Medlemsarrangement: Om havbåde, ildsjæle og kunsten at fylde kirken

Vejrudsigten har lovet skybrud, men alligevel er omkring 50 medlemmer af Realdania dukket op og er ved at tage plads omkring kaffebordet i kystkulturcentret på Slettestrand. Sammen med bådebyggeriet ved siden af drives centret af foreningen Han Herred Havbåde. Medlemmerne er her for at høre om dengang, der var mange fiskere på stranden. Og ikke mindst om hvordan lokale ildsjæle gik sammen om at bevare livet i området, da fiskeriet forsvandt.

Slettestrand har aldrig haft en havn. I stedet har bådene manøvreret mellem revlerne og er blevet trukket op på stranden af et mekanisk spil. Sådan var det frem til 1999, da den sidste fisker flyttede.

”Det er dyrt at drive en landingsplads og holde et spil i gang. Regningen delte fiskerne mellem sig, men til sidst var der ingen til at betale den,” fortæller Kirsten Monrad Hansen, der sammen med ægtefællen Thomas Højrup og en række andre ildsjæle besluttede sig for at bevare og udvikle landingspladsen.

Det blev til foreningen Han Herred Havbåde, og i dag er Kirsten ansvarlig for foreningens formidling og forskning, mens Thomas er formand. Foreningen tæller ca. 400 medlemmer, og omkring 150 af dem er også medlemmer af de bådelag, der vedligeholder og driver foreningens fem både. 

”Efter mange ansøgninger og møder fik vi sikret støtte fra flere fonde og foreninger, herunder Realdania. Midler der gik til at bygge vores kystkulturcenter og ikke mindst bådeværftet. Var vi ikke lykkedes med det, ville al viden om hvordan de klinkbyggede kystbåde bygges og vedligeholdes være forsvundet. Og sammen med det en stor og afgørende del af fortællingen om lokalområdet,” fortæller Kirsten Monrad Hansen.

Nye både og hurtige reparationer

Ovre på bådebyggeriet er Thomas Højrup kravlet op på dækket af en fiskerbåd, der er ved at blive repareret. På værftet er der i dag en fast medarbejder og en lærling, og foreningen har gennem årene uddannet flere lærlinge, der kan være med til at videreføre faget og traditionerne.

”En klinkbygget kystbåd er noget helt særligt,” forklarer han Realdanias medlemmer, der har samlet sig omkring båden. ”Den skal kunne tåle at falde hårdt ned på revlen med 4-5 ton fisk ombord uden at gå i stykker. Derfor skal den i sig selv være let og fleksibel, og derfor er den bygget af tynde planker, der er nittet sammen.”

Foreningsformanden forklarer videre om, hvordan træet skal være savet helt specielt, så det ikke revner, og hvordan det er vigtigt, at bådebyggeren gør præcis det samme på begge sider af båden, når han bygger. Sker det ikke, får man en skæv båd ude af balance.

På bådebyggeriet bygges der stadig få nye både. Derudover vedligeholdes foreningens egne både, og der kommer også af og til fiskerbåde til reparation, som stadig er i drift, foruden flere andre klinkbyggede både.

”Jeg plejer at sige, at det tager tre personer omkring et år at bygge en ny båd fra kølplanke til færdigt skrog. Men der går som regel længere tid end det, fordi vi også får fiskerbåde ind, der skal repareres. Og det skal gå hurtigt, for tid er penge på en båd,” siger Thomas Højrup.

Kom på søndag

Menneskefisker kalder Ejler Winkel sig. Han er et af de meget aktive medlemmer af Han Herred Havbåde og har gennem det meste af sit liv været fritidsfisker. Nu er han pensionist og dedikerer en del af sin tid til at underholde besøgende. Og underholdende, det er han, da vi møder ham på stranden.

”Der er ikke noget bedre end at sejle ud med båden kl. 04.30 og se solen stå op. Når man sidder der og trækker rødspætter op, er man det nærmeste, man kan komme himmelen på jorden,” siger Ejler Winkel, der nok ved hvad han taler om. I mere end 30 år var han sognepræst.

”Selv i jobbet var fiskeriet nyttigt,” fortæller han Realdanias medlemmer. ”Jeg husker en morgen ved 6-tiden, hvor vi kom ind med rigtig mange rødspætter, som vi læssede på en trailer. Og så kørte jeg ellers rundt i byen og bankede på for at forære dem væk. Der var en kone, som fik et chok, da hun så præsten stå udenfor døren i den tidlige morgenstund, for hun troede jo, at nogen var død. Så jeg måtte forklare hende, at jeg bare ville give hende nogle fisk,” fortæller Ejler Winkel til stor morskab for tilhørerne. 

”Hun ville gerne betale for dem, men det gik jo ikke. Tænk hvis det kom frem, at præsten solgte fisk sort. Så jeg sagde til hende, at hun til gengæld kunne komme i kirke om søndagen. Sådan gik jeg fra hus til hus, og da søndagen oprandt, var kirken stuvende fuld. Derfor kalder jeg mig menneskefisker,” siger den pensionerede præst.

Om det er Ejler Winkels gode forbindelser opad, er ikke til at sige, men skybruddet kommer aldrig. I stedet takker han og formand Thomas Højrup Realdanias medlemmer for at have brugt en formiddag på Slettestrand. Inden vi siger farvel, har præsten lige et sidste ord:

”Havde det ikke været for Realdania og de andre støtter, havde vi ikke været her i dag. Nu er her liv, og vi har tusindvis af gæster hvert år, og det kan vi takke jer for,” siger han og smiler. ”Og nåh, ja, så har vi faktisk en plan om nogle redskabshuse heromme bagved. Så det kan da være, at vi sender en ansøgning.”