Arkitekternes egne huse
I Realdania By & Bygs samling af historiske huse findes en perlerække af danske arkitekters egne modernistiske boliger fra 1900-tallet. Hver især gemmer de på fortællinger om udviklingen af den danske familiebolig, og hver især er de restaureret og bevaret for eftertiden som unikke pejlemærker i dansk bygningskultur.
”Ligesom et menneske bliver gammelt, så bliver husene det også. Det gør dem meget mere interessante. Det giver dem det, jeg kalder for fortælleværdi”.
Sådan sagde den danske arkitekt Johannes Exner i 2013, da Realdania By & Byg netop havde købt det hus, som han og hustruen, arkitekt Inger Exner, et halvt århundrede tidligere havde tegnet og bygget som ramme om deres familie.
Sidenhen har Exners eget hus indskrevet sig som et væsentligt kapitel i dansk arkitekturhistorie, og i dag indgår huset som det yngste hus i Realdania By & Bygs samling af fremtrædende danske arkitekters egne huse.
I alt tæller samlingen 15 huse, som alle er bygget indenfor det seneste århundrede, og som hver især udgør et unikt bidrag i en fortælling om dansk modernisme og nye rammer for den danske familiebolig. Siden 2003 har Realdania By & Byg købt og restaureret husene og efterfølgende udlejet dem til almindelig beboelse – helt som de var tænkt og tegnet i sin tid.
Banebrydende for den danske familiebolig
- Disse huse har i høj grad været banebrydende for udviklingen af den danske familiebolig, som vi kender den i dag. Arkitekternes egne huse står ikke blot som meget stærke eksempler på den enkelte arkitekts arkitektoniske tilgang til verden; de står også som fremtrædende pejlemærker for udviklingen af den danske bygningskultur og som unikke ikoner i vores fælles kulturarv. De har – med Johannes Exners ord – masser af fortælleværdi også internationalt, og derfor er de værd at restaurere og bevare, siger Realdania By & Bygs administrerende direktør, Peter Cederfeld.
Netop det, at husene er tegnet som bolig til arkitekterne selv og deres familie spiller en væsentlig rolle. Det var her – i arkitekternes egne private boliger – at deres holdninger til arkitektur og materialer fremkom mest ufiltreret; det var her, at deres personlige aftryk kom tydeligst til udtryk.
- Fælles for arkitekternes egne huse er, at der ikke har været en bygherre imellem arkitekten og huset. Det er huse, som arkitekterne udelukkende har tegnet til sig selv og deres familier, og derfor ligger der meget nyskabelse og vovemod og fremsynethed i disse boliger. Det er arkitektens visioner og idealer i deres reneste form, understreger Peter Cederfeld.
Den sidste guldalder
Betegnelsen ”arkitektens egne huse” refererer især til de danske arkitektboliger, der blev skabt i tiden omkring 1950, hvor samfundet var under stor forandring. Boligmassen ændrede sig, villabyggeriet og senere parcelhusbyggeriet tog fart, og også familiemønstre og livsformer var i opbrud.
I denne periode oplevede dansk arkitektur og design en tilsvarende stor opblomstring igangsat og dyrket af en håndfuld unge talentfulde arkitekter og formgivere. Til sammen var disse kreative kræfter, som omfattede både arkitekter, møbeldesignere, kunstnere osv., med til at skabe den periode, som sidenhen er blevet kaldt ”den sidste guldalder”.
Det er huse, som arkitekterne udelukkende har tegnet til sig selv og deres familier, og derfor ligger der meget nyskabelse og vovemod og fremsynethed i disse boliger. Det er arkitektens visioner og idealer i deres reneste form.
I Realdania By & Bygs samling af arkitektboliger fra perioden ”den sidste guldalder” optræder blandt andet de huse, som arkitekterne Arne Jacobsen, Bertel Udsen, Halldor Gunnløgsson, Karen og Ebbe Clemmensen, Erik Chr. Sørensen, Viggo Møller-Jensen og Knud Friis tegnede og opførte til dem selv og deres familier.
Selvom byggeaktiviteten blandt de unge arkitekter var størst i 1950’erne, havde nogle af dem imidlertid taget de første spadestik langt tidligere. Det havde blandt andre arkitekten og kunstneren J.F. Willumsen, som allerede i 1907 tegnede og byggede sit eget hus i Hellerup. I 1924 tegnede Edvard Heiberg Nordens allerførste funkisvilla til sig selv og familien, og også Arne Jacobsen forfulgte funkisstilen i sin første familiebolig fra 1929. Alle tre huse indgår i Realdania By & Bygs samling.
Med krigens indtog blev der sat en midlertidig stopper for byggeriet i Danmark og for arkitekternes eksperimenter med egne huse. Men fra 1950’erne, da flere af de danske arkitekter var vendt hjem fra eksil i Sverige, begyndte en ny epoke.
Arkitekthuse med statslån
Perioden ”den sidste guldalder” var på mange måder en overgangstid mellem krigens knaphedssamfund og det blomstrende velfærdssamfund. Der var boligmangel i Danmark, og for at sætte skub i byggeriet blev der i perioden mellem 1938 og 1958 indført billige statslån til opførelse af boliger.
Statslån helt ned til 1,2 procent gav mange af de unge arkitekter mulighed for at realisere drømmen om eget hus. Byggegrunde var der mange af, specielt nord for København, og den såkaldte fingerplan fra 1947 med S-togslinjer i fem retninger ud fra København gav gode muligheder for at bygge i det grønne område.
Inspireret af hinanden og deres bekendtskaber fra uddannelsen på Akademiet rettede mange af de nyslåede arkitekter blikket mod de samme nordlige forstæder, når de søgte efter egnede byggegrunde. Og derfor findes i dag i byer som Hellerup, Charlottenlund, Gentofte, Lyngby m.fl. en stor enklave af disse arkitekternes egne huse.
Bolig og tegnestue under samme tag
Opførelsen med statslån betød imidlertid, at det samlede boligareal frem til 1946 ikke måtte overskride 110 kvadratmeter; siden blev det hævet til 130 kvadratmeter. Dog måtte der gerne bygges ekstra kvadratmeter til erhvervsformål, og dén mulighed udnyttede flere af arkitekterne til at skabe en kombination af bolig og tegnestue.
- Tegnestuen som en integreret del af huset var ikke kun en praktisk løsning, der gav flere kvadratmeter. Det var også en kløgtig løsning. Tegnestuerne i kombination med den private beboelse var en form for showroom, hvor den nye generation af arkitekter kunne demonstrere deres arkitektoniske idealer og deres faglige kunnen overfor potentielle bygherrer. Her kunne de udstille deres erfaringer med at bygge selv og deres evne til at arbejde med proportioner, konstruktioner, materialer, stoflighed osv., siger Peter Cederfeld.
Inspiration og nye byggematerialer
Inspirationen til deres egne huse hentede de unge arkitekter mange steder fra, men i efterkrigsperioden især fra USA, hvor blandt andre den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright var en stor inspirationskilde med sine principper om 'det flydende rum' eller 'den åbne plan', som det kaldtes i Danmark. Også Wrights indarbejdelse af de japanske principper om integration af hus og have vakte stor opmærksomhed blandt de danske arkitekter, og flere af de danske arkitekter fik i løbet af 1950’erne stipendier til at studere de amerikanske strømninger.
Udviklingen af de nye arkitektoniske ideer fik samtidig vind i sejlene af industrien, som havde fart på udviklingen af nye byggematerialer. Gulv-til-loft-vinduer gav helt nye muligheder for at lege med overgange mellem ude og inde og skabe lysindfald, og med store skydedøre blev det muligt at åbne helt op for den omliggende natur eller have.
Industrialiseringen og massefremstillingen gav med andre ord nye muligheder for at bygge højere, hurtige og billigere, og da beton og stål også blev godkendt til boligbebyggelse, kom der for alvor fart på opbygningen af velfærdsdanmark.
Den danske modernisme
Visionerne og idealerne hentede de unge arkitekter fra modernismen, som var tidens herskende stilretning. Stilen blev introduceret i Norden i 1930 på den store udstilling Funki(s) i Stockholm, men allerede i årene forinden var der blevet knyttet tætte faglige og venskabelige bånd mellem flere af de danske arkitekter og deres nordiske kolleger.
De unge danske arkitekter tog den nye stil sig, og fik snart moduleret den i retning af en mere dansk modernisme, der var tilpasset nordisk kultur og tilføjet historiske islæt i form af klassiske mursten og velkendte tagkonstruktioner.
I Arne Jacobsens egne to huse fra 1929 og 1951 ses eksempler på begge dele: Den hvide, firkantede og meget modernistiske kasse med tagterrasse og beton-look fra 1929 og rækkehuset fra 1951 med lange flader af gule mursten og et tillempet saddeltag.
De unge arkitekter eksperimenterede ikke kun med byggematerialer og konstruktionsformer; de eksperimenterede også med livsformer og indretninger:
Køkken-alrummet - som i dag er livsnerven i det moderne parcelhus - startede hos de unge arkitekter som et hul i væggen mellem spisestue og køkken. Bestikskuffer, grydeskabe og andre praktiske indretninger fandt vej ind i køkkenet. Udenfor fandt bilen vej ind i villakvartererne, og de unge arkitekter skabte plads til parkering. Også børnene fik efterhånden mere plads og opmærksomhed bl.a. hos PH, som allerede i 1937 indførte begrebet ’allemandsrum’ og lod teenagerne feste i spisestuen.
Alle disse løsninger og mange flere er i dag en selvfølge i mange danske familieboliger, men løsningerne tog deres udspring, dengang modige og fremsynede danske arkitekter turde tænke og tegne på nye måder.
- Fortællingen om Arkitekternes egne huse er ikke en udtømmende fortælling om familieboligens udvikling op gennem 1900-tallet. Husene er pejlemærker i den danske arkitekturhistorie, men hver især står arkitekternes egne huse som lysende klare og stærke ikoner i dansk design- og arkitekturhistorie, og deres betydning for både datidens og nutidens boligbyggeri og indretning rækker langt ud over de danske breddegrader, siger Peter Cederfeld.
