livskvalitet kom ud offentligt, fik jeg en journalist i røret fra en stor dansk avis, som normalt aldrig beskæftiger sig med landdistrikter, som brugte rigtigt meget tid på at spørge: Er det ikke bare, fordi folk er lidt dummere derude? Er det ikke bare, fordi de ikke har fundet ud af, hvor godt der er i København? Han fandt hele tiden på bortforklaringer på, hvorfor resultaterne var en fejl. Han kunne simpelthen ikke tro tallene.

Søren Møller Christensen: Min kone og jeg havde boet i København i 20 år og opfattede os som rigtige storbymennesker. Vi havde det perfekte setup med lejlighed og sommerhus. Men så passede rammen pludselig ikke længere, da børnene blev større. Nu har vi boet i Grisby i halvandet år, og jeg vil sige, at vi er blevet lykkeligere. Børnene kan blomstre her. Der er plads til eventyr. I lejligheden brugte vi timer på at se de der tv-udsendelser om, hvordan man superoptimerer sin lejlighed, så hver lille ting kan fem ting. Til sidst blev vores lejlighed så overprogrammeret, at det var ikke plads til, at børnene kunne tænke nye tanker. Nu har vi en hektar ned til vandet med vores egen lille havn, for det samme som 75 m2 koster på Vesterbro.

Winni Grosbøll: Jeg havde lidt af den samme oplevelse. Jeg flyttede hjem til Bornholm med to børn fra den lille toværelses lejlighed på Østerbro, og jeg kan huske den der følelse af at åbne havedøren, og så stormede børnene ud og var væk i timevis. Der er bare højt til loftet her på øen. Jeg bliver klaustrofobisk i storbyen, og især om sommeren kan jeg slet ikke være i København. Her på øen er der plads til, at man kan gøre, lige hvad der passer én. Ingen ser skævt til én her. Det gør de faktisk i storbyen. På Østerbro var det hele så stiliseret; du skulle helst bage de rigtige boller. Det er der ikke meget af på Bornholm. Vi er ikke så mange, og derfor lever man med, at de andre ikke er som én selv. 

Søren Møller Christensen: Det er et skæbnefællesskab i sådan en landsby. Og de små samfund, som forstår, at man må arbejde sammen om tingene, og som også lærer at tage imod udefrakommende i de her år, det er dem, der overlever. 

Winni Grosbøll: På Bornholm er vi altid lige lidt for få og for små til alting. Vi ved, at man må gøre lidt ekstra for at få det til at fungere – eller acceptere, at tingene ikke er 100 % perfekte, men kun 70 %. Vi hjælper hinanden, og nogle gange bliver det nogle underlige løsninger, men vi får det til at lykkes. 

Søren Møller Christensen: Det var netop en væsentlig værdi, vi ville give vores børn, da vi flyttede herover, at de skulle være del af lokalfællesskab, hvor man er med til at bygge noget op. Herovre sker der kun de fede ting, man selv skaber. 

Bornholms særlige tiltrækning 

Solskinsøen er på mange måder ikke som andre provinsområder. Her er der ganske forskellige aktivitetsniveauer og stemninger på forskellige tider af året, og de mange gæster – derunder særligt københavnere – sætter deres præg på øen. 

Winni Grosbøll: Bornholm er særlig ved, at der er meget stor forskel på sommer og vinter. I sommerperioden er der tre gange så mange indbyggere, som der er til daglig, og så sker der rigtigt meget. Hvis du sidder på Gæstgiveren en julidag, er det jo næsten som at sidde på Østerbro. Der er ikke mange der taler bornholmsk. Så på den måde er der noget nærmest urbant her, som andre provinsområder ikke har. Men Bornholm er i virkeligheden bedst i september måned, når vi begynder at pakke sammen, og der bliver fred og ro, og vi trækker indendørs. September måned på Bornholm er ligesom køkkenet til en rigtig fed fest. Så sidder man der ud på natten med en kold øl og en pølsemad med de bedste venner. 

Søren Møller Christensen: Vintertiden er også ret fantastisk, fordi man rykker sammen, og det er der, foreningerne blomstrer. 

Winni Grosbøll: Øen kan rigtigt mange ting, fordi den har så mange forskellige sæsoner, og det er nok lidt anderledes end i de fleste provinsområder. For nogle år siden gjorde vi det muligt at blive bornholmer på halv tid. Du kan erhverve forskellige boliger på Bornholm, hvor du ikke behøver bo 365 dage om året, og det gør, at vi har fået en ny gruppe bornholmere. Jeg synes, det er fedt at få tilflyttere. Vi vil rigtigt gerne være mange flere.

Søren Møller Christensen: Noget, der er centralt for Bornholm, er også, at der er mange, der både føler sig forbundet til København og til Bornholm. Der er mange hjemvendte. Og tilbageflytterne kender det lokale og har et netværk, men de har også en masse idéer udefra. Og så er der de mange deltidsbornholmere, som Winni taler om. Den kobling har enormt stor kraft, for det kan forbinde det lokale med alt det, der sker udenfor. 

Pia Heike Johansen: Det går i bølger, at der er nogle områder, der bliver ‘in’ i perioder – Klitmøller var én af de første, hvor en masse – særligt københavnere – flyttede op og trak deres netværk med sig og dannede små enklaver. 

Tømmermændene 

Bornholm oplever i disse år en opblomstring, men det er en langsom proces, for der har længe været flere samfundstendenser, der over hele landet trækker folk imod de store byer. Samtidig er fremgangen usikker, for de økonomiske konjunkturer har betydning for, hvordan de små lokalsamfund klarer sig.   

Pia Heike Johansen: Man skal huske, at denne her voldsomme affolkning, der har været over de sidste 10-12 år, startede omkring kommunalreformen, hvor man centraliserede inden for kommunerne, så de små samfund blev ladt i stikken. Man centraliserede alle uddannelsesinstitutionerne, samtidig med at man havde en forventning om, at de unge skulle tage en længere uddannelse, så selvfølgelig måtte de ind til byerne og blive der længere. Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er steget helt enormt, så der går også længere tid, før man føler behovet for at komme ud i en have. Så der er sket rigtigt mange ting i samfundet de sidste 10-12 år, som har gjort, at man er blevet længere i byen. Og det er selvfølgelig hårdt for de mindre samfund. Men generelt ser vi, at folk er begyndt at vende tilbage. 

Winni Grosbøll: Man definerer også selv lidt sin virkelighed. For ti år siden blev jeg borgmester, og der synes jeg, at vi brugte rigtigt lang tid på at tale om, at det var synd for os, og at regeringen havde glemt os. Men det gider man jo ikke være en del af. Så vi har brugt krudt på at vende bøtten og skabe en erkendelse af, at hvis vi vil have folk hertil, bliver vi nødt til at fortælle, at her er fedt at være. Det er jo ikke, fordi tingene har været nemme på Bornholm i den periode, for vi har lukket ti skoler og seks plejehjem og et utal af børnehaver. Men der har været en mental rejse, hvor man er begyndt at fokusere på, hvorfor vi bor her. Det betyder noget, hvilken virkelighed vi fortæller hinanden. For nogle gange bliver ord til virkelighed.

Søren Møller Christensen: Konjunkturer betyder også meget for, hvorfor nogle steder vokser, og nogle går tilbage. Vi er i en højkonjunktur nu, og fordi det er så svært at få en lejlighed i København, bliver man presset til at tænke anderledes. Samtidig har vi så mange jobs i Danmark, at man tør tage en chance og sige op og flytte. Jeg mener, at den vigtigste diskussion, vi kan have lige nu, er: Hvordan sikrer vi, at de områder, som har en vækst nu, bliver resiliente over for den lavkonjunktur, som kommer, og som rammer landdistrikterne og de udsatte områder først? Hvordan sikrer vi, at det ikke bare bliver nogle heydays, og så får vi tømmermændene bagefter? 

Arkitektur til hverdagsliv og turisme

Landdistrikterne kan blive attraktive på længere sigt for både beboere og turister, hvis man bygger til det gode hverdagsliv. Flot arkitektur kan gøre en forskel for et områdes image, men det er også vigtigt at huske de små uformelle mødesteder i lokalsamfundene. 

Søren Møller Christensen: Turismen er en velsignelse på Bornholm. Også fordi det er i en skala, der kan understøtte den lokale økonomi. Mange af de ting, der bliver bygget op til og af turister, har vi glæde af. Nexø er en by på 4.000 indbyggere, men der findes alle slags butikker, og det er pga. turismen. Og så er der alle attraktionerne og caféerne og restauranterne. Det får alt sammen helårssamfundet til at fungere bedre. 

Winni Grosbøll: Mange af de ting, vi laver for turisterne, er i virkeligheden rettet mod bornholmerne. Når vi bygger, tager vi udgangspunkt i bornholmernes hverdagsliv, og så er det også fedt for turisterne. Hammershus besøgscenter er f.eks. et byggeri, der afspejler den Bornholmske folkesjæl. Det er ikke prangende men et lille hus, der er lagt ind i klippen – råt, upoleret. Ligesom os. Vi er sgu ikke sådan til pæn brug. 

Søren Møller Christensen: Arkitekturen betyder meget. Mange steder har man bygget noget, som spiller ind i drømmen om Bornholm, og som giver noget til både turister og bornholmere – f.eks. omdannelsen af Hammerhavn, Sandvig Strandpromenade og Hasle Havnebad. Man kan ændre billedet af Bornholm gennem arkitektur. Men det er svært at lave arkitektur, der kan understøtte og gøre en forskel for de små lokalsamfund og på steder, hvor der er sociale problemer. Det har vi stadig ikke fundet nøglen til. 

Pia Heike Johansen: Det er netop noget, vi kigger på i vores undersøgelse: Hvad betyder det byggede miljø? Betyder det noget for fællesskabet og for livskvaliteten, at der kommer nye typer mødesteder? Mange steder har man fjernet de der uformelle mødesteder, hvor man kunne holde sig opdateret på, hvem der var blevet skilt, hvem der havde fået børn, hvem der havde fået ny bil, og hvis kat der var blevet kørt over. Den sladder, der f.eks. er hos købmanden, er ekstremt vigtig og har været med til at give en følelse af, at vi alle sammen har noget tilfælles. Mange af de steder er forsvundet fra de små samfund, og det er svært at genskabe deres funktion. Men der er lavet nye byggeprojekter, som prøver at få gang i det på en anden måde. Og der bliver det spændende at se, om de byggerier har en betydning for livskvaliteten.