Dyrehave Mølle i Nyborg er igen på toppen

I 160 år har Dyrehave Mølle i Nyborg været et folkekært vartegn for byens borgere og for de besøgende både til lands og til vands. Med Realdania By & Bygs restaurering har vartegnet fået nyt liv og luft under vingerne, og de øvrige bygninger og arealer rundt om møllen er restaureret og omdannet til nye funktioner.

Fra top til tå udgør Dyrehave Mølle et sjældent velbevaret kulturmiljø og et vidnesbyrd om et kapitel i dansk landbrugshistorie. Sammen med de øvrige bygninger vil den kunne bidrage til fortællingen om et næsten forsvundet erhverv og levendegøre en vigtig del af den danske kultur- og bygningsarv. 

Med Realdania By & Bygs restaurering er der føjet et nyt kapitel til de mange historier, som Dyrehave Mølle gemmer på.

En af de højeste møller i Danmark

Alene beliggenheden fortæller en egen historie. På toppen af en bakke syd for Nyborg er Dyrehave Mølle synlig på flere kilometers afstand, og med sine 25 meter hører møllen da også - sammen med Gudhjem Mølle på Bornholm – til blandt de højeste vindmøller i Danmark. I dag er møllen et folkekært og meget visuelt vartegn for byen, men da møllen blev bygget i 1858, var den højtbeliggende og meget synlige placering først og fremmest af praktisk betydning. Her fra toppen kunne møllen let fange vinden fra alle verdenshjørner, så vingerne kunne dreje, og kornet kunne males. 

I ensom majestæt på sin bakketop og uden mandskab var møllen og al dens mekanik dog ikke til megen nytte. Det hele skulle sættes i gang af mølleren og hans folk, og fra møllens stuehus kun 30 meter derfra kunne de hurtigt springe til, når vinden var i rette hjørne. 

De to bygninger – den ene med mekanik, den anden med mandskab – var afhængige af hinanden, og stuehuset føjer et lige så vigtigt kapitel til fortællingen om Dyrehave Mølle. I fællesskab udgør de to bygninger - sammen med også garagebygningen, magasinbygningen og den store have - i dag et helstøbt, førindustrielt kulturmiljø.

Imponerende i højde og drøjde

Selve møllen taler næsten for sig selv. På afstand og især på klos hold er Dyrehave Mølle ganske imponerende, og i højde og drøjde adskiller den sig da også fra mange af samtidens lignende møller. Den er højere; den er opført med vognport, hvilket kun sås på meget store møller, og den er kegleformet i modsætning til hovedparten af de hollandske møller, som var ottekantede. Hertil kommer de dengang meget moderne materialer, som møllen blev opført i: cement og støbejern.

Også ved sit sammensatte murværk adskiller Dyrehave Mølle sig fra samtidens mange møller. Den nederste del står pudset og kalket gul; ovenover er et stykke med blank mur og herefter endnu et stykke, der er pudset, men her med cementpuds. Øverst står møllen igen i blank mur. 

Den elegant sammensatte møllekrop får følgeskab af flere andre dekorative elementer: Traditionelle farver og materialer og detaljer bl.a. trappegesimserne, pudsede og malede indfatninger og fordakninger omkring vinduer og døre og ikke mindst portåbningen med portblade og et overvindue med fint forarbejdet opsprosning og møllens opførelsesår i smedejern over porten.

Hertil kommer selvfølgelig selve galleriet – den iøjnefaldende, tre meter brede balkon, som med sine 14 meter i diameter snor sig rundt om møllekroppen i anden sals højde. Og også den zinkbeklædte, løgformede hat med spir, krøjeværkerne og vindrosen samt de gigantiske møllevinger med et vingefang på ca. 20 meter bidrager til at levendegøre en unik fortælling om storhedstiden for de danske møller.

Syv lofter i møllekroppen

Også i det indre gemmer Dyrehave Mølle på megen værdifuld historiefortælling. Den pigstensbelagte vogngennemkørsel tværs gennem møllens krop, de syv bevarede lofter - hver med sin unikke funktion i det samlede mølleri - samt alt det intakte mølleinventar i form af kværne, sigter og hejseværk er alt sammen overordentligt velbevaret og tegner et detaljeret billede af en svunden tid.

Også de løbende moderniseringer og effektiviseringer, som helt naturligt er kommet til i møllens 160-årige levetid, bidrager til fortællingen og forståelsen af den udviklingshistorie, som møllen har gennemgået. Dieselmotoren, som kom til i 1923, er et lille vidnesbyrd om industrialiseringens blomstringstid, og de såkaldte La Cour-vinger, som møllen blev udstyret med i 1922, repræsenterer det højeste tekniske udviklingstrin for de traditionelle hollandske møller og vidner om møllens betydning som en moderne produktionsvirksomhed, der naturligt skulle følge med tiden. 

Se film om restaureringen af Dyrehave Mølle

I samme families eje i over 100 år 

Og endelig – som det sidste kapitel i de mange fortællinger om bygningsværket Dyrehave Mølle - er der sliddet og patinaen. Alle de ridser og skrammer og håndskrevne noter på træværk, som er kommet til gennem årene, er et vidnesbyrd om møllens lange liv og om det hårde og slidsomme arbejde, som møllen gennem årene har lagt krop til. 

Intet sted har møllen været udsat for hårdhændede renoveringer. Tværtimod. Det hele er repareret efter alle møllebyggerkunstens regler og med gode, gedigne materialer. Både møllen, magasinbygningerne og stuehuset har været i samme families eje i over 100 år, og der er til alle tider blevet passet godt på det hele.

Et helt kapitel for sig er det liv, der er blevet levet i Dyrehave Mølle. Fortællingerne om alle de mennesker, der har haft deres gang i den 25 meter høje produktionsbygning og de øvrige bygninger, og for hvem Dyrehave Mølle ikke kun var et bygningsværk, men også et livsværk.