x

De adelige frøkener blev charmeret af H.C. Andersen

Pressemeddelelse 5. april 2023

Kom med bag de massive munkestensmure og oplev en af byens ældste bygninger: Odense Adelige Jomfrukloster. Her lagde den unge H.C. Andersen vejen forbi, da han for 200 år siden spadserede rundt i Odenses gader og stræder. Den 11. april inviterer Realdania By & Byg på rundvisning i klosterets gemakker.

Over 2.000 fodspor i størrelse 47 er i dag lagt ned i fortove og belægninger i H.C. Andersens fødeby Odense. Tilsammen danner de en lille spadseretur forbi en række af de steder, som havde afgørende betydning for digterens barndom og ungdom i det centrale Odense: Hans fødehjem, fattiggården, vaskepladsen, tugthuset osv. – alle de steder, som udgjorde barndommens land for den høje, tynde dreng med de store fødder.

Fodsporene fører også tæt forbi Odense Adelige Jomfrukloster, som Andersen besøgte flere gange i 1830’erne, når han var på besøg i sin hjemby. Frøkenerne beundrede digteren, og i sommeren 1835 berettede han i et brev om sine oplevelser i klosteret:

”En gammel klosterfrøken Schleppegrell, vist hen ved 60, sværmer for mig, hun er næsten forliebt! I dag er jeg inviteret til hende i klosteret. Se, de gamle, kan jeg nok få! De se på det solide, men de unge! Ak, var man dog meget smuk, eller meget rig! O Gud bevares!”

Bispegård i 1500-tallet

Frøken Schleppegrell var næppe den eneste klosterfrøken, som blev forgabt i den unge Andersen eller i andre af de mandlige gæster, som fik foretræde i klosterets gemakker. I mere end 250 år – fra starten af 1700-tallet og frem til 1970’erne – dannede klosteret ramme om ugifte adelsfrøkeners liv og levned, men faktisk går bygningens historie helt tilbage til 1504, da den blev opført som residens til først bispen, så kongen, så adelsmændene og senest klosterjomfruerne.

Da adelskvinden Karen Brahe i begyndelsen af 1700-tallet overtog bygningen og stiftede Odense Adelige Jomfrukloster, blev huset indrettet som en form for kollektiv for datidens ugifte adelsfrøkener.

En rejse i farver og mønstre

De adelige jomfruer boede på den øverste etage, og hver gang en frøken flyttede ud, og en ny flyttede ind, blev der påført et nyt lag maling eller sat et nyt tapet op oven på de gamle. Det er grunden til, at en rundtur på øverste etage i dag er en rejse i farver og mønstre, strukturer og overflader, der afspejler historien og husets beboere gennem tiden.

Realdania By & Byg købte klosteret i 2008 og gennemførte en gigantisk restaurering. Fem år tog det, før arkitekter, konservatorer og håndværkere kunne erklære det 500 år gamle jomfrukloster for færdigrestaureret. Til gengæld møder de besøgende i dag et hus, hvis mangfoldige 500 års historie skinner igennem i hvert et rum, hver en krog og hver en detalje.

Emmer af 500 års historie

At så mange århundreders arkitektur- og indretningshistorie er bevaret på ét sted, er ganske enestående. Århundreders slid har selvfølgelig sat sine spor, men hverken ildebrande eller istandsættelser gennem tiden har ødelagt huset, og selv om skiftende besiddere og beboere i årenes løb har ændret på rummenes udseende og funktion, så emmer hele huset stadig af 500 års historie - i dag iblandet moderne kontorfaciliteter og komfort.

I denne smeltedigel af nyt og gammelt har Syddansk Universitet lejet sin ind. Der er liv og aktivitet i bygningsarven, og midt i det hele holder også H.C. Andersen Centret til. Her bliver der arbejdet med forskning og formidling om den verdensberømte digter: H.C. Andersen charmerer fortsat inde bag klosterets mure.

Kom med ind i Odense Adelige Jomfrukloster, hvor der normalt ikke er adgang for offentligheden. Oplev bl.a.: