Kemiske stoffer påvirker indeklimaet i danske klasselokaler
Over 450 forskellige kemiske stoffer hvirvler rundt i luften i danske klasselokaler, viser ny resultatrapport fra det store Masseeksperiment om indeklimaet i landets skoler. Så godt som alle undersøgte klasser oplever koncentrationer over de anbefalede niveauer.
Danske skoleelever og deres lærere befinder sig i skoletiden i en ukendt cocktail af kemiske stoffer. I en ny kortlægning af kemien i luften i klasselokalerne blev der fundet over 450 forskellige flygtige organiske forbindelser i luften, de såkaldte VOC’er. Heraf bidrager flere til dårlig luft i lokalerne.
De kemiske stoffer kommer især fra eleverne selv - sved, udånding, parfume, deodorant - og ikke mindst fra håndsprit og fra madpakkespisning i pauserne. Men også selve lokalerne og deres indhold bidrager til kemi i luften. Stofferne har navne som butansyre, toluen og acetaldehyd. 15 procent af de mest hyppigt forekommende stoffer er potentielt sundhedsskadelige.
”Alt tyder på, at vi har en udfordring med indeklimaet i de danske folkeskoler. CO2-niveauerne er høje, og nu har vi også fundet høje koncentrationer af kemiske stoffer i luften,” siger adjunkt Kasper Vita Kristensen, fra Institut for Bio-og Kemiteknologi ved Aarhus Universitet.
Det er første gang, at det så omfattende undersøges, hvor meget og hvilken kemi i luften, børn og unge bliver udsat for i de danske klasselokaler. Både de stoffer, der lugter og giver ubehag og de stoffer, man sjældent bemærker.
Undersøgelsen er gennemført i 76 forskellige klasser på skoler over hele Danmark, samtidig med det store Masseeksperiment om CO2-koncentrationer i klasselokalerne. Bag undersøgelsen står det nationale naturfagscenter Astra og Institut for Bio- og Kemiteknologi på Aarhus Universitet. Undersøgelsen ‘Kemi i luften’ er støttet af den filantropiske forening Realdania og VILLUM FONDEN.
Elever målte i fire uger
Eleverne i de 76 medvirkende klasser havde opsat sensorer i lokalerne, der målte den totale mængde af kemikalier i luften hvert tiende minut i fire uger. Resultaterne, der blev sendt til analyse hos forskerne viser, at 96 procent af klasserne oplevede koncentrationer af kemiske stoffer over det anbefalede maksimale niveau, men med stor lokal variation. Halvdelen af klasserne havde koncentrationer over det anbefalede niveau i en time dagligt.
I følge Kasper Vita Kristensen viser kortlægningen, at der er behov for meget mere forskning på området:
”Vi ved endnu forsvindende lidt om den såkaldte cocktaileffekt, det at kemiske stoffer bliver blandet sammen. Vi ved heller ikke meget om, hvordan kemien påvirker trivsel og sundhed særligt blandt børn og unge, der befinder sig i lokalerne, og ofte meget længe ad gangen”, siger han. I Danmark findes der vel at mærke endnu ingen anbefalinger for, hvor mange kemiske stoffer, der samlet må være i luften i klasselokalerne. De angivne anbefalinger er derfor hentet fra de tyske sundhedsmyndigheder. Arbejdstilsynet i Danmark har dog generelle grænseværdier for enkeltstående kemikalier. Den gode nyhed er, at ingen af de potentielt sundhedsskadelige stoffer, der blev fundet i undersøgelsen, overskred Arbejdstilsynets grænseværdier.
”I de undersøgte klasselokaler ser vi ingen akut sundhedsskadelige kemiske stoffer i luften, som overskrider grænseværdierne. Men vi finder rigtig mange forskellige kemiske stoffer og flere i koncentrationer, som vil bidrage negativt til oplevelsen af klasseluften - noget som bekræftes af især lærernes vurdering af luftkvaliteten”, siger han.
Udluftning hjælper
Undersøgelsen viser tydeligt, at ventilation hjælper; Klasser med mekanisk ventilation oplever signifikant lavere niveauer af kemiske stoffer sammenlignet med klasser med manuel udluftning. De klasser, som både har mekanisk ventilation og samtidig lufter ud, oplever de laveste gennemsnitskoncentrationer af kemi i måleperioden.
”Udluftning er altså en rigtig god idé for at fjerne tung og ildelugtende luft. Men det er desværre ikke alle klasser, der lufter tilstrækkeligt ud, og med den aktuelle energikrise, hvor temperaturen i klasserne sænkes, og der måske endda spares på den mekaniske ventilation, kan det problem hurtigt blive mere udbredt”, siger Kasper Vita Kristensen.
”Jeg frygter, at niveauerne vil stige i denne vinter og dermed reducere luftkvaliteten yderligere i mange af landets klasselokaler,” siger han.
Luften er tungest af kemi om eftermiddagen, når eleverne har været der længe. Især kemikalier fra eleverne selv og fra madpakker ses i høje koncentrationer på dage uden udluftning. Og stofferne forsvinder ikke nødvendigvis, når eleverne går hjem. Der er et konstant baggrundsniveau af kemiske stoffer fra afgasninger fra lokalet og derudover bidrager også rengøring om aftenen. Meget af kemien bliver uden udluftning hængende helt til næste morgen.
Første spadestik
Hos Realdania, der har finansieret undersøgelsen, og i flere år har arbejdet med at forbedre skolernes indeklima, siger projektchef Anne Gade Iversen, at det første spadestik nu er taget til at blive klogere på, hvilke kemiske stoffer, der skal sættes ind over for i skolerne og hvordan:
”Målinger af CO2-niveauer har længe peget på utilstrækkelig ventilation i mange danske klasselokaler. Med resultaterne fra Masseeksperimentet begynder vi nu at forstå konsekvenserne og forhåbentlig skabe øget fokus på og viden om de mange kemikalier, vi oplever, når vi opholder os indendørs,” siger Anne Gade Iversen.
Eleverne bidrager selv
Elever i grundskoler og på ungdomsuddannelser har selv bidraget til resultaterne ved at opsætte sensorer og indsamle luftprøver. De leverer således en stor mængde værdifulde data om kemien i luften i deres klasselokaler.
”Det er et vigtigt formål med Masseeksperimentet, at eleverne prøver kræfter med autentiske naturvidenskabelige forskningsmetoder, som giver dem kompetencer til at handle. Derfor har vi også udviklet redskaber, som guider eleverne til egne handlinger. Det vil primært sige at sørge for gode udluftningsvaner i klasselokalerne,” siger cand.scient. Lene Christensen, programleder for Masseeksperiment.
Inden for det næste halve år skal undersøgelsen ”Kemi i luften” publiceres videnskabeligt på internationalt plan.
Læs undersøgelsen "Kemi i luften".
Masseeksperiment 2021: Kemi i luften i undervisningsmiljøer
- For første gang er kemien i luften i undervisningsmiljøer i danske grundskoler og ungdomsuddannelser blevet undersøgt.
- 76 klasser fik i eksperimentet løbende målt niveauer af CO2 samt den totale mængde af flygtige organiske stoffer, også kaldet VOC’er.
- VOC står for Volatile Organic Compounds. VOC’er er flygtige organiske forbindelser (gasser) og findes overalt i luften, både indenfor og udenfor.
- VOC’er afgasses fra en lang række kilder, fx menneskers udånding og sved, fra trafik, bygninger, møbler og tøj samt fra rengøringsmidler og madpakker.
- TVOC står for den totale mængde af VOC’er. Anbefalede niveauer for den maksimale mængde af TVOC er ofte 750 ppb (parts per billion).
- Målingerne blev foretaget hvert tiende minut over minimum fire uger i november 2021 ved brug af indeklimasensorer monteret i de enkelte klasser.
- 53 klasser indsamlede luftprøver til analyse af, hvilke specifikke VOC’er, der kunne opleves i netop deres klasse. Prøverne indsamlede de på dage med og dage uden ekstra udluftning samt i det tomme lokale.
- 43 lærere fra 73 klasser besvarede supplerende oplysninger om udluftningsvaner, ventilation og oplevelsen af indeluften gennem spørgeskema.
Resultater af Masseeksperimentet
- Der blev fundet over 450 forskellige VOC’er - flygtige organiske forbindelser.
- 96 % af de undersøgte klasser oplevede på et tidspunkt i løbet af måleperioden TVOC-koncentrationer over det anbefalede maksimale niveau.
- 65% af klasserne oplevede TVOC-koncentrationer over anbefalede grænseværdier i en fjerdedel af tiden eller mindre.
- 10 % af klasserne oplevede TVOC-koncentrationer over anbefalede grænseværdier i mere end halvdelen af tiden.
- 15 % af de 60 hyppigst forekommende VOC’er er klassificerede som potentielt sundhedsskadelige, men i ingen af klasserne oversteg koncentrationen det anbefalede maksimum på prøvetagningstidspunktet.
- 38% af de målte 60 hyppigste VOC’er er koblet til lugtgener eller ubehag.
- 100 % af klasserne oplevede specifikke VOC’er i koncentrationer over lugtgrænsen.
- Jo højere koncentration af TVOC og disse specifikke VOC’er, jo dårligere oplevede lærernes luftens kvalitet.
- Lokalernes overflader afgasser VOC’er og udgør et konstant baggrundsniveau i lokalet.
- Aktiviteter i klasselokalet efter skoletid bidrager til øget udledning af VOC’er. Afgasning fra aktiviteter efter skoletid, fx rengøring, kan stadig måles dagen efter, hvis der ikke har været tilstrækkelig udluftning.
Anbefalinger
- Luft ud!
- Kombinationen af mekanisk og naturlig ventilation i klassen forhindrer bedst høje koncentrationer af kemi.
- Udluftning umiddelbart efter aktiviteter som fx madpakkespisning forventes at have størst effekt, men luft også ud om morgenen og kort efter eleverne vender tilbage fra fysisk udfoldelse i pausen.
- Hvis det er muligt, bør lokalet stå tomt i pausen.