x

Randers får central plads ved vandet

Pressemeddelelse 6. december 2022

Randers Kommune har besluttet at realisere Flodlejet - et nyt byrum, som skal kombinere klimasikring og adgang til vandet i forbindelse med Streetfood bygningen. Ambitionen er at skabe en grøn, rekreativ oase i hjertet af Flodbyen, og i relation til den større klimasikringsindsats, Klimabåndet. Den filantropiske forening Realdania støtter realiseringen af det kommende, nye byrum.

Randers midtby skal i fremtiden beskyttes mod stormflod og oversvømmelse af en grøn, sammenhængende højvandssikring, Klimabåndet. Sikringen forbinder Justesens Plæne i vest med Klimabroen i øst og tilsvarende på sydsiden af Randers Fjord. Som del af den grønne sikringsløsning har Randers Kommune nu besluttet at etablere byrummet Flodlejet. 

Konkret ønsker Randers Kommune at etablere en ny plads med adgang til vandet, rekreative muligheder og en integration af naturen. Flodlejet skal strække sig mellem Havnegade, havnebassinet, Randers Bro og Randers Streetfood-bygningen, som bevares, mens det planen at rive Havnekontoret ned. I stedet bliver der midt i området opført en bygning kaldet Bolværket. Bolværket skal have offentlige og udadrettede funktioner i stueetagen, der vil være i tæt samspil med Flodlejet udenfor. Bolværksbygningen er en del af Flodbyens udviklingsplan og bliver opført af AP Ejendomme, mens arealudviklingsselskabet Flodbyen P/S bidrager med anlægsprojekter omkring bygningen. 

Før Flodlejet kan blive en realitet, skal der gennemføres et planlægnings- og procesarbejde med bl.a. arkitektkonkurrence, offentlige debatter og myndighedsbehandling. En del af forberedelsen til anlægsprojektet er er dog allerede i gang: Det igangværende vejarbejde på Havnegade skaber nemlig en ny byforbindelse ved busterminalen og Trangstræde mellem den historiske Randers Midtby og de nye byområder ved havnen.

Citater

Borgmester, Torben Hansen siger: ”Jeg er utrolig glad for, at vi sammen med Realdania nu kan tage hul på realiseringen af Flodlejet. Det er et unikt projekt, som vil blive et vartegn i Flodbyen Randers. Ud over at være med til at sikre Randers mod oversvømmelser, kommer Flodlejet til at sætte nye standarder for byens møde med vandet og naturen. Vi vil endelig kunne bringe byen ned til det vand, som vi har været afskåret fra i årtier, men samtidig på en måde, hvor vi beskytter os mod oversvømmelser. Det er en win-win, som vi glæder os til at samarbejde med Realdania om.” 

Formand for erhvervs- og planudvalget, Claus Berggren, siger: ”Flodlejet har potentiale til at blive et nyt trækplaster med høj attraktionsværdi. Vi vil bl.a. have fokus på at skabe et varieret og alsidigt byliv med aktiviteter hele dagen, hele ugen og hele året. På den måde kan vi få en positiv synergi mellem Flodbyen og livet i midtbyen i et sammenhængende område, som altid er værd at besøge.” 

Direktør for Flodbyen Randers P/S og projektchef i AP Ejendomme, Jesper Kirkelund Plauborg, siger: ”Vi ser et stort potentiale i, at Realdania og Randers Kommune har indgået et samarbejde om Flodlejet. Det har stor betydning for byen og for vores arbejde med at realisere de første etaper af Flodbyen. Vi glæder os derfor også til at bidrage til projektet og realisere et samlet levende miljø på Bolværksgrunden med masser af byliv omkring vandet.” 

Projektchef i Realdania, Mikkel Suell Henriques siger: ”Flodlejet er et ambitiøst eksempel på naturbaseret højvandsbeskyttelse i et centralt byområde. Flodlejet kan vise, hvordan en by kan reducere risikoen for oversvømmelser - samtidig med, at forbindelsen til vand og natur styrkes. Koblingen mellem by, natur og vand er en del af Flodbyens særlige potentiale, som projektet ved Flodlejet kan forløse.” 

Fakta

Flodlejet bliver en grøn plads på Bolværksgrunden mellem Havnegade, Randers Bro, havnebassinet og Randers Streetfood-bygningen. Det ligger fast, at der centralt på pladsen kommer til at ligge en bygning kaldet Bolværket med en forventet størrelse på omkring 7.700 etagemeter.

En forundersøgelse, der blev gennemført i 2021, lægger desuden op til følgende:

- Flodlejet skal skabe liv i området med et varieret tilbud af aktiviteter, fx vandleg og naturformidling.

- Som en del af Flodlejet arbejdes der på at etablere adgang til vandet med SUP paddles, kajak og flodbad. Derudover arbejdes der på at etablere andre aktivitets- og opholdsmuligheder. 

- Det er planen, at der skal være mere beplantning end i dag i området. Fx med planter som er inspireret af Gudenåen og Randers Fjord. 

- En del af området skal hæves ca. 1,5 meter for at sikre mod oversvømmelser. Det er en del af Klimabåndet. Det skal stadig være muligt at komme ned til vandet fx ved at lave forskellige terrasser med beplantning og siddepladser i forskellige niveauer. 

- Der skal være gode forbindelser til midtbyen.

Flodlejets samlede budget er 70 mio. kr. Randers Kommune og Realdania bidrager med hhv. med 35 mio. kr. hver. Dertil kommer etableringen af Bolværket, som arealudviklingsselskabet Flodbyen I/S / AP Ejendomme står for. 

Realdania har tidligere støttet Forundersøgelsen for Byen til Vandet i 2015, konkurrencen om udviklingsplanen for Flodbyen fra 2020 og en fælles forundersøgelse af Flodlejet i 2021.